Æblet og stammen osv.

Nu ved jeg jo godt, at vi er nogle stykker som ind i mellem morer os lidt på min mors bekostning – sådan er det at være mor, og jeg er sikker på, at jeg nok skal få min bekomst af Klara om ganske få år.

Men altså, måske er det også nemmere at være lidt efter min mor, fordi jeg godt ved at jeg på mange områder er fuldstændig ligesom hende. Så det føles egentlig mere som om, det er mig selv jeg hænger ud.

Nu f.eks. det her med shopping og tøjindkøb. Det har jeg altså ikke fra fremmede. Jeg synes ikke, hun køber så mange ting til sig selv, men det er nok også noget med en generationsforskel – den gang hun var ung gik man stadig i flinkeskolen og lærte at være uselvisk og at sige nej tak til 2. omgang kage. Det har jeg så aldrig lært. Og jeg køber en masse til mig selv.

Men det vi så har til fælles, er det med at gå amok når man må købe noget til andre. Især til små børn. Små børn retfærdiggør ligesom hvad som helst. "jammen hun er jo så liiiillle og hun fortjener da det bedste, og de vokser jo så hurtigt ud af det og skal have noget mere!" Jeg kan ikke selv passere et udsalg uden at gå amok – også i str. 3-6 mdr., for så sender vi det da bare til kusine marie! Og finder man noget i str. 3-4 år, som er helt uimodståeligt, så skal det da med også, for hun bliver jo den størrelse snart, hende Klara.

Nå, men min mor har så fuldstændig rippet en butik, her på det seneste. Det var sådan en restlager butik, der pludselig dukkede op ved siden af hendes arbejdsplads, som sælger børnetøj i de dyre mærker, men til meget nedsatte priser. Fordi det er rester, sidste år osv. Ikke noget 2. sortering, slet ikke. Vi er især vilde med mærket Molo, fordi det er farverigt og sjovt og kan tåle at sidde på en 2½ årig. Ikke så meget pudderlyserødt fis over det. Men den butik skal lukke nu og det billige tøj er ekstra nedsat pga ophørsudsalg. Nu siger hun så, at hun har købt hele Klaras sommergarderobe. For 1000 kr. tøj i str. 3 år, som ville have kostet over 4000 kr., hvis det skulle være til de normale priser. Jesus, altså – kan I se hvad jeg mener? Jeg har det bare ikke fra fremmede! Men hun er så ikke engang sikker på, at hun vil af med det, for – jeg citerer; "…det er så hyggeligt at sidde og sætte det sammen i forskellige kombinationer, og forskellige farve-match." Ikke fra fremmede, vel??

Vi tager hjem på onsdag, Klara og mig, og så må vi jo se om vi kan vriste det fra hende. Vi tager hjem fordi, så kan stoffer være så vanvittig som han har lyst til, med det speciale. Og fordi min mormor er kommet på hospitalet med et brækket et eller andet i hendes ben. Stakkels gamle dame. Vi tager hjem, fordi min far er hjemme denne uge (han er jo begyndt at sejle! Han har her på sine gamle dage fundet drømmejobbet og er ude 14 dage og hjemme en uge, eller sådan noget, og sejler med sådan et gammelt træskib og skal undervise to sådan lidt forsømte knægte, som er på opragelsestogt med det her skib. Lidt noget andet end at være bankfuldmægtig, men det har seriøst reddet ham fra at dø af stress NU).

Vi tager hjem, fordi vi kan. Og har lyst. Vi lader som om det er vinterferie. Vi ville være blevet hjemme en uges tid, men vi kommer tilbage på lørdag. Jeg skal nemlig til endnu en jobsamtale mandagen efter. Og endnu en om torsdagen. Nu må der for filan da snart være gevinst.

Og nu vi er ved det med æbler og stammer og familie, så synes jeg, I skal have lov til at se, hvor dygtig min fætter er. Se selv her.