Sådan nogen børn de siger jo tit alle mulige skøre ting. Ved ikke om min er noget særligt på det område, men hun siger virkelig mange skøre ting. Og jeg tænker altid, at nu skal jeg huske at skrive det ned, fordi lige det dér, det er da det sjoveste nogen har sagt nogen sinde, ever! Og så glemmer jeg så, at få skrevet det ned…
Nå, men i morges, da vi drejer ind ad vejen til Børnehaven, lugter der pludselig fælt af kloak. Og så udbryder hun omme bagfra “aiiiii, adddrrr, Moar – hvem er det liiige der laver lort i den her by???”
Og en anden dag, i sidste uge, da vi havde fridag, var vi nede i downtown Vanløse for at bruge det gavekort til BR, som hun havde fået i fødselsdagsgave. Og så da vi skal hen til cyklen igen, udbryder hun “neeeiiijj, moaaar SE! Seee den lille bitte pose! Den ligger helt alene! Hvem har glemt den?? Hvorfor ligger den ude på vejen?? Nåååårh, hvor er den lille og søøøød” – det er sådan, at alt der er småt, per definition også er sødt. Sten, bussemænd, gamle magasinposer på gaden. Hun var så bekymret for den pose, og jeg måtte bruge alle mine diplomatiske evner, for at hun ikke skulle insistere på at løbe ud midt på jernbane alle og samle den op. “jammen, hvad nu hvis den bliver kørt midt over af nogen, moar???” … ja, så sker der nok ikke så meget, vel? Det er en pose, for guds skyld. Men heldigvis blæste den så ind til siden, og vi blev enige om at lade den ligge. Om ikke andet, må man konkludere, at hun er meget omsorgsfuld.
Nåmmen, ellers synes jeg bare det er sært at være gravid for tiden. Jeg er så træt, og ret dårlig om eftermiddagen og aftenen, men kaster ikke rigtig op. Jeg har det bare sådan… ikke godt. Jeg kan nemt overbevise mig selv om, at der er et eller andet helt galt med den her graviditet. Den er sikkert muteret eller noget.
Og det er bare heller ikke det samme at være gravid for anden gang som 31 årig, som at være det for første gang som 26 årig. For det første er der godt 10 kg. mere at slæbe rundt på, allerede fra start af, og det kan faktisk mærkes. Og 5 år. Og så synes jeg visse af de skavanker der først kom sent, da jeg ventede Klara, allerede er begyndt at melde sig nu. Vildt ondt i den ene balde f.eks. Og mit ene knæ der siger den klammeste KNÆK-lyd i verden, når jeg går ned ad trapper. Må være det der hormon der blødgør ledene? Så man bedre kan udvide sig, i sidste ende? Det gør ikke ondt, men lyden er så frastødende, at jeg går ned ad alle trapper med det ene ben helt stift, et trin ad gangen. Godt man så ikke længere bor på 4. sal…
Hmm, tror du ikke det mere er konditionen, mere end graviditeten og alderen ? =)
Du har med garanti et helt perfekt lille nyt liv i mavsen – hverken muteret eller noget 🙂 Og jeg kan godt forstå Klaras forkærlighed for små ting. Den vokser hun nok aldrig fra. Jeg er selv stadig stor beundrer af små bitte ting. En myretue kan f.eks være ret sød…
Jo, det tror jeg da helt sikker – er det ikke også det jeg skriver? Men jeg hænger jo ligesom sammen hele vejen rundt. Det ene gør det andet værre, osv.
Hej Julie
Jeg husker nu også anden graviditet som meget hårdere(og meget anderledes) end den første. Der er jo også et ældre barn denne gang, der kræver sit. Så husker jeg også, at graviditeten for mig ikke helt havde samme nyhedens interesse anden gang… Jeg husker, jeg fokuserede rigtig meget på alt det, der var anderledes også da barnet var født. (Jeg har fået 2 piger som på mange måder er som nat og dag og det var de især som små: nr 1: rolig, nem baby, nr 2: skrigende urolig baby, der var umulig at stille tilfreds – pyh får helt tics bare ved erindringen – kan dog berolige med at barn nr 1 nu er urolig, grænsesøgende teenager, der er umulig at stille tilfreds!!!) Underligt de samme gener kan blandes med så forskellig resultater.
Nyd din graviditet – jeg nyder at læse og mindes livet som småbørnsmor i København gennem din blog.