Trist vejr – hvem gider være på barsel i sådan et vejr? 🙂
Nej, det går bedre i dag. Jeg tror, jeg er ved at lære det allerede. Er dog stadig ikke kommet i gang med noget særlig praktisk. Men det vil jeg. I dag var der den første fødselsberetning inde på juni-siden. En derinde fik sin lille datter 4 uger før tid og heldigvis har de begge godt. Men pludselig kommer det meget tæt på. Godt nok er min termin først sidst i juni, men alligevel – jeg må hellere få bygget den rede inden det bliver for sent.
Jeg glemte at skrive i går, at det par med den søde 8 uger gamle datter, til den der fest, tilbød os en barnevogn de har stående i garagen. Den kan ikke køre så godt, p.g.a. en defekt fjeder, men den vil jo være perfekt som altanbarnevogn. De ville ikke have noget for det, vi kan bare låne den og så kan de få den tilbage, når vi ikke skal bruge den mere. Virkelig meget pænt af dem! Så sparer vi da nogen 100 kr. og skal ikke bekymre os om at komme af med den igen, og den står bare ved dem til vi skal bruge den. Meget søde mennesker! Og vi skulle ikke give noget, selv hvis den bliver solskadet eller vandskadet når den står ude.
Nå, men ellers er det ikke kun vejret der er trist i dag. I morges ringede stoffers mor, så tidligt og med den slags stemme, så jeg vidste godt hvad hun ville sige, da jeg tog telefonen. Hans mormor døde tidligt i morges. Det bedste for hende, for hun ville blive 90 til sommer og havde sagt, at hun ikke rigtig gad mere. Men trist for alle os andre. Det var hende, der hed Klara, som vores bøllefrø nok skal opkaldes efter. Hun glædede sig ellers meget til at blive oldemor for første gang, men den gik altså ikke. Han er taget derud nu, for at sige farvel.
Så nu har han slet ingen bedsteforældre tilbage. Er man så voksen? Jeg har stadig min mormor, og det er jeg glad for. Hun er heldigvis frisk og rask, så en enkelt oldemor bliver det da til.
Julie, 32+5