Agnes: kom nu mor, du skal lege med mig!
Mig: jeg skal lige hænge vasketøj op. Så var jeg mor’en der hang vasketøj op, ok?
Agnes: så var jeg storesøsteren! Jaaa!
Mig: ikke far’en?
Agnes: nej, han var død
Mig: okay, død ligefrem? Kunne vi ikke bare sige, han var på arbejde?
Agnes: okay, så var han på arbejde. Men han kom aldrig hjem. For han var død på sit arbejde!
Mig: …
Så er huset færdigt. Vi er nogen der har lyst til at flytte ind i det…
– og hylden er sprunget ud, siden i går!
Så satte vi glas i…
I morgen bliver vi færdige. Og så fylder jeg indhold i! Kapilærkasser og krydderurter. Andre gode ideer?
Det sjoveste ved at se x faktor er, at være på facebook samtidig. Og kommentere på tingenes udvikling.
Jeg kan afsløre, at der i min udvidede vennekreds hersker en udbredt opfattelse af, at Sveinur kun er gået videre fordi han har sit eget land der stemmer på ham, og at han har misforstået noget, hvis han tror at butterfly og bieberhår er det nye rock’n’roll…
Som jeg blev enig med Johanne om, så kunne jeg også tegne nogle tatoveringer på og få mit eget land og vinde det dér. No biggie. Der er garanteret noget eks russisk billigt til salg et sted østpå og erfaringen har jo lært os, at de stemmer på hvem som helst.
Og hvorfor er ham der chubby chubbington på scenen i sit undertøj?
Nå, men i går lånte jeg en ebog. Taaadaa! Jeg læste den også. På min iPad.
Jeg bør måske, med mit job og alt det, ikke afsløre det jeg nu gør, men jeg har aldrig været den store fan af de danske folkebibliotekers forskellige digitale løsninger. Jeg har altid syntes, at de er for besværlige. Så virker de ikke på det der og så kan man ikke det der og så skal man have det der og så skal man gøre sådan der og yada yada yada. Jeg vil klikke og køre. Klik. Kør. Du.
Det er nok også fordi vi har apple produkter herhjemme, og det er jo først for nyligt at man også kan bruge dem til diverse. Hvad ved jeg, jeg ved bare, at jeg ikke har brugt bibliotekernes digitale tilbud. De er ikke fine nok til mig, vel.
Men nu er der eReolen.dk
Og den virker. Ja, man skal godt nok stadig lige oprette sig et adobe id, og så skal man også lige hente et gratis program der hedder bluefire reader, men SÅ virker det også… Og det gør det faktisk. Klik, læs. Klik, virk.
Jeg lånte den nye biografi af Janus Nabil Bakrawi (for jeg har altid haft et blødt punkt for den mand, det har jeg bare. Lige siden filmen Sinans bryllup, og Pizza King. Og et interview i et af de første nr. af magasinet Woman, hvor der var nogle nærmest pornografisk fantastiske billeder af ham, og han sagde, at han ikke ville vente med at gifte sig – hvad skulle man vente på? At man holdt op med at være forelsket? Det synes han var dumt. Jeg synes, det var modigt sagt.)
Den hedder Rod, en fighters fortælling.
Og så læste jeg hele bogen i går aftes. Den er da også på under 200 sider, så der er ingen grund til at ringe til Guiness eller noget. Den var helt utroligt medrivende. Jeg læste og læste og glemte helt at se tv og være på facebook. Af den type kendis biografi at være, er den virkelig velskrevet og ikke spor irriterende. Der er ingen gentagelser, måske også derfor den ikke blev længere? Så gammel er han jo heller ikke.
Og jeg blev helt trist og ked af det, over at Janus 7 år skulle gå så meget grumt igennem, og blive ødelagt på den måde, af mennesker som burde have beskyttet ham og givet ham en tryg og varm barndom. Han blev, sammen med sin lillebror, bortført af sin far og brutalt omplaceret fra, hvad der virker som en pæn og rar barndom i DK, til en voldsom, kaotisk, utryg verden et sted i mellemøsten. Med slag og vold og voksne der åbenbart ikke har særlig stor indsigt i, hvad børn har brug for. Jeg var meget ked af det, på hans vegne. Og som bogen skrider frem, ser man meget tydeligt, hvad den slags gør ved et barn. Hvor meget det ødelægger. Så jeg forstår godt, hvis Janus er stolt af, hvor han er i dag. Det bør han være.
