Til at kaste op over!

Ved I, hvad det værste er, ved at bo med et barn på 4. sal uden vaskemaskine?

Det er, når ens barn begynder at kaste op midt om natten.

Når hun har sovet fint et par timer, derefter ligger og hoster lidt, og så begynder at græde og kalde på sin moar, og så går man derind og så kan man lugte det allerede i døren. Og så tænder man lyset og så ligger hun i det og vælter søvndrukkent rundt og er enormt ked af det og vil sådan set bare gerne sove. Men den går ikke, for nu er hun nødt til at komme op og i bad og have vasket hår og alt sengetøj skal skiftes, og den ene bamse er også ramt, og de små røde kinasko som hun altid insisterer på SKAL med i seng, og madrassen og sengebunden. ALT sådan set.

Og hun skriger og gider da ikke have vasket hår NU (eller på andre tidspunkter sådanset) og så får man endelig skiftet det hele ud og rent nattøj på hende og en frisk bamse og så sover hun igen. Indtil 20 minutter senere, hvor det hele gentager sig.

Og små børn kan ikke finde ud af at sige til. De vil ikke. Kast op i den her skål, Klara, sagde jeg, og hun sagde nej nej nej, det vil jeg ikke. For hun VIL jo ikke kaste op. Og jeg kan ikke forklare hende, at det er hun desværre ikke selv herre over. Så når jeg syntes det lød som om der ville komme en omgang til, så kæmpede hun med mig om at få den latterlige skål væk, og på den måde fik vi så også opkast på hele det ubehandlede trægulv.

Og sådan fortsatte det. Indtil vi havde opbrugt alt rent dynebetræk og lagner og ekstra tæpper, alle rene håndklæder, alle brugte håndklæder fra badeværelset, en hel den brugt sengetøj fra vasketøjskurven og et enkelt viskestykke. Og så indtog hun den sidste bastion – mors seng (og far ind på sofaen). Og så sov vi gudskelov.

Jeg tror det er det der penicillin hun får for ørerne, som ødelægger hendes mave? I morges var hun frisk og glad.

Og så kan man jo sige, at det da på en måde var meget heldigt at jeg skulle på arbejde i dag. Når nu vi ikke har nogen vaskemaskine… Og på arbejde i dag optræder bandet Hush, så dem skal jeg da lige høre lidt af. Og i eftermiddag skal vi til fødselsdag hos Anna, Rafaello og Sara.

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Kommentarer til Til at kaste op over!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.