Produkter

Selv om det her langt fra er din traditionelle beautyblog, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg er lige så glad for “produkter” som de fleste andre damer. Jeg kører pt med tre forskellige shampooer. En er ikke nok. Og olier og cremer og små lækre tuber med forkælelse. Alt hvad der kan give mig lidt luksustid i en travl hverdag er velkommen.

Derfor har jeg testet de her, som Beautyspace Anette sendte til mig.

20131015-123209.jpg

Og det er svært, for de er begge to super lækre! Jeg endte med at have den ene i den ene taske og den anden i den anden taske, og det er bare så fint med den løsning, nu her med kulde og små, rynkede damehænder. Nogen gange kigger jeg ned og får et chok over, at min mormors hænder ligger foran mig. AAaaarrggh – hvor kom hun fra? Døde mormors hænder hjemsøger mig!

Nå, men den orange fra Balance Me er virkelig dejlig fed. Den fugter meget længe og er drøj i brug. Den er virkelig ultra effektiv og seriously fugtgivende. Den dufter også fint. Den er jeg meget glad for.

Den lilla fra Rudolph Care er lækker. Den er luksus både i følelsen og duften. Det der acai dufter særligt, men efter at have vænnet mig til det, kan jeg rigtig godt lide det. Den er ikke så fed som den anden, og det er der jo nogen der bedre kan lide. Den er blød at smøre ud og fugter stadig godt.

Jeg er vild med dem begge to og vil bruge dem til de er tomme, men hvis jeg skal vælge en favorit, og det skal jeg, jeg kan mærke du sidder og presser mig lige nu, så bliver det den fra Balance Me. For det er virkelig længe siden jeg har prøvet en håndcreme der fugtede hele dagen. Og du skal tænke på, at jeg arbejder i et virkelig tørt miljø, hvor alle de gamle støvede bøgers papir suger al fugt ud af mig. Faktisk kunne man kalde tør hud en erhvervsskade og min chef burde betale min creme?

Men apropos tørke – så har Nivea sendt mig disse to. Muligvis i min egenskab af tidligere Summer Beauty Ambassador? En titel jeg aldrig vil forsage.

20131015-123302.jpg

Det er et nyt science fiction agtigt produkt, hvilket man meget tydeligt ser på INNOVATION mærket. Bare så du ikke er i tvivl om, at fremtiden ER HER! Produktet, som du tager med i bad, er fugtgivende. Efter du har vasket dig, smører du dig ind i det her og så skyller du det af igen! Det er en slags balsam for hud? Hvis du stadig er i tvivl om, hvordan du bruger det, er der en serie meget hjælpsomme piktogrammer på Niveas hjemmeside her.

Og ved du hvad? Det virker faktisk. Jeg har meget bløde ben. Og hud. Andre steder. Det dufter lidt, sådan Nivea style diskret. Der er en til meget tør hud og en til hud der bare er tør. De dufter ens og virker begge ved at du smører dem ind og skyller dem af. Jeg har testet dem begge og de giver mig begge meget blød hud.

Desværre er Nivea stadig traditionelt, så de er fulde af kemiske betegnelser jeg ikke ved hvad er. Det er sandsynligvis uskadeligt, – eller det ER det jo, det er jo lovligt, ikke? Men jeg kan bare ikke lide det. Jeg skal ikke have flere babyer, men jeg vil stadig gerne vide, hvad jeg smører mig ind i. Så jeg ved ikke, om jeg kommer til at bruge dem, selv om de virker så fint. Måske. Måske ikke. Måske vil DU virkelig gerne bruge det? Også selv om de har været med mig i bad en gang? Måske vil du særligt gerne bruge det af den årsag? Måske er du lidt pervers? Whatever. Hvis du gerne vil have en, så skal du kunne hente den i Vanløse, for de er tunge at sende. Skriv en kommentar, hvis det er tilfældet. Lad være, hvis du synes jeg er helt hen i vejret. Men det er da dumt at de bare står her og bliver for gamle?

Dette indlæg blev udgivet i Give away, Hverdagsliv og tagget , . Bogmærk permalinket.

3 Kommentarer til Produkter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.