Så kan den bebs bare komme…


Tusind tak for de søde fødselsdagshilsner i går. Jeg er virkelig ked af det med vejret, men min veninde M, som også havde fødselsdag i går, har en teori om, at der muligvis er en mand ved navn John i Jylland, som er skyld i det hele. Vi ved det ikke med sikkerhed.

Jeg havde ellers en super fødselsdag. Der kom også en blomstermand med en kæmpe flot buket, fra mine forældre og et kort om, at resten må jeg vente med…
Gæsterne kom kl. 18 og vi satte party-pavillionen op nede i haven og tændte grillene. Vi var kun ved at blæse væk en lille smule, men det var rigtig hyggeligt og der var alligevel lidt læ. Vi spiste og snakkede og alle havde det rigtig sjovt, og så sagde jeg, om vi ikke skulle pakke sammen og gå op, for det ville være nemmere at pakke teltet sammen, hvis det ikke blev vådt. Som sagt så gjort, og vi får alt med, går rundt om bygningen, og netop som jeg låser os ind i opgangen VÆLTER det bare ned i lårtykke stråler! Tal lige om en glimrende intuition her!!
Så sad vi oppe på 4. sal med den frie udsigt og nød lynene og bragene og hyggede videre.
Jeg havde sagt de ikke skulle have gaver med, når nu de selv havde grillmad med, men det havde de jo alligevel, så det var jo også lidt dejligt 🙂
Min søster gav mig en langærmet ribtrøje fra Mads Nørregaard og de er altså bare perfekte til gravide maver! De er lange nok til at nå næsten helt ned, selv på min kæmpe mave, og så fremhæver de maven på aller flotteste vis, så dem vil jeg gerne anbefale!

Så det var en perfekt fødselsdag, på trods af vejret og bortset fra at vi ikke gad gå ud og se bål. Men vi fik da sat ild til nogle flutes…

I morges kom jeg så til at tænke på, at så nem og behagelig som den her graviditet har været, og så godt og nemt som bebs har opført sig inde i maven det forgangne år, så kunne hun jo umuligt være blevet født i det vejr i går 🙂 Ellers ville hun have været Ronja Røverdatter, med de lyn…
Men min bebs har været så sød inde i maven og gjort graviditeten så nem, så hun bliver født på en dag med vindstille og sol.
Jeg er åben for, at denne teori måske ikke ville holde i retten, men jeg synes nu det er en god tanke.
Nu er jeg så ude på den anden side. Fra nu af kan bebs umuligt hugge min fødselsdag (med mindre det er muligt at gå et år over tid…) så nu kan hun bare komme an. Jo før jo bedre, men jeg ville sætte mine penge på fredag eller lørdag, hvis jeg var jer.
kh Julie, 39+4

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.