Tandløs?

Jeg drømte i nat, at jeg tabte alle mine tænder i undermunden. Et hurtigt opslag under opstilling 13.6 afslører, at i følge drømmetydningsproffer, så er det tegn på, at jeg føler mig tandløs, ikke kan bide fra mig eller ikke får sagt fra over for noget i det virkelige liv. Nu kan jeg så bruge resten af dagen på, at tænker over, hvad det mon kan være.

I samme drøm skulle jeg også passere en stor grå ulv, der dog var lænket til et træ. Og senere stod jeg og så på, mens en af mine gamle veninders 4 årige datter sejlede afsted på en avispapirs hat og blev trukket ned i en rist og næsten druknede. Måske der er noget om det – det var en drøm fuld af afmagt. Kan det være flytningen der nærmer sig med hastige skridt? Eller det faktum at vi i dag havde sidste dag i Klaras vuggestue, og at det har jeg det ikke godt med?

Hun har det fint. Hun fik sin kuffert fuld af billeder og minder og blev først sur, da det gik op for hende, at hun ikke skulle direkte videre til den nye børnehave allerede da. Men først i morgen.

Mor her, til gengæld, var så den der stod og tudede ude på pakeringspladsen, da alle de små venner og veninder stod og vinkede farvel som besatte, på den anden side af farvel-ruden, som er placeret i børnevenlig højde. Og Klara gik helt hen til ruden og satte ansigtet helt ind til hver af de små venner, en for en, hele rækken hen, som om hun tog afsked med hver enkelt. Hendes veninde Sara lagde dårligt mærke til noget, for hun skulle selv videre til institutionens egen børnehave i dag, så hun havde travlt med det. Men den anden veninde, Maya, blev ret ked af det og gemte sig, da hun skulle sige farvel. Det er næsten også mest synd for hende, når hun nu mister to veninder på en dag og er den som skal blive tilbage i vuggeren. Mens de to andre er store piger, der nu skal have madpakke med hver dag. Hvilket er meget prestigefyldt i børns øjne. Jeg ville personligt hellere have det der varme måltid serveret hver dag, som de får i vuggeren. Men børn ved godt de er store, når de skal have madpakke med.

I morgen besøger vi så børnehaven Regnbuen, hvor Klara bliver et sol-stue-barn. Og lur mig, om ikke det kommer til at gå fuldstændig problemfrit og bliver en kæmpe succes. Det gør tingene jo som regel, når jeg først har brugt måneder på at bekymre mig over dem. Suk. Dét lærer jeg bare aldrig.