Ja, det er da heldigvis ikke mig, som skal skilles… Jeg er da heldigvis overhovedet ikke gift (knurre) – nå, men jeg sidder og ser pressemødet på tv og alex og joakim, de stakkels ulykkelige mennesker, som har måttet træffe den svære beslutning. Godt det ikke er mig, med 2 små børn og al den offentlige opmærksomhed. Hvor er det trist og hvor må de være kede af det, at det ikke gik for dem.
Tilgængæld var det så mig, som blev "tvangsfjernet" fra Klara i dag. Det gik så godt i vuggeren, at johannes pædg. foreslog at jeg gik en tur 15-20 min. og prøvede at sige farvel. Klara fræsede rundt og ænsede dårligt nok at jeg sad der på en meget lav skammel og sippede til min varme the med honning, som personalet gav mig, i et forsøg på at få min stemme retur (det er den ikke endnu). Så jeg kyssede hende og sagde, med min ruste joe cocker imitation "mor smutter lige en lille tur, skat" og gik og vinkede og sagde hej hej. Hun brokkede sig lidt over det der hej hej og at jeg gik væk, men da jeg var rundt om hjørnet og hun ikke længere kunne se mig, da kunne jeg høre, at hun allerede var stille og legede videre.
Jeg gik ned i gården og sad lidt og pludselig var der gået 20 min. og jeg kunne høre Klara skrige gennem det åbne vindue – så jeg skyndte mig ind igen 🙂 Det var gået rigtig fint, hun var bare blevet ked af det fordi nogen af de store var lidt voldsomme ved hende. Så vi tager derhen i morgen igen og spiser nok frokost sammen med dem.
Så tog vi ind til pladsanvisningen for at aflevere vores accept af pladsen, men de åbner naturligvis først kl. 13, så vi tog hjem igen og så havde vi da fået gået noget tur en times tid.
Vel hjemme tog vi lidt frokost og så pressemøde, og jeg fik en lille bitte royal klump i halsen. Nu sover klara og kl. 14 kommer de andre rytmik-tøzer og hygger lidt inden rytmik.
I morgen skal vi til falster i weekenden og lege med farmor og farfar. Det bliver rigtig hyggeligt, for det er også længe siden vi var der.
