Alt det lys vi ikke ser

Det er lykkedes mig at læse en bog. Noget er vendt de sidste 2-3 uger, igen. Det er åbenbart en meget omskiftelig proces jeg er midt i, og nu er jeg mindre forrykt, hvilket er befriende, for at sige det lige ud. Så pludselig kunne jeg koncentrere mig igen. Måske handler det også om lige at falde over den rette bog, der fænger på den rette måde og ikke er for svær, men stadig er lækker at læse. Ligesom en gammel veninde, der engang var sygemeldt med stress, og intet kunne samle sig om, før hun pludselig læste Twilight. Så man skal nok være heldig at falde over den rigtige bog. Jeg var dobbelt heldig, for jeg fik den tilsendt af Politikens forlag, og jeg ved ikke hvor glade de er for sig selv derinde, men nu kan de så påføre skilsmisse-læse-krise-forløsere til deres cv.

Bogen hedder Alt det lys vi ikke ser. Den handler om Marie-Laure, en fransk pige der mister synes som 6 årig, og vokser op i Paris sammen med sin far. Han er låsesmed på et museum og kan bygge finurlige æsker og mystiske låse, der gemmer på mange skatte. Den anden hovedperson er Werner, en forældreløs tysk dreng, hvis opvækst på børnehjemmet vi også følger. Werner opdager tidligt sit talent for teknik, han kan bygge radioer ud af stort set ingenting. Mens de to børn vokser op, nærmer 2. verdenskrig sig hastigt. Og man læser og læser og tænker, hvornår mødes de to? Det kan ske hvert øjeblik, i det sønderbombede Saint-Malo.

Bogen er skrevet med ret korte kapitler, som måske også er det der gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig igen? Det er konstant fristende liiige at tage et til, for hvad sker der mon nu? Og så er sproget noget af det smukkeste jeg har læst længe. Virkelig lækkert. Der er flere sætninger jeg læser igen, og bladrer tilbage og læser igen. Det er utroligt hvad nogen kan med de der 28 bogstaver. Ren magi.

I går sad jeg så her. I afslappet rundbordssamtale med forfatteren, Anthony Doerr. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for de andre kloge bloggere, som var bedre til at stille spørgsmål, med deres journalistbaggrunde. Jeg var mere sådan – den er fantastisk, jeg vil låne den ud til alle. Og så er det bare altid interessant at høre et passioneret menneske tale om sin motivation, og sine tanker med det han nu har bedrevet. Det tog Anthony 10 år at skrive den her bog, dels pga den omfattende research, dels pga det følelsesmæssigt hårde ved at skrive om 2. verdenskrig og de ulykkelige ting der skete dengang. Han skrev to andre bøger ind i mellem, i løbet af de 10 år. Det kræver noget arbejdsdisciplin, at blive ved på den måde. Meget imponerende. Men så kom der jo også det her fantastiske værk ud af det.

Så, hvis du mod alle odds kun skal læse en bog i år, så tag den her. Det tror jeg du bliver glad for.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

4 Kommentarer til Alt det lys vi ikke ser

  1. Farmer skriver:

    Jamen så må det blive den. -Hvis jeg overhovedet når blot en enkelt roman.
    Det er vist 10-15 år siden, at jeg sidst læste en roman færdig.
    Måske var Det Sorte Bjerg af Bruce Chatwins den senest læste.
    Jeg synes, at romaner snegler sig afsted, og efter 30-40 sider kommer jeg til at tænke på al den spændende faglitteratur (historisk/landbrugsfaglig) jeg kunne have tilegnet mig viden fra i stedet for at bruge tid på at finde hoved og hale i persongallerier og fiktive stednavne.

    Men det er da rigtigt lækkert, at hvis du kan læse dig videre. Det glæder mig på dine vegne.
    Fuld fart fremad!

  2. Marie-Louise skriver:

    Den bog talte min mor og jeg om i går. Og jeg vil SÅ gerne læse den. Så den er helt sikkert på min læseliste for i år.

  3. Mikkel C. skriver:

    Jeg ledte også efter en undskyldning for at slippe for Andy Weir’s “the Martian,” som det går dårligt med at komme ordentligt i gang med (selvudgivet oprindeligt, snart Hollywood storfilm). Doerr er det, så!

  4. Kirsten skriver:

    Tak Julie! Den blev læst lørdag-søndag.. Sidst jeg læste en bog var Liv efter liv – også anbefalet af dig. Og der før var det vist Svalens Graf, som jeg vandt her. Altså ud over Helle Helles om de to træmænd i Rold Skov – men den var så kort, at den ikke tæller på dén måde. Når man ikke har så mange weekender, der kan rives ud til boglæsning, er det virkelig fin service, at du rammer så godt plet med at fortælle, hvad jeg skal læse 🙂 (Og nej, det der skolelærerpåbud om at læse 20 minutter om dagen fungerer altså bare ikke!) Nåmen ville bare lige sige tak og ønske dig god vind…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *