… eller noget. Tiden går i hvert fald.
Jeg går bare og er glad for det med maven, og kigger på scanningsbillederne og glæder mig. Men helt normal i hovedet er man jo ikke. F.eks. bruger jeg meget tid på at spekulere over, hvorfor det egentlig var at jeg ville have en til. Jeg gider jo virkelig ikke føde igen. Slet ikke. Det er ikke sjovt overhovedet.
Og nu har Klara haft feber et par dage og vækker mig ofte om natten, og så tænker jeg – arrghh – vil jeg virkelig det igen?? Alt det natteroderi og skrigeri og det der med at havne på grænsen til sindssyge. Dér har jeg virkelig været med Klara. Så langt ude, at jeg tænkte, nu kommer jeg aldrig tilbage. Jeg bliver aldrig normal i bøtten igen.
Og jeg har ligget og kigget på feber-hede Klara mens hun sover, og tænkt over hvor smuk og unik hun er, og det stakkels andet barn bliver jo bare en form for andenrangsborger. Men så ved jeg også godt, at det ikke er tilfældet. Baloo er også smuk. Og helt sikkert unik. Og egentlig nok også meget meget nemmere og bedre til at sove og spise.
Nogen gange tænker jeg, at hvis det ikke havde været for Klara, så tror jeg ikke vi havde gjort det allerede igen. Men hun har plaget så meget, uden at vide hvad hun går ind til, og skal de have lidt glæde af hinanden så er de her 4,5 års aldersforskel der bliver, nok også grænsen.
Men sådan er det jo kun halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden glæder jeg mig virkelig meget. Til at have sådan en lille blød lækkerhed i armene igen. Til at putte med den og amme den og lege med den og lære den ting. Til at se den interagere med Klara. Jeg glæder mig til at øge den samlede mængde af kærlighed i min lille familie.
Åh for fanden jeg begynder snart at tude.. Alt det du beskriver er så langt fra min verden, men jeg håber at jeg får den fornøjelse en skønne dag at opleve det du er midt i nu. På godt og ondt.
Klara må virkelig glæde sig meget. Jeg har engang for længe siden været den pige, der glædede sig. Til at køre med barnevognen på lange ture og sige – det er MIN lillebror – HÆ… når nogen spurgte, og jeg kunne stå der og føle mig som den heldige storesøster med styr på det hele. Næsten.
Desværre skulle det ikke være sådan – han overlevede ikke. Hans lunger var slet ikke færdigudviklede da han kun i 5. mdr kom til verden. Det var så trist. Svært at forstå når man ikke var mere end de 8 år. Barnevognsdrømmen bristede og livet gik videre.
Men så er det jo godt at det for de fleste andre går helt fantastisk. For det må det virkelig være, sådan at blive storesøster. 🙂
Iøvrigt må jeg hellere få læst den nye bog fra Khaled. Drageløberen var fantastisk.
Og din forvirring skal nok nå at blive endnu mere total – jeg havde dage hvor jeg dårligt kunne se sønnike i øjnene fordi jeg var så ond at fratage ham statusen som forkælet enebarn… Men det er fantastisk når der kommer en til og det blik den storebror gav sin lillesøster første gang han så hende sagde alt: perfekt, alt er perfekt!
Og nummer 2 er så meget lettere end nummer 1 – faktisk er det svært at fylde en dagbog nu, for tingene er bare ikke så besværlige og de fylder ikke ret meget i hverdagen og mødregruppen handler slet ikke om babyer, men om fritid… Jeg siger dig, det er en anden verden. Hvornår er det lige I kommer forbi???
Forbi jer? Eller forbi den anden verden?? 🙂
Det der med alderforskel er et lidt diffust begreb, som vist primært handler om hvordan børnene har det sammen. Vi har dreng/pige med de “perfekte” (ifølge psykologer) 3 år imellem – de har ikke leget specielt meget sammen og lige nu er de begge teenagere, men den ene næsten voksen, så det er begrænset. Næste aldersforskel er pige/dreng – 2 1/2 år imellem – hun har altid drillet ham, men de hygger sig rigtig meget sammen nu, hvor de er 11 og knap 14. Spiller bl.a. meget golf sammen. Sidste aldersforskel er 4 år – dreng/pige – de har altid været SÅ tæt knyttet og er det stadig – ingen tvivl de er soulmates for livet. Så er der selvfølgelig de andre konstellationer, men dem vil jeg holde ude for nu.
Så jeg er sikker på at Klara bliver lykkelig, sur, irriteret, glad, fornærmet, forsvarende o.s.v. o.s.v. på sin lille Baloo 😉
Og kærligheden…..tja, den er der jo bare, men hvor har jeg haft de samme tanker som dig…HVER gang.
