Vægt

Åh, det med vægt. Det har stået noget stille hen over ferien, fordi velmenende mennesker kaster is og læskende drikke efter mig, men i det mindste er den heller ikke gået op igen. Det er da altid noget. Faktisk har jeg rundet et skarpt – rundt – hjørne, og er nu under en, for mig, stor psykisk grænse. Og jeg er ret stolt af mig selv.

Jeg tænker meget over, hvilken type motion jeg skal kaste mig ud i. For noget skal jeg lave, i løbet af efteråret. På trods af, at jeg har prøvet alt muligt forskelligt i min barn- og ungdom, så har jeg aldrig rigtig fundet noget jeg er helt helt vild med. Jeg synes, det meste af det handler om at se fjollet ud, mens man vælter rundt og kommer til skade.

Som alle gode fynboer gik jeg til rytmisk gymnastik fra før jeg startede i skole. I skolen var der mere motion, men det var nok også dér noget blev ødelagt. Alle de tvungne aktiviteter, bolde der knaldede brillerne af mig, løb som de små korte hobbitben altid tabte, rundbold, hvor nørden altid blev valgt sidst. Osv. osv. Ikke mange succesoplevelser dér. Jeg spillede badminton med min ven Martin, og det var sjovt, men vi overholdt heller ingen regler. Det var kun for sjov og motion. Svømning har jeg jo også gået til i mange år, både i hal og fra stranden, og det var fint, men heller ikke lige i øjet.

Så kom jeg på efterskole, og der skulle man vælge et idrætsfag ekstra, ved siden af alt det rytmiske gymnastik. Jeg valgte badminton og var stadig ikke god til reglerne. Og jeg indrømmer blankt – jeg nærer et brændende og overdrevent intenst had til holdsport. Især håndbold.

Så hvad skal man gøre? Jeg var glad for pilates for nogle år siden, og jeg tror også yoga kunne være noget. Mest fordi ingen af delene handler om at løbe rundt og komme til skade.

På kost siden læser jeg for tiden de her to bøger:

20130805-113756.jpg

LCHF bogen er skrevet af Jane ovre fra Madbanditten og jeg fandt den i Netto til 99,- her i sidste uge. Den er fuld af gode, lækre opskrifter og jeg kan sagtens bruge den til meget, men jeg tror ikke jeg kommer til at være fuldstændig LCHF-typen. Jeg vil gerne have noget fuldkorn. Så jeg spiser altså rugbrød. Og en enkelt ny, lækker kartoffel ind i mellem.

Den anden bog er helt ny og jeg har fået den af forlaget. Den udkommer d. 8.8. og virker interessant. Jeg læste en artikel i politiken om faste fænomenet, mens jeg sad i sommerhuset, og syntes der var nogle fornuftige pointer. Jeg glæder mig til at læse mere om det, selv om jeg virkelig har svært ved at forestille mig selv at kunne det. Når man tænker på, hvor livsfarlig jeg er at være i nærheden af, hvis jeg ikke får min frokost senest kl. 12, så tror jeg virkelig LCHF er bedre for mig og mine omgivelser.

OPDATERING:

Jeg kom lige i tanke om, at jeg også på et tidspunkt i slut 80´erne sagde til min mor, at jeg gerne ville gå til jazzballet. Men hun svarede, at hun ikke havde tid til at ligge og køre mig til Svendborg flere dage om ugen (og jeg bebrejder dig intet, mor, mine børn må jo heller ikke gå til mere end en ting hver, før de selv kan skaffe sig derhen). Jeg siger bare, at dér stoppede en potentielt set strålende karriere meget tidligt, før den overhovedet kom i gang. Og jeg tror godt vi alle sammen er klar over, at havde min mor kørt mig, så havde det være mig, der havde haft en gylden, bærende rolle i den her musikvideo:

http://youtu.be/nzY2Qcu5i2A

 

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

14 Responses to Vægt

  1. Maria J skriver:

    Ahhhh, tak Julie. Fordi du holder fast i fuldkorn, selvom bogen siger noget andet. At ændre livsstil er svært nok i forvejen, og hvis man så oven i det skal undvære noget, der er sundt og gør en godt tilpas, bliver det virkelig svært.
    Holdsport er en dræber og farligt for krop og sjæl, enig. Pilates og yoga, og måske dans? Salsa er sjovt og man får sved på panden, og ingen bliver valgt sidst.
    God sensommer! 🙂

  2. Frau Putz skriver:

    Sejt at du har formået at undgå at tage på i ferien. 2 uger med all inclusive på et rigtigt godt hotel på Kreta kostede lige et par kilo ekstra på siderne – så jeg synes det er sejt, at du har kunnet holde det.
    Jeg er kommet til (Uh, mig og min store mund!) at indgå en slags væddemål – og nu skal jeg pludselig løbe 5 kilometer for ikke at tabe ansigt. Og mig, der ikke kan løbe 200 meter… Jeg hader faktisk at løbe. Mest fordi jeg ved, at jeg ligner en total lemmedasker og lyder som en utæt blæsebælg. Ak! Men i det mindste er det god motion – og man kan jo gøre det meget sent om aftenen, hvilket har flere fordele. Det er mørkt så ingen kan se ens underlige løbestil – og man løber MEGET HURTIGT, fordi der står potentielle overfaldsmænd i enhver indkørsel og bag alle buskene…

