En slags jubilæum?

I dag har stoffer og jeg boet sammen i 3 år. Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive. Det kom jeg først i tanke om, da jeg havde skrevet overskriften og brugt ordet Jubilæum. Nå, men tillykke til os.

Næh, det jubilæum jeg i virkeligheden tænkte på, er at nu har jeg netop oplevet den 25. gang hvor nogen spurgte mig, om jeg er gravid igen. Altid en skøn skøn ting, især når man IKKE er det og IKKE vil være det heller. Sidder på arbejde og hjælper en mor – hendes telefon ringer, og den tager hun naturligvis. Jeg er jo bare offentlig ansat - hendes sag med mig kan da vente! Jeg render da ingen steder! Tænk nu, hvis det var noget VIGTIGT i telefonen!

Nå, men det viser sig så at datteren er lige så uopdragen som sin mor.

pige, mindst 5 år; har du en baby inde i maven?

anspændt bibliotekar; nej, det har jeg ikke. Jeg har en derhjemme.

pige, snart død; hvorfor har du så sådan en stor mave?

sur bibliotekar råber indvendig DET HAR JEG HELLER IKKE! BARE FORDI DIN ANOREKTISKE HELLERUP-MOR ER MAGER SOM ET SUGERØR OG TILSYNELADENDE ER GODT I GANG MED AT OVERFØRE SIN SYGELIGE KROPSFIKSEREDE TANKEGANG TIL DIG! – men siger; det har jeg bare. Sådan er vi jo nogle der er. Alle mennesker er jo forskellige ikke?

pige, stadig dum; hvad hedder din baby derhjemme?

AAAAAAAArrrrgggggggggg!

Jeg vil have pengene tilbage fra det uduelige fittnes center. Hvad skal jeg med alle de her markerede skuldre, synlige biceps og meget meget stærke lår? Jeg vil have en flad mave NU. Om ikke andet, så for at få lov til at slippe for det latterlige spørgsmål fra Gudoghvermand. Faktisk bør det center betale skadeserstatning, fordi det er DERES skyld (og lidt trapperne til 4. sal – gad vide, om jeg kan sagsøge ejerforeningen?) at jeg har fået sådan nogle brede lægge og aldrig kan passe alle de fedeste støvler.

Så nu har jeg besluttet at udvikle en spiseforstyrrelse. Så kan jeg da i det mindste kontrollere en del af mit liv. Jeg vil ikke spise noget mere, nogen sinde. I hvert fald ikke de næste 2 timer. Mindst.