(Og du ringer bare, Janus, hvis du stadig gerne vil giftes…)
– og nej, det er ikke endnu et indlæg om mit arbejde eller om faglige møder eller om pms.
Det er om en af mine yndlingsbøger. De Gale, af Kim Fupz Aakeson. Den er oprindeligt fra 1992, hvor den vandt en nordisk ungdomsromankonkurrence, og har således 20 års jubilæum i år. I den anledning, bliver den genudgivet som graphic novel her d. 22.3.12., og jeg har været så heldig at modtage et eksemplar fra forlaget.
Vi kan altså antage, at jeg var omkring 15, da jeg læste den. Måske lidt ældre. Og den gjorde et meget stort indtryk på mig. Jeg har ikke læst den siden, så det var skægt at få den opfrisket på den hurtige måde – det tager jo ikke lang tid at læse sådan en graphic novel. Og jeg kunne sagtens huske handlingen. Stemingen. Hvor uhyggeligt det var, at tænke tanken om, at den slags kunne ske. Jeg har jo altid været en sucker for apokalypser.
Kort fortalt, handler De Gale om to teenagedrenge der går på kostskole i Jylland. Pludselig begynder deres lærere at ændre sig – alle over 25 år er tilsyneladende ramt af en sær virus, der gør at de glemmer alting. De glemmer hvem de er, hvordan man spiser, kører bil osv. og det siger sig selv, at det er pænt farligt. Landet sejler og drengene beslutter at stikke af fra skolen og prøve at nå hjem til Helsingør, for at se om deres familier er gået fri af sygdommen. Og for at finde Steff´s lillesøster, der muligvis er helt alene med de gale forældre.
Herfra udvikler det sig til lidt af en road movie, en dannelsesrejse, hvor Steff og Topper kæmper sig frem. De møder den jævnaldrende pige Popsy og sammen oplever de tre unge et Danmark der er gået helt i opløsning. Det er en spændende og medrivende handling, ikke uden humor, trods det dystre tema.
Jeg kan altså varmt anbefale at man læser bogen, hvis man har lyst til den lange fortælling. Men ellers er den her nye graphic novel også en rigtig fin historie i sig selv. Flot tegnet og fint genfortalt – det må være svært at få alt det vigtige med, når man har så lidt plads til dialog og tekst.
Her er en video hvor forfatteren, tegneren og genfortælleren udtaler sig om værket. Den er sjov, lidt lang, og her vil jeg da gerne benytte lejligheden til at anbefale forlaget, at næste gang man laver sådan en video, skal man måske sætte mikrofon på dem der udtaler sig. Og vælge en kameramand der ikke griner og hoster så højt, og som husker at slukke sin mobil. Der er for mange steder, hvor man ikke kan høre præcis hvad de siger, og det er ærgerligt, for alt det man kan høre er vældig interessant.
Hvis man har lyst, er der på udgivelsesdagen kl. 16 et arrangement på Helsingør bibliotek, Kulturværftet, ja, man kan vel kalde det en udgivelsesreception? Med udstilling af original tegninger fra værket – læs mere HER.
Og sidst, men ikke mindst, har jeg været så heldig at få lov til at udlodde et ekstra eksemplar af bogen! Det eneste du skal gøre for at være med i lodtrækningen, er at skrive en kommentar til dette indlæg. Hvis du har lyst, må den gerne handle om det mest gale du nogensinde har oplevet, for jeg synes da nok mange af jer plejer at ligge inde med nogle besynderlige anekdoter! Ellers skriver du bare noget andet. Du har indtil engang i næste uge.
Nå, men du kender sikkert det med at børn gennemgår forskellige udviklingsfaser? Du har ret sikkert hørt om seperationsangstfasen og om trodsfasen. Men har du nogensinde hørt om sigøjnerfasen? Hvis du er forælder til et pigebarn i 4 års alderen ved du muligvis hvad jeg taler om…
Lag på lag, more is more, der er ikke nogle farver eller mønstre der ikke går sammen, ingen grænser.
