Bloggerblues

Aj, men kan I huske dengang da man sad oppe hele natten og lyttede til Tina Dickow og havde en mening om alt? Og skrev den ned. I hele sætninger. Og var alt for ærlig om alt for mange ting? Og det hele handlede om baby med kolik, latterligt dyre tasker, umodne kærester og mere baby. Og man sad oppe hele natten, fordi det kunne man lige så godt, baby vågner alligevel lige om lidt. Natten var ikke nogen tryg og sikker havn. Den var et minefelt af selvlede, utilstrækkelighed og mangel på forståelse. Hvorfor, spurgte jeg baby. Hvorfor vågner du så meget? Hvad VIL du? Og lige inden man smed baby ud ad vinduet vågnede ens kæreste og var helt sådan hvad sker der, hvorfor niver du babyen?

De dage kommer ligesom aldrig tilbage. Men nu kom jeg lige til at høre noget The National. Og nu går jeg i seng, for min baby er 11 år og cykler selv rundt i byen og går i forfatterspireklub og har huller i ørerne og sin egen mobil. Og natten er en tryg og sikker havn. Så længe det varer.

For hvis der er noget der er værre end en kolikbaby, så er det en tween man ikke kan beskytte. I dag troede jeg hun var blevet stjålet. Hun cyklede selv i skole, fordi hun først møder kvart i 9 i dag, og kl. 16 skulle hun så komme ned på biblioteket, til den forfatterspireklub. Men hun svarede ikke på min sms, hun tog ikke sin tlf. og hun dukkede ikke op. Og Kristoffer kunne heller ikke finde hende. Og da tænkte jeg, at hvis nogen havde stjålet hende kvart i 9 i morges, så kunne de være ret langt væk kl. 16.

Kolikbabyen vidste jeg da i det mindste altid hvor var. Man kunne jo bare lytte sig frem. Plus, ingen gad stjæle sådan en larmende lille lort.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , , . Bogmærk permalinket.

13 Kommentarer til Bloggerblues

  1. Teresa skriver:

    men hvor var hun så? Der sidder mødre herude på den anden side, der først trækker vejret igen, når vi ved, hun er ok

  2. Pollyanna skriver:

    Åh hvor jeg husker de tanker om bortførte børn og det der er værre….

  3. Rikke skriver:

    Cliffhanger much??! Hvor var barnet? Du kan da ikke efterlade os med det billede!

  4. superheltemor skriver:

    Årh det kender jeg godt!
    Havde det præcis på samme.måde med min tolv årige i går, hvor hun spiste hos veninde, og jeg troede hun kom hjem…
    Nåede at panikke en del, og savnede denhsng man altid vidste hvor de.var!
    Hvor er det fint skrevet

  5. Livsglimt skriver:

    Jeg har også en 11 årig forfatter-spire som blev væk i går. Man kan nå at tænke mange ting på ikke særlig lang tid…!
    God dag til dig, Lisbet

  6. Anne Christine skriver:

    Små børn, små problemer… 😀
    Men jeg kender det så godt, så godt. Den lille frække på 10 har fået en iPhone 5 selv om han længe plagede om at få 6’eren. Den enten glemmer eller ignorerer han. Og så er han på klub indtil klokken 20, ude i skoven og være udklædt som ork eller sådan noget. Han er i hvert fald tit grøn i hovedet når han kommer hjem. Og fatter hat af at vi var bekymrede.
    Den store på 16 har præsteret at forlade hjemmet uden sin mobil lige inden vi skulle på ferie – han var væk i timevis og vi anede ikke hvor. Da vi endelig fandt ham og spurgte om hvorfor han ikke havde telefonen med, svarede han at han ikke gad tage telefonen når vi ringede, og så var det bedre at lade den blive hjemme så vi ikke blev bekymrede når han ikke tog den. Og så gad han i øvrigt ikke tage på ferie.
    Nogen gange ville man ønske at man havde frosset tiden fast dengang de ikke kunne gå endnu.
    På den anden side, er jeg alligevel ret glad for at ble-tiden og natteroderiet er ovre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *