I nat drømte min kæreste, at jeg fødte 6 babyer. Det var dog kun de tre af dem der overlevede. Men alligevel forærede vi den ene til hans moster og den anden til nogen af vores venner. Den sidste var vores baby, Klara, og hende beholdt vi selv, for hun var jo den RIGTIGE baby! 🙂
Så nu synes han måske også, at det er ved at komme tæt på, siden han begynder at drømme om det. Jeg har jo haft de mest vanvittige drømme stort set under hele forløbet. I nat drømte jeg f.eks. at jeg blødte, men ingen ville hjælpe mig, for de troede ikke på at jeg var gravid, men bare at jeg var tyk.
Jeg synes ikke selv, jeg er tyk. Jeg synes mere, jeg er en der er gravid…
Har også stadig kun taget 7 kg. på ca. og det hele sidder lige på maven. Jeg tror bare, at fordi jeg er så lav, så er det presset sammen lige der, og så synes andre folk der virker som en meget stor mave. Jeg er DØD træt af at høre om det. HVER dag på arbejde er der mindst 2 der siger Hej Tykke, eller noget andet i den dur. Jeg fatter ikke, det kan blive ved. De må da for f…… snart have sagt det alle sammen? Måske har de aftalt en indbyrdes turnus ordning, så når alle har fået fyret en latterlig kommentar af, så starter de forfra på listen?
Men heldigvis er det snart slut. Skal kun arbejde torsdag, fredag og lørdag i denne uge, og så mandag til og med onsdag i næste uge. 1. maj har biblioteket lukket og 2. maj er jeg på barsel.
Så det er 6 arbejdsdage endnu. Lige til at overskue.
Ellers føles det fysisk som om jeg slet ikke kan være nogen steder efterhånden. Ligegyldig hvordan jeg vender og drejer mig, så kan jeg ikke finde nogen behagelig hvilestilling og kan ikke trække vejret. Når nu det hele er presset sådan sammen midt på min korte overkrop, så er mine lunger måske ekstra under pres?
Det er svært at forklare, men det er som om ingenting, ingen stilling, ingen madvarer, ingen af de ting jeg laver bare er GODT NOK. Det hele er irriterende. Nogen gange får jeg sådan en brændende lyst til bare at kunne afmontere maven og lige ligge den fra mig, bare ti minutter. Jeg glæder mig så meget til barnet og til at blive mor og det hele, og jeg har jo glædet mig til det siden jeg var 19 eller deromkring. Men nogen dage kan jeg bare sidde og tude og have vildt ondt mig af selv, og så vil jeg bare have mit liv tilbage. Bare være mig selv.
Men der er stadig 2 mdr. og tingene vender jo aldrig tilbage til det normale. Det vil jo altid være anderledes og mit gamle liv, i den form det havde, kommer aldrig nogen sinde tilbage. Der vil jo altid være den her nye person og hun vil være mit ansvar og jeg vil bekymre mig til den dag jeg dør.
Pragtfuld tanke.
Nå, jeg vil stoppe inden jeg får skrevet mig selv ned i et hul jeg ikke kan komme op af igen. Vejret er jo alt for godt til den slags 🙂
Julie, 30+6
