Jeg har brugt dagen på at arbejde og være lidt syg. Meget syg, måske er det mandeinfluenza egentlig. Og min soulmate lavede mig et hjertespækket kærestebrev, løb ned i postkassen med det, kom op, løb ned igen og hentede det og overrakte mig det meget højtideligt, mens jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv. Plus hun gav mig sine to sidste maoam karameller. Hendes storesøster har klogt nok forladt den synkende skude og holder vinterferie hos sin farmor, men mini-soulmate ville ikke med. Hun plejede ellers nok at kunne sove ude, men skilsmisse har rodet lidt med det. Og jeg er ikke den der siger nej til ekstra tid i ske med hende.
Nu er Valentinsdag gudskelov snart ovre og man kan måske åbne fb igen uden at få flimren for øjnene af folks overromantiske liv og alle deres parmiddage og kort og blomster og kærlighed der varer for fucking evigt. Heldigvis bragte en af mine yndlings-Marier balance i tingene med denne statusopdatering: “Valentinsdag er snart ovre. Og jeg har ikke fået tilsendt et eneste dickpic!! Feministerne har vundet.”
Jeg tænker meget over, hvor skidt jeg havde det for et år siden. Februar var virkelig sej at komme igennem og helt hen i marts havde jeg det som om jeg skulle dø. Hele kontroltabet og bruddet og skulle alle flytte eller kun en og hvad med alle de andre unævnelige ting der foregik. Om ikke andet, er denne februar bedre. Men jeg synes stadig ikke jeg er i mål med noget som helst, mindst af alt mig selv. Der er stadig den uro, rastløshed. Jeg er stadig ikke særlig god til at være alene. Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver det, måske ligger det bare ikke til mig. Folk der har været her før mig, siger det tager to år. Jamen fint, jeg er da heller ikke spor gammel i forvejen, lad os endelig formøble to hele år i det her røvirriterende limbo.
