Regn og Idioter

Så er det nu. Det holder aldrig op med at regne, vel? Det er starten, på enden. Det regner så meget her nu, at jeg slet ikke kan forestille mig at det nogensinde holder op igen.

Selv på kanal 4, regner det. I den der sære film, med unge mennesker der danser på gaden. Jeg ser den kun fordi jeg før så noget andet, med en kvinde der forsøgte at flygte fra en straffekoloni i australien for nogen hundrede år siden, men seriøst, de var alle sammen idioter, så de fortjente virkelig at være dér og jeg gad ikke se på det mere. Jeg mener, hvis du er ved at flygte i en lille båd, og der peger en kanon direkte mod dig, vil du så a) stoppe op og begynde at slås internt i båden, mens militæret fyrer løs på dig? Eller b) skynde dig at ro videre og ordne det interne bøvl på et mere passende tidspunkt?

Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge, for jeg er ikke idiot.

Det var ekspedienten dér hvor Kristoffer handlede i går, måske. Eller også var han bare sjov. Stoffer står ved kassen, beder om 120 kr. over beløbet og så kigger ca. 300 kg. ekspedient helt roligt på stoffer og siger lige så stille “and then he plays with power”.

Jeg var f l a d af grin, da jeg fik den historie. Jeg ser for mig, den her meget store, meget nørdede fyr, der lever hele sit liv i et eller andet computerspil, når han ikke er på arbejde i forretningen. Og han har drømt om, hver dag i meget lang tid, at han en dag fik mulighed for at fyre den sætning af, når en eller anden irriterende kunde ville hæve et skævt beløb over på dankort.

Ellers sker der ikke det store. Jeg var på arbejde i dag. En eller anden låner glemt sin vandpibe. Jo jo, i en pose med tobak og det hele. Folk glemmer de særeste ting. Jeg stiller mig især undrende over for dem der glemmer sko, briller og høreapperater. Hvordan kommer de overhovedet hjem uden alt det? Opdager man virkelig ikke på vejen, at man ikke har sine sko/briller/høreapperater? Faktisk troede jeg også, at der var en, der havde glemt sin baby, for da jeg gik ind i børneafdelingen for at rydde det sidste op, så sad der sådan en lille gut på en 8-9 mdr. midt i vores pude-hul med bamser osv, og tyggede i en gammel tøjmus. Helt alene. Og rolig.

Men hans mor stod heldigvis ude ved selvbetjeningsautomaterne, og var overbevisende da hun hævdede at hun altså ikke havde glemt ham.

Så kørte jeg hjem, hørte Achtung Baby hele vejen, for det er jo i morgen… åh, i morgen. Bare regnen stopper. Og nu spiser jeg chokolade, som jeg fik af rengøringsdamen på mit arbejde, fordi jeg skrev under som vitterlighedsvidne på noget papir for hende. Havde hun da ikke behøvet. Jeg drikker også the. Hvid jasmin the. Ja, fordi et eller andet skal jeg jo lave, mens jeg venter på at det her regn holder op.

Har jeg fortalt, at jeg er begyndt at løbe?