De første femogtyve sider tænker jeg Aj, det er da rigtig fint skrevet. Meget lækker prosa og god ide, det med at Strandvejen er et reservat for de døende og nonnerne dyrker medicinsk hash. Jeg tænker også, at det er noget spøjst noget, det autofiktion, hvis det overhovedet findes, og jeg ved da godt at Maria er Maria, men at det er fedt at litteraturen giver en mulighed for at bruge sig selv og samtidig være en helt anden. På den måde er det at være forfatter det samme som at være læser, man kan både være med og ikke være med. Man kan skrive sig selv og samtidig alt det andet der fylder, som måske ikke er den rigtige virkelighed, men anden virkelighed? Så kan man fx skrive om at være ved at dø, uden at det er nødt til at være en meget socialrealistisk selvhjælpsbog, som overhovedet ikke hjælper når døden nu engang ikke kan fikses.
Det var de første femogtyve sider, sagde jeg.
Så kommer det afsnit med, at hendes søn ikke vil have læst historier af hende, ikke have flyverdragt på af hende, ikke vil have noget af hende, den forælder der snart skal dø. Og så kunne jeg pludselig mærke det. Det var der jeg sad i min sofa og begyndte at græde lidt. Og så lagde jeg bogen væk, for jeg skulle lave aftensmad til to, der godt nok er for store til flyverdragter, men ikke til godnathistorier, og det hele kom ligesom lidt for tæt på.
I dag udkom den så, Maria Gerhardts Transfervindue, og så læste jeg den helt færdig. Den er hurtig læst, som meget af det moderne danske prosa er. Korte tekster på alt fra en enkelt sætning til en side. Ikke noget med selvsmagende beskrivelser og intellektualiseren der fylder 500 sider. Helt nede på jorden, og dog løfter teksten sig op og den løfter læseren med, sådan at oplevelsen bliver i en meget længere end det tog at læse bogen.
Jeg er taknemmelig for, at Maria Gerhardt tog sig tiden til at fortælle den her historie, og jeg synes hun gør et forrygende stykke arbejde med at beskrive det svære sted hun befinder sig. Det er en sørgelig bog, men det er også en ironisk bog, en velskrevet bog og en bog der rykker lidt ved en. Blev jeg mindre bange for at dø? Nej. Der er intet smukt eller ædelmodigt ved at være der, i mellemrummet mellem de levende og de døde. Det skræmmer mig helt vildt, og jeg har lyst til at love Maria Gerhardt at værdsætte det liv jeg har, endnu mere. Jeg vil gøre mit bedste. Selv om både hun og jeg ved jo godt, at på mandag er det mandag igen og så skubber jeg det fra mig, og lader som om alting vil vare for evigt og jeg kan tage mit mål om at nå de 102 år for givet. Jeg ser ikke flow-tv, men jeg bor faktisk ret tæt på Jyllingevej. Og jeg går i uhyggelig grad op i apokalypsen. Så nemt er mit raske liv, at jeg må ty til samtaler om overlevelsesmekanismer ved zombieangreb, over frokosten på arbejde, for så sker der nemlig noget. Det er spot on. (se side 61)
Jeg lavede også et æseløre på side 67:
“Det er jo et ulækkert sted at være. Midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdener. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber en maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien. Min mor vil miste mig igen. Denne gang for good. Min søn vil kalde på mig i søvne. Mine venner ved ikke, hvor eller hvornår de skal tænde deres lys. Ser man ud eller ind ad et transfervindue? Denne lede over altid at skulle være så eksistentiel, når man hellere vil snakke om parforholdsproblemer.”
Det er 96 sider, fra Politikens forlag og du kommer formodentlig ikke til at fortryde det. Hvis man kan konkludere noget ud fra mit instagram og fb feed, så har ALLE læst den her bog inden på mandag. Du kan starte med en læseprøve her.