Åhh, Julie, jeg har elsket din blog i næsten et år. Den er det første jeg tjækker hver morgen, men nu er ved at gå for meget graviditet i den. Som nogen mænd siger: graviditet er ikke en sygdom og SÅ interessant er det altså heller ikke. Øj, hvor jeg lyder grov nu! Og det er måske lidt meningen, for jeg tror du trænger til at blive rusket lidt. Glæd dig dog for pokker og hold op med pille navle – den skal sidenhen strutte (navlen), så det er meget nemmere! 😉
Og jo, jeg har selv været der:
* blødte de første tre mdr. Vidste ikke om jeg skulle hoppe rundt for at få “skidtet” ud eller om jeg skulle lægge mig ned og klemme balderne sammen.
* brækkede mig døgnet rundt i de første SEKS mdr. Ja brækkede, ikke kun en smule kvalme. Da jeg var i femte måned havde jeg tabt fire kilo.
* fik lettere bækkenløsning i femte måned.
* blev lagt ned 2½ måned før, da jeg var to fingre åben, livmoderhalsen var udslettet og jeg var klar til at føde. Måtte kun ligge ned, ikke engang sidde op.
* lå “kun” i 1½ måned, da jeg fødte en måned for tidligt.
Men ved du hvad – jeg var sgu glad, for jeg sad ikke i rullestol som nabokonen, som havde bækkenløsning, jeg fødte ikke 5 mdr for tidligt og skulle håbe på at et barn på 450 gram i kuvøse og micro-ble blev til, ja, et barn!
Jeg tror nu det er meget normalt for alle gravide på et tidspunkt at blive bange for at der er noget galt, så er det jo dejligt at vi lever i en tid hvor vi kan få det afkræftet og læne os tilbage og glæde os.
Min søn bli’r 14 om et par uger, han har fuld førlighed og er yderst intelligent, lidt for kvik i bemærkningen ind imellem. At jeg kun har fået ham skyldes måske at han havde kolik de første 6 mdr af sit liv, hvor han skreg 24 timer i døgnet – i SEKS mdr.!!! Og jo, vi prøvede ALT, men intet hjalp. Så det er ikke fødslen man skal frygte det er kolikken!
Jeg vil fortsat tjække din blog, for måske kommer der lidt hyggelig læsning om din have eller andet end lige din mave fra dit liv. 🙂
Hvor jeg godt forstår din frygt for de søvnløse nætter og kanten af sindssyge. Dine kommentarer til mig om at det bliver bedre var blandt andet noget af det der fik mig igennem uden at kaste barnet ud fra 3. sal og selv følge efter.
For min skyld er du velkommen til at forblive navle og gravid beskuende, håber jo selv at komme dertil igen snarest 😉
Altså Sanne – jeg forstår godt din pointe. Men det er jo ikke Giro 413 det her… man kan ikke ønske nogen numre. Jeg skriver om det der optager MIG her og nu, og normalerweize så tror jeg bare sådan en graviditet er en utrolig navlebeskuende periode. Jeg ville da være en sær snegl, hvis det ikke optog mig. Det er interessant for folk der selv er på samme sted, men hvis ens børn er 14 år, så ER det jo meget langt væk. Jeg kan bare ikke rigtig love dig, at jeg ikke vil skrive om det, det næste halve år… for det vil jeg… og derefter vil der komme en million indlæg om gylp og lort og sindssyge og mangel på nattesøvn, og hvor stolt man er af sin unge når den har taget 200 gram på.
Der sker sq bare heller ikke så meget andet. Agurketid – er det ikke det, man kalder det?? Hvis jeg oplevede noget som helst spændende, trust me, så skulle jeg være den første til at blæse det op i overdrevne proportioner her 🙂
Det er en meget almindelig følelse, tror jeg. Da vi kun havde Anna og jeg blev gravid med Frederik, kunne jeg SLET ikke forestille mig at jeg kunne elske det nye barn lige så meget som hende.
Men det gør man jo, helt automatisk, og det er så meget sjovere at have to børn end at have et. Mht. aldersforskellen, så er der 5 år imellem dem. Det er måske lidt i overkanten, men de har alligevel meget glæde af hinanden og et søskendefælleskab, som kun vokser jo ældre de bliver.
Jeg glæder mig hver dag over de “overdrevne proportioner”! 🙂
Men tro mig, jeg husker TYDELIGT hvordan det var at være gravid og ha’ en kolikunge som ikke kunne finde ud af at spise, for ingen af delene var særligt sjovt.
Du kunne jo osse’ skrive om hvad faren (sk8terboi) og storesøster siger og hvordan de har det. Men jeg fik da inspireret dig til dagens indlæg. 😉
Og så kan jeg tilføje at teenagere er straffen for at mennesker ikke æder deres afkom, ha!
PS: Hvorfor kan man ikke ønske indlæg ala 413?
Du skrev jo om Amager!
Nu føler jeg mig virkelig uretfærdigt behandlet.
Ja, det tænkte jeg nok, sanne 🙂 Men det er fordi amager altid optager mig… Og du kom jo ikke selv med noget konkret ønske, egentlig? Men Klara sagde faktisk noget sjovt den anden dag, som jeg skal huske at skrive – den får du lige!