Med mindre man er et ualmindeligt overskudsramt menneske, er det ikke den kamp man vælger at tage. Der er ikke andet at gøre, end at vente…
Nå. Men jeg synes altså generelt, at jeg er et forholdsvist positivt menneske. Det har jeg ikke altid været, og derfor er jeg meget bevidst om det. Da jeg var yngre var jeg meget weltschmertz-agtig og havde meget svingende humør. Det begyndte at ændre sig, da en veninde en dag sagde til mig, at mit humør påvirkede alle omkring mig. Og selv om jeg blev lidt høj af den magt, så synes jeg alligevel, at jeg hellere måtte leve op til ansvaret, og så ikke være sådan en tung, våd karklud.
Så det arbejdede jeg på. I årevis. Og alderen har også hjulpet med det, man hviler jo nok mere i sig selv, og to børn har fjernet fokus fra egen navle (eller, man kan ikke se sin egen navle pga efterfødselslovehandle…) og man får perspektiv osv osv – i hvert fald, synes jeg godt jeg med nogenlunde sikkerhed kan sige, at jeg er et ret positivt menneske nu. Jeg ser på den lyse side, som regel. Vi kan da alle sammen have en dårlig dag, bevares, men jeg beslutter mig ret hurtigt for, at jeg ikke orker at være så negativ/depri/sur og ikke vil bruge min energi på det, og så finder jeg på noget andet og kommer videre. Der findes ikke problemer, kun udfordringer. Den type.
Og det er jo vældig populært, sådan rent ledelsesmæssigt. De sidste år er det blevet mere og mere den slags “hvad-kan-du-selv-gøre, fokuser på det vi kan og det der virker, ikke mere brok-kultur”. I hvert fald inden for det offentlige, og sikkert også andre steder. Og ja, i det store og hele er det fint med mig, jeg kan godt se pointen.
Men nogen gange. NOGEN gange er man virkelig nødt til at tage fat om nældens rod og tale om den store lyserøde elefant der står midt i lokalet og føler sig ignoreret. Når man i over TO år, har haft ja-hatten på og været loyal og bakket op og lagt arbejdstimer i ting, og været positiv og gjort det man selv kunne, så godt som man kunne, med det man nu har – og alt det stadig ikke er nok, og tingen stadig ikke er god nok og ikke fungerer som den skal – så synes jeg bare, det ville være helt i orden at tale om, at der er noget som ikke er i orden. Det virker ikke. Og jeg vil ikke tale mere om mine egne mål og hvad jeg selv kan gøre, og jeg vil ikke høre om, hvordan jeg formulerer den bedste overskrift, når teknikken er oldnordisk og ikke virker godt nok, når man ikke kan søge alle titler frem, når formen ikke fungerer. Når rammen ikke er i orden.
Og jeg føler mig talt ned til. Patroniseret. Når en står der, og siger til mig, at så kan jeg jo følge med i nyhederne, og se tv, og følge med i verden omkring mig, sådan at jeg ved hvad der er aktuelt, og så kan jeg jo lave emnelister og boglister og temating og konkurrencer osv. ud fra det! No shit, Sherlock??? Hvad tror du, man laver hver eneste dag, som bibliotekar? Det er ikke det, der er problemet. Det er ikke MIG, der er problemet.
Så sådan en dag havde jeg i går.
Og på vej hjem i toget, fik jeg omkring kl. 17 en sms om, at Klara lige var kommet i tanke om, at hun ps. skulle have kage med i skole i morgen, i dag, torsdag. Og at hov, hendes støvler var gået i stykker i lynlåsen, så hun havde heller ingen sko at tage på… og om jeg mon nåede hjem, inden hun skulle til svømning kl. 18? Og inden der var generalforsamling i grundejerforeningen kl. 19?
Lige da lagde jeg ja-hatten på hylden. Og resten af onsdagen var jeg prototypen på en gammel, sur, bitter, skuffet, desillusioneret, stresset, overbebyrdet, fornærmet og træt bibliotekar.
Så det var nok meget godt, jeg ikke skulle hjem og have udlånsvagt. Hvis man skal vende det til noget positivt.
Er taget på togtur til Vejle. Til topmøde med Palle og hans gavebod.
Der er en snert af fagligt drama i luften og måske er det uundgåeligt, ret sikkert tiltrængt.
Jeg tager noter og glæder mig til frokost buffetten…
De kommer ud, og matcher!
