De ufuldstændige

Det der ofte sker for mig, som læser, er at jeg ikke bliver færdig.

Der er hele tiden nye gode bøger at tage fat på, og min bogkø hjemme på reolen er alenlang. Når jeg så ryger ind i en periode hvor livet fylder lidt vel rigeligt, så får jeg ikke læst ret meget fordi jeg har for travlt, og fordi jeg er for træt om aftenen. Det ærgrer mig, men jeg accepterer det, for der er ikke noget at gøre ved det. Det er, hvad det er.

Nogen gange tænker jeg, om man bare skulle skrive om bøgerne alligevel? Om starten på dem, eller om mine forventninger til dem? Jeg sidder jo der, med håb og spænding allerede ved synet af forsiden. Nogen gange. Der er også nogle ret uinspirerende forsider derude, men det er blevet meget bedre med det, de sidste år.

Jeg kan også godt være i gang med at læse flere bøger samtidig. Fordi de er så forskellige og nogle dage er jeg mere i humør til noget, end til noget andet.

Lige for tiden læser jeg f.eks. Adda Djørups noveller i Poesi og andre former for trods. Jeg er vild med dem, men de er også så hårde at læse. Jeg kan ikke rumme mere end en ad gangen, og så lægger jeg bogen væk og tager noget helt andet i stedet.

Og det andet jeg så tager, lige for tiden, er The Young world – de overlevende, af Chris Weitz (ja, det var ham der instruerede noget twilight film). Og man må sige, at det er en ret anden genre end Adda. Den handler om at en eller anden virus dræber alle voksne og nu er der kun de unge tilbage. Og de dør også når de bliver voksne. Den tager så ikke højde for det paradoks at nogle tilsyneladende aldrig bliver rigtigt voksne. Det går mere på alder. Det er ret sikkert ikke den mest velskrevne bog jeg nogensinde har læst, men den er meget spændende og let og dermed ren afslapning for mig. Og så har jeg noget med de der post-apokalyptiske fortællinger, hvor fokus ikke er så meget på selve katastrofen og kaos, men på bagefter. Hvad gør vi nu? Hvordan kommer vi videre?? Det er da interessant. Det er ikke nødvendigvis særlig nemt, kan jeg vist godt afsløre, at komme videre i god ro og orden. Tit starter man åbenbart forfra med at opdele sig i fraktioner og slås om, hvad der er den rigtige måde at komme videre på.

Den er første del i en trilogi, ligesom stort set alt andet der bliver udgivet til børn og unge nu om stunder, og jeg nærmer mig slutningen på første bind. Jeg forudser at det bliver en cliffhanger.

Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser og tagget , . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til De ufuldstændige

  1. MarianneO (Mariole) skriver:

    Det er det eneste, der kan få mig til at drømme om reinkarnation: Alle de vidunderlige bøger, jeg har stående, og som jeg ikke når at få læst.
    Men så er der jo heldigvis alle anmeldelserne, så man kan følge bare en lille smule med. JEg har bøger fra forrige års bogforum