    Held og lykke med jazzballetten. Du kan jo altid se et par afsnit af Fame – eller gense Footloose, Dirty Dancing, Strictly Ballroom eller andre af klassikerne, hvis du mangler inspiration ;o)

    ~ Karina

  3. Rikke skriver:

    LCHF er vejen frem. Og det kan sagtens kombineres med lidt rugbrød og en enkelt kartoffel i ny og næ. På den måde har jeg personlig tabt omkring 16 kg, siden jeg fik konstateret PCOS i januar. De første 12 kg meget hurtigt – nu går det lidt langsommere, men stadig støt nedad. For første gang nogensinde har jeg tabt mig i sommereferien – og det selvom jeg faktisk har spist en hel del is og chokolade ;D
    Den anden der – 2 dages sult og 5 dages grovæderi – det tror jeg bare SLET ikke på.

    Hvad motionen angår, så blev det zumba der hittede her – da jeg fandt den rigtige instruktør, for jeg har også prøvet nogen stykker hvor det bare overhovedet ikke var sjovt.

  4. Lisbeth skriver:

    Zumba er faktisk ret fedt – mine hofter/mit bækken kan desværre ikke klare de mange vip/vrik (what-ever) – så jeg solgte resten af mit klippekort 🙂
    Jeg er begyndt at løbe. Det er hverken kønt, hurtigt eller yndigt. Jeg bryder mig ikke som sådan om det – men det at KOMME HJEM EFTER en løbetur er FANTASTISK.
    Og for hulan det gør noget godt rent psykisk. Kg mæssigt har jeg ikke tabt mig, kan mærke en forandring på ” blæveret” – men regner da med det ændrer sig.
    Jeg er på kur – den der hedder LUK MUNDEN, OG LET RØVEN – øver mig stadig i at lukke munden 🙂

    Sys du er for sej med minus på kg-kontoen GODT GÅET JULIE 🙂 🙂

  5. Annie skriver:

    Du skal da begynde at løbe: http://www.zombielobet.dk
    🙂

  6. visitsen skriver:

    … kan se at jeg er et par dage for sent ude – men håber du læser med alligevel: jeg har sådan nogenlunde samme sports/træningskarriere som dig (har dog allerede været forbi zumba, som jaja er sjovt .. men alligevel ikke har fænget mig i længden og min springgymnastikkarrriere blev afbrudt af en holdsammenlægning, der gav mig valget mellem at gå på hold med den der lige havde lært at slå koldbøtter og så eliteholdet … kunne ikke overskue det så jeg stoppede).

    Men i september sidste år fandt jeg mit sportsdrug -som jeg har trænet lige siden og ja, er blevet småafhængigt af.

    Crossfit.

    (som nogen kalder mændenes zumba – nok fordi det er en disciplin der har vundet lige så stor og hurtig indpas – blandt mænd – som zumba gjorde blandt kvinder)

    Nåmen det er pissehårdt. Du får en allround træning, både styrke, udholdenhed og kardio. Hver time er forskellig (og hver træner, træner forskelligt). Du træner i princippet i dit eget tempo og op mod dig selv – der er ingen der kan se hvis du snyder, men du finder ret hurtigt ud af du jo kun snyder dig selv.

    Du sveder, du brøler og på et tidspunkt begynder du at opdage at du har muskler i maven, at din røv sidder lidt længere oppe end normalt og du har fået huller i lårene….

    Fungerer bedst hvis du har en træningmakker.

    • thejulesrules skriver:

      Det lyder effektivt! Det er i et center så? Må lige på Google 🙂

      • visitsen skriver:

        Jeg træner i Fitnessworld fordi jeg også spinner og dermed får begge dele i et hug. Men der finde rene Crossfitcentre, som de mest hardcore mener er det eneste rigtige.

        Jeg vil dog gerne anbefale Fitnessword, jeg synes deres instruktører er dygtige og kompetente (har trænet/træner på Nørrebro (Nordre Fasanvej), Vesterbro (Vester Voldgade), Frederiksberg (Svømmehallen – det hedder det dog CrossEnergy og er lidt anderledes).

        … men jeg tog også en lang indflyvning og gik på introduktionshold i mere end et halvt år.

        Rigtig mange går desværre for hurtigt frem og derfor er der også mange skader indenfor denne sportsgren … men indtil videre er jeg (7-9-13) gået fri, selvom jeg mange gange har haft så mange muskelsmerter at jeg har haft det hårdt med at skulle op på 4. sal … men man begynder nok lidt at elske det også …

  7. Anne Christine skriver:

    Jeg har danset Zumba nu i 2 år. Fordelen er at det er sjovt, og at man danser/træner så hårdt som man selv er til. De fleste på holdet ser lige så normale ud som man selv gør, hvilket gør det lettere at holde ud at man er en klumpe-dumpe.
    Bagsiden er, at det er supervigtigt at finde en instruktør, man klinger med. Jeg har prøvet et par stykker, men synes (heldigvis, da) bedst om hende, der er lige i nærheden.
    Jeg synes ikke lige jeg har tabt mig noget videre, men til gengæld bliver jeg ikke så forpustet som jeg gjorde før.
    Og det må vel også tælle lidt? 😉

  8. Line fra Vanløse skriver:

    Har du fået læst i den der 5:2?
    Er meget nysgerrig, læste også artiklen 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.