Nye tider

Nå. Men lever du så endnu, eller hvad Julie? Hvordan går det overhovedet? Er du færdig med at blogge??

Ja. Jeg lever. Jeg er ikke færdig med at blogge. Og det går … okay. Det går faktisk meget godt. Alle jer, med jeres snak om “den anden side” og “giv det tid” osv, havde naturligvis ret. Hvor er det dog irriterende, hva? Når de andre har ret. Men jeg er nu alligevel glad nok for, at I havde ret. Det ER nemmere nu. Jeg troede, jeg skulle dø i det meste af februar og marts, men i løbet af april skete der bare en ændring. Ikke uden på, men inden i. Jeg fandt mig selv igen, midt i alt det nye. Jeg accepterede visse ting. Jeg slugte nogle flere kameler. Jeg genfandt min ro og det meste af min benhårdhed. Og også nogle nye sider af mig selv, som om muligt er endnu mere benhårde. Jeg prøver at tøjle dem lidt, for jeg vil godt stadig være naiv og godtroende og optimistisk også.

Og nu er det maj. Solen skinner, alt er grønt. Jeg har lagt lån om og lagt nyt budget og det viser sig, at jeg godt kan blive boende. Det gav virkelig meget ro på, for mit hjem er meget vigtigt for mig. Kristoffer er så i gang med at købe en lejlighed, så forhåbentlig falder alting snart endeligt på plads. Pigerne er okay, men der har heller ikke været de store ændringer i deres hverdag endnu. Vi må se hvordan det går, men de har vænnet sig til at tale om emnet og de virker ikke ulykkelige.

Og når det så starter – det 7/7 – så skal jeg fylde det tomrum. Jeg skal lave flere ting med mine gode gamle venner, og jeg skal lave nye ting, med mine nye venner. Og jeg skal date. Jo. Det skal jeg. Jeg har været seriemonogam siden jeg var 17, og det har passet mig fint. Men nu skal jeg noget andet. Jeg har fået mine børn, jeg har lige præcis det liv, jeg altid gerne har villet have og det var ikke 100% min beslutning at rykke tilbage til start. Men når jeg nu er blevet skubbet ud på det dybe, så vil jeg altså også have lov at more mig.

Først syntes jeg det var en meget skræmmende tanke. Og det synes jeg sådan set også stadigvæk, for jeg magter ikke rigtig det der “marked”. Men fordi jeg jo er den jeg er, så går jeg metodisk til værks og betragter det lidt som en research proces. Og jeg må indrømme, jeg vil h e l t vildt gerne skrive om det – det bliver SÅ sjovt!

Jeg skal bare forsøge at undgå Gakkerne, som jeg ellers har moret mig vældig med at læse om, ovre hos AmarOrama. Tag dig tiden til at læse hele Gakkoteket – det er uhyggeligt og helt utroligt underholdende. Og enormt god timing for mig, så jeg lige kan lære at styre uden om de typer.

PS. Der er også et soundtrack til de nye tider:

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget . Bogmærk permalinket.

9 Kommentarer til Nye tider

  1. Iben skriver:

    Åh, hvor er det dejligt at høre lyd fra dig igen. Nu har jeg læst med siden jeg var i 20’erne og single, og hele vejen op igennem mine 30’ere med ægteskab, børn og hus. Heldigvis er jeg ikke i samme situation som dig, men det er vel noget nær min største frygt (bortset fra at der skal ske mine børn noget naturligvis), så jeg var helt bange for, at du var røget så langt ned i kulkælderen, at det var for svært at komme op igen.
    Jeg glæder mig til at følge med i jagten. Flere af mine veninder er i samme båd, og det gør sgu de der lørdage med rigeligt med gin lidt sjovere, når nogen kan berette om livet med tinder og sære dates.
    Held og lykke med det!

  2. Karina skriver:

    Kære Julie..

    Nøj, det glæder mig at hører, at der var den der “anden side”… Du er til stor inspiration!
    Kh Karina

  3. Mette skriver:

    Godt at læse at du allerede er kommet så meget på den anden side. Det skal nok gå og glæder mig så meget til at følge med i dit nye liv. Tak fordi du deler.
    Mvh Mette

  4. Sanne skriver:

    Hvor jeg glad for at det går bedre, jeg var begyndt at tænke på dig/jer. Held og lykke med det hele. 🙂

  5. Trine skriver:

    Hell Yeah, du skal, skal du!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *