De små ting

Nogen gange, ret ofte måske, er det de helt små ting, som gør det dejligt at have et barn.

Ja, hun roder virkelig meget. Ja, hun gider ikke gå op ad trappen selv. Og nej, hun sover ikke længere end til maks 7.30.

Men så er der alt det andet.

Når hun sidder og synger, f.eks. Når hun synger Tosserose vaar vakkert barn, vakkert barn, tosserose vaar vakkert barn, vaaaaakkeeeert BARN!

Eller, som i morges, da hun krøb over under min dyne, og lagde sine arme om min hals, uagtet at hun faktisk nærmest kvalte mig, og så hvisker hun i mørket; Mor er min bedste ven! Og bagefter insisterer på, at hun vil kysse min mave. Og så ligger hun og aer den, og klapper den, og bokser måske også lige hårdt nok, men det er tilgivet når hun så messer; min mave, min mave, min mave, min mave! Og kysser den igen.

Så skidt med, at hun i går, mens jeg stod i køkkenet og forberedte næringsrig og varieret mad til hende, valgte at tegne på væggen over sofaen med den grønne tush der kun er til at skrive på cd-rom'er med. Og som ikke kan komme af igen. I det mindste matcher farven sofaen. Og vi trænger alligevel til at få malet. En eller anden dag. Og man ikke være sur ret længe, når hun ved synet af ens rasende ansigt, lægger hovedet lidt på skrå, og siger; det ikk så godt! Og jeg ved ikke, om hun mener sin egen kunst eller mit raseri?