Da jeg vågnede i morges, slog jeg øjnene op og tænkte, at det her var en rigtig skidt dag. Jeg havde ikke nogen rigtig grund til det, andet end den der betongrå mur der var udenfor alle vinduer. Lortevejr.
Men jeg var så sløv og utilpas (jeg vil ikke skrive depri, for så galt er det ikke, men altså…) og da Agnes var så venlig at gabe kl 09, snuppede jeg hende med i seng og tog en lur. Der er ikke noget som en lur med en baby. Det plejer at virke. Ikke i dag.
Og så læser jeg nyhederne, og ved at jeg har ret. Den der formel tog fejl. Det var ikke sidste mandag, men denne her fredag, som er årets værste dag. Og hele resten af dagen har jeg haft det her omkvæde kørende i hovedet:
Its been a bad day.
Please dont take a picture
Its been a bad day.
Please
Og det nytter jo ikke noget. Jeg står dér og tuder, mens jeg snitter rød peber til mørbradgryde, eller mens pigerne leger bag mig, eller mens jeg skifter en ble. Og kilder den lille mave. Og tænker, hvem ville dog stikke en kniv i så lille en mave? Jeg ville seriøst ønske, det ikke gjorde en så sårbar at have børn. Jeg har altid været følsom og haft fantasi nok til at sætte mig ind i andres problemer, men nu – det går bare ikke. Jeg er kommet til at tude hele dagen, hver gang jeg tænkte på det.
Tænk. Tænk, hvis det var min baby. Mine børn.
Så nu kan jeg ikke aflevere dem mere. Til andre. For man kan ikke regne med at de er sikre. Man kan ikke REGNE med det. Man kan gå ud fra det og håbe på det. Men man kan ikke regne med det. Så jeg tror bare, vi bliver hjemme de næste 50 år. Og bestiller alt over nettet.
[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=JNb6wBXaJF0&hl=en&fs=1]
jeg tudede også hele dagen. og i dag med da jeg hørte, at det var to små drenge på 6 og 9 mdr. ikke at det objektivt gør det værre, at det var drenge. jeg har bare selv tre drenge, så identifikationen, som i forvejen ellers var total, blev endnu større. så nu vådter jeg igen. det er slet ikke til at holde ud. at miste sit barn, sin baby – og så på den måde. det er beyond alting.
line
Enig – det er den værste dag. Føler med de stakkels forældre der ikke længere skal skynde sig for at hente barn i vuggestue, ikke længere bekymre sig om sygdom, ikke længere kilde den lille mave og høre baby grine.
Åh, jeg har ingen børn (endnu) og jeg har også grædt over de babyer i Belgien OG 8 gange i biografen (var SÅ rørende en film altså). Hvordan skal det ikke gå mig den dag jeg bliver mor?
Du er ikke alene om at have det sådan. Det er så ufatteligt, og jeg kan slet ikke håndtere det. Jeg har krammet lille forkølede Lea A. lige siden jeg læste nyheden, og jeg har aldrig nogensinde før været så taknemmelig for at blive smurt ind i snot og opkast, som jeg har været i dag. Virkelig taknemmelig. Hun må gøre det hver dag, hvis det skulle være. Sådan noget må bare aldrig, aldrig ske.
Åh ja, jeg kan heller ikke forstå det. Jeg er selv udstyret med en voldsom stor indlevelse, og kan slet ikke klare de der tanker om de små børn, og angsten, og kniven, og at være forældre og miste sit barn. Jeg er overbevist om mit hjerte bare ville holde op med at slå. Kan slet slet ikke holde det ud at det er sket. Lå vågen i nat og lyttede til lillemandens vejrtrækning. Hver gang jeg tænker på de små hoveder og kroppe og det der blodbad, så græder jeg. Det er det værste mareridt jeg overhovedet kan forestille mig.
Ja det er forfærdeligt. Det sætter ligesom et perspektiv på alle de trivialiteter vi ellers bokser med, og selvom der har været nok at bokse med i de seneste 14 dage, tager det alligevel luften lidt fra mig… SUK.
Hvad mon får en galning til det der? Jeg tror aldrig jeg selv kunne gøre sådan noget. Krammer lige ungerne en ekstra gang i morgen inden de slippes ud i verden igen!