Alternativ uge

Ai, hvor har den været alternativ. På flere områder.

For det første, fordi jeg torsdag NÆSTEN oplevede at blive stresset på mit arbejde, og det er ellers ikke noget jeg døjer med. Ikke fordi der ikke er nok at lave, men fordi jeg er sådan en ting-tar-den-tid-ting-tar-type, og jeg er ret god til at minde mig selv om, at det nok ikke er et spørgsmål om liv eller død indenfor min branche. Nå. Nu lyder det så, som om jeg ikke tager mit job alvorligt. Gør jeg ellers. Men jeg stresser ikke. Af princip. Har haft stresset bankmand-far i mange år, og det var tæt på at tage livet af ham. Besluttede jeg så, at jeg ikke ville gentage. Det mønster, dér.

For det andet, fordi jeg er ude i noget med noget alternativt. Jeg har skrevet en mail til en clairvoyant, jo jeg har så! Nu er jeg træt af ikke at vide, hvor mit elskede barselsgave perlearmbånd er henne, og nu henter jeg folk ind ude fra til at finde det! Eller ånder. Folk og ånder. Jeg outsourcer hitte-ting processen. Aner ikke, om clairvoyante egentlig spørger ånder, om hvor ting er? Jeg har ikke fået svar endnu, andet end at de ville have mit fulde navn, så han kunne "tune ind på mig i vrimlen" … må ellers være noget af en opgave, hvis man lige regner lidt på, hvor mange mennesker der findes i verden. Nu er jeg jo den eneste med lige præcis mit navn, men vi ved jo alle, at der findes mere end en Linda Hansen, ikke? Hvordan tuner man så ind på hende?

Det andet alternative er Karin, der læser til healer og bruger mig som prøvekanin. Så nu er jeg blevet reiki healet to gange. Jeg er et nyt og bedre menneske, det står helt klart for mig. Og jeg har heller ikke ondt i min ankel mere. Tilsyneladende havde nogle gamle problemer og negative energier hobet sig op i min venstre ankel. Og sådan kan man jo døje med så meget, ikke? Men nu er jeg fuld af ny energi. Bestemt. Er lidt sært med ting man ikke rigtig tror på, men som alligevel kan mærkes? Lidt ligesom med kærlighed?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Responses to Alternativ uge

  1. tine skriver:

    Det alternative er jo mange ting. Og jeg blev i hvert fald omvendt den dag jeg fik akupunktur af en vagtlæge. Efter den ene behandling havde jeg ikke migræne i 2 mdr.
    Men har også prøvet en clairvoyant, som virkelig var helt til grin. Eller også var jeg, da jeg betalte???
    Men hvis du leder efter noget kan du da skrive til ham den synske i Hjemmet. Han “kan” vist noget.
    Og kan du så ikke lige spørge ham fra mig hvor min halskæde m. vedhæng, forlovelsering, diamantring og arvestykkerne er blevet af??
    God weekend 🙂

  2. M skriver:

    Arrrrrghhh hahahahaha Tine, JOHN SER ALT!!!! Jeg husker ham fra dengang mormor var i live og jeg havde gratis adgang til at læse i Hjemmet. Der er ikke grænser for hvad den mand har fundet.
    Jeg kan huske en historie om en kvinde der også havde mistet et smykke og John-ser-alt kom med det mest præcise svar man kunne forestille sig- noget á la: “Smykket ligger i en lille lyserød æske med fjer på, æsken ligger i en flyttekasse, hvor der står “soveværelse” på og flyttekassen er i kosteskabet under trappen.” I flyttekassen ligger også den dukke, som din datter savner. Det er da lige ham du skal bruge Julie!!!!!
    JOHN SEEEEEEEEEEER AAAAAAAAAAALT!!!!!!!!!!!!

  3. Lone skriver:

    Hvor er du dog dyb i dag 😉 Men jeg har det på samme måde…tror ikke heeelt på så meget alternativt, men der må jo være noget om det.

  4. tine skriver:

    Må lige indskyde at jeg får Hjemmet af min mormor…
    Og til M. Ikke nok med han SER alt, han får også RET. Folk skriver ind igen når han har haft ret i sine “spådomme”. Rubrikken hedder selvfølgelig “Du fik ret , John” :-))

  5. Lone skriver:

    Jeg mangler også en vielsesring…har godt nok aldrig haft een, men mangler den alligevel 😉

  6. Viktor skriver:

    Hey du.
    Fandt du nogensinde din ring? Jeg har nemlig mistet min og er desperat efter hjælp.
    Viktor

  7. julie skriver:

    Hej Viktor – ja, jeg fandt mit armbånd. Det var meget syret, men den clairvoyante gav mig gode retningslinier, og så fandt jeg den i en flyttekasse nede i kælderen.
    Desværre findes den hjemmeside jeg brugte ikke længere, så du må ud og finde en anden synsk. Held og lykke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.