Rebel without a cause

Nu, hvor jeg sidder og ser slutningen af the Jurupian song kong text (tak til M for stavevejledning), hvor svitserland netop har givet greece “hate points”, og min kærst´ af vanvare er taget til 80´er fest sammen med nogen fra sit arbejde, i Rødovre, hvor der er Jurupian song kong text på storskærm og min kærst´ er endt som taskevogter mens alle andre danser, og nu, hvor genboens teenager holder abefest med ret høj musik og ubetinget høj stemning, så vil jeg godt benytte mig af lejligheden til at fortælle en lille historie.

Lad mig sige det sådan her. Jeg kender en helt tilfældig og fuldstændig anonym kvinde i trediverne, der normalt er et pænt og behersket menneske. Men under overfladen ulmer det. Hun har temperament. Og nogen gange kommer det til udtryk på de mest uventede måder.

F.eks. – og jeg vil godt slå helt fast, at dette er et fuldstændig tænkt eksempel og at ingen naturligvis kunne finde på den slags ude i virkeligheden – kunne det ske, at hun en dag havde lidt for meget fart på, da hun en morgen bakkede ud af sin indkørsel. Hun kunne derved, ganske utilsigtet, komme til at ramme sin genbos skraldespand, der var stillet ud til kanten af fortovet. Hun kunne udbryde noget, en ed, måske sagde hun SHIT, selv om hun havde bilen fuld af børn. Vi ved det jo i virkeligheden ikke, vel, for vi var jo ikke til stede.

Vi kan måske forestille os de tanker der nu vil gå gennem hendes hoved. Hun har travlt. Hun skal måske/måske ikke aflevere diverse børn i diverse institutioner. Hun har måske et arbejde hun skal passe. Hun overvejer at stige ud ad bilen, rejse skraldespanden op, putte de poser tilbage i den, der er trillet ud på fortovet. Gør hun det? Er hun et pænt og civiliseret menneske? Eller vinder den lille djævel på venstre skulder? Den der hvisker – du har travlt. Dine genboer er skide irriterende. Hvorfor parkerer de også altid deres biler og skraldespande lige udenfor din indkørsel? De har et mega stort fortov, mand. Kør dog videre. Ingen så dig! Og hvad sker der også for den store hund de har, som har bidt flere af deres børns venner? Og som altid gør vildt af dig, når du parkerer i din EGEN indkørsel – hvis du ellers kan svinge ind i den for deres bil, som de altid parkerer ude på vejen, overfor din retmæssige ejendom!

Måske konkluderer denne kvinde, at det bare er ærgerligt. Måske, vælger hun at lade denne væltede skraldespand være hendes lille oprør. Skide ligusterfascister, tænker hun måske. Måske har hun lidt for mange gange læst Kim Fupz Aakesons bog Kommando Villavej, og måske synes hun bare, at de genboer endelig får løn som fortjent. I hvert fald tror jeg godt vi kan regne med, at hun speeder op og forlader gerningsstedet, på trods af mulige protester fra de retfærdighedssøgende børn på bagsædet. De uskyldige. De rene. Så længe det varer, med det forbillede…