Ja, fuldstændig ubehjælpeligt og helt amatør agtigt, og med alt for meget af den der “hvor-svært-kan-det-være??” indstilling. Uden knappenåle, uden ordentlig stofsaks og uden tålmodighed. Men syet, det blev den:
Her er den ene side
og her er den anden…
Hvad ER det så, spørger nogen nok sig selv??
Jo, de babykyndige kan straks se det. Det er jo en pude med vaskemærker. Og hvorfor nu det? Fordi babyer ikke nødvendigvis giver nogen mening. Og fordi noget af det særeste jeg oplevede med Klara for mange år siden var, at hun vare mere interesseret i at nulre og gumle på vaskemærkerne på sit legetøj, end i selve legetøjet.
Det er der i mellemtiden også andre, der har opdaget, og derfor kan man for omkring 150,- købe noget der hedder Thildepuden. Den ser I her:
Men hvorfor give så meget for noget man næsten kan lave selv? Ja, okay, min er mere skæv i det. Who cares – det er til en baby, ikke til en milimeterfacist. Jeg er i hvert fald stolt af min. Vind og skæv, som den er. Stoffet er nogle rester fra min mors 70´er gemmer. Noget retro-blomstret bomuld og noget blødt blå velour. Bamsen er en af mange sære ting, som jeg ikke kunne smide ud, da vi tømte mormosters hus sidste forår. Vaskemærkerne er doneret og klippet af fra nogle af Klaras gamle bamser. Så gik den søndag da.
Den er da, ehmmm – fin!:)
Nåhm, jeg ville vælge din. Blomsterne er seje!
Syns nu også din er den sødeste. Jeg ville aldrig kunne lave sådan een, mest fordi Mads P har nulret alle vaskemærker i stykker selv 😉
Sikke en produktion på blog du har haft indenfor de seneste døgn – en anelse utålmodighed efter at få født kanske??
Købt … super fedt m. avantgarde- og brugskunst i et ;-)) jeg må simpelthen have mig den symaskine…
Smart!