Så er der kun i dag og i morgen tilbage og så har jeg endelig en fridag 🙂 Ikke et øjeblik for tidligt, men ret mange øjeblikke for sent, men det må jo gå som det går. Og så mandag – min sidste dag med vikartimerne og så har jeg fremover fri mandag og tirsdag og vil NYDE det så længe det varer, for det kan jo ikke vare altid. Det har vi jo ikke råd til.
Så et link til den her artikel http://www.information.dk/Indgang/VisArtikel.dna?pArtNo=170129 på en anden blog, og det er en rigtig god artikel, så jeg tænkte at jeg lige ville gemme den her så jeg ved, hvor den er. Det er den slags min far, den venstre-kætter, ville have godt af at læse!
Ellers sker der ikke rigtig noget og alligevel en masse i dag. Skal til lysbehandling kl 14, og skal bagefter voldhandle til brunch på søndag for hele svigermekanikken, inkl onkel mads og tante karen. At vi ikke har stole nok på de 50 kvm, det må de jo leve med – det er dem selv som har insisteret på at NU var det vores tur til at invitere alle… og vi vil jo gerne se dem, men det er bare nemmere at vi kommer til dem. Især fordi så kan alle sidde på en stol og spise…
Klara lavede sit "på hovedet over i voksensengen" stunt igen i morges. Det ser halsbrækkende ud, og man kan da godt frygte for hendes nakke muskulatur, men man må formode at hun ikke ville gøre det gentagne gange, hvis det var smertefuldt? Hun vågnede først kl 10 i 7, som i går, så man har jo lov at håbe at det der kl 5.30 terror er overstået igen - for nu… Så lå vi lidt under den varme dyne og hyggede os med at få min mobil til at lyse op, indtil far blev sur fordi han ville sove videre. Nogen mennesker kan bare ikke rumme hygge, selv om den vælter rundt lige i ansigtet på dem. Hrmpf.
I går aftes talte Klara for første gang i telefon rigtigt. Hun plejer altid at fornægte røret og skrige NEEEEJJJJ og kæmpe i mod, som forsøgte vi at fastmontere en brændende kaktus til hendes øre… morfar og farmor, som er de mest nærtagende, har ikke altid forstået denne modvilje mod en samtale – eller bare et lille hej – men sådan er det nu engang. Men altså i går gad hun godt sige hej til morfar. Hun sad og fjollede med røret, sammen med moster mette, og så ringede vi op og hun sagde selv hej – og man kunne høre ud i hele stuen, hvor glad han blev, da det gik op for ham hvem det var (den tunge stønnen inden hej'et faldt har nok forvirret ham lidt…)
Så sagde hun altså hej, og så sagde hun "de dara" – det er Klara! Så hun har da helt fattet hvad det går ud på! Så fik de snakket lidt om løst og fast, selv om Klara blev ved med at pege på displayet og råbe byb bobber, bybbe bob, BOOOB… hvilket vi tolkede som, at morfar enten lyder som Byggemand Bob eller i Klaras verden ER Byggemand Bob. Han er da også ganske handy anlagt… men underholdning på et højt niveau, det var det!
uha – fik lige snak med låner med 5 mdr. gammel dreng. Lækker unge, lidt blafrende æggestokke kan man da godt få… et år på barsel er heller ikke nogen dårlig ting, men jeg tror nu alligevel jeg gemmer det, til senere. SÅ stresset er mit liv jo heller ikke endnu, at jeg ligefrem trænger til endnu et år hjemme… 🙂
Tak!! havde overvejet endnu en klage, men du skal jo heller ikke føle dig presset:-)
ÅÅå det er herligt når de snakker i telefon. Martin er først her fornyligt begyndt at kunne finde rigtigt ud af det – og svare når man spørger ham hvad han har lavet, hvilket jo er ret dejligt når man sidder i Finland og er ved at småtude af længsel. Det morsomme er så når han fortæller sin far at det er mor derinde *GG* – det ved far jo godt, men det er da rart lige at få bekræftet af en der virkelig VED. Vi ses i morgen – FØRST dig, så Føjtex:-)
knus
Kristina