Agnes ville ønske hun skulle starte i skole i år. Det skal hun ikke, hun bliver først seks til februar. I stedet leger vi lidt skole herhjemme, og hun laver lektier når Klara gør. Jeg fandt denne her frem, som jeg testede sidste år, og den er rigtig god til hende nu!
Krea Medie a/s står bag de mange Pixeline apps. Jeg har testet app´en Pixeline skolehjælp sammen med Klara og Agnes. De får i sagens natur noget meget forskelligt ud af den, men når de sidder med den sammen får de faktisk ret meget ud af den begge to. Den ældste får lidt erfaring med at undervise og oplever samtidig hvor god hun er til noget, sammenlignet med sin lillesøster. Og den yngste lærer noget om bogstaver og tal på en sjov og uforpligtende måde, med en lærer der bestemt ikke bange for at tage over og løse alle opgaverne for hende, hvis hun ikke selv kan.
Pixeline skolehjælp består af 5 mini-spil. Det første er dansk, hvor du lærer at skrive store bogstaver, sætte dem sammen til ord og hvor bogstaverne sidder på et tastatur. Den næste er alfabet, hvor du lærer hvordan bogstaverne i alfabetet ser ud og at sammenholde billeder med begyndelsesbogstaver. Derefter kommer engelsk, hvor du lærer engelske ord og hvordan de staves. Hvis man ikke kender ordet, kan man gætte. Så kommer matematik, hvor du lærer at regne med plus, minus og gangestykker. Opgaverne er multiple-choice, hvilket gør det lidt nemmere for de yngste. Til sidst kommer den sorte, hvor man når frem til Den sorte ridder, der har taget fabeldyrene til fange og her gælder det om at befri så mange af dem som muligt, mens man samtidig lærer begyndelsesbogstaver ift. forskellige ord.
Fælles for alle 5 spil er, at du kan vælge mellem 3 sværhedsgrader. Og det er noget vi rigtig godt kan lide, når vi nu har flere børn, i forskellige aldre og med forskellige behov.
- Her møder du først Pixeline skolehjælp
- Klare farver og venlige billeder i Pixeline skolehjælp
Som voksen kan jeg godt få lidt fnat af Pixelines stemme. Sådan har jeg bare altid haft det. Men det virker ikke som om mine børn er ligeså følsomme på det område. De er meget glade for spillet og vælger det ofte, blandt de mange vi har.
Pixeline skolehjælp er gratis at hente i appstore til iPhone og iPad, men kun de to første spil. De næste tre koster 18 kr. stykket. En overkommelig pris, som er det værd, hvis man har nysgerrige førskolebørn eller børn i indskolingen. I spillet er der også en butik, hvor Pixeline kan tilkøbe ekstra udstyr, som gør hende bedre til at kæmpe med Den sorte ridder. Som forælder irriterer det mig at den er der, men når man slår in app køb fra på sin gadget eller der skal tastes kode (som du jo skal huske at holde hemmelig for dine børn) inden hvert køb, så går det jo nok endda.
Dette indlæg har tidligere været bragt på www.børnebøger.nu
Tak for det råd. Har også en datter der virkelig glæder sig til skole og lektier. Hun fylder 5 til september. Hun er begyndt at brokke sig til pædagogerne i børnehaven at de ikke har fået opgavebogen endnu….hun er jo en af de store 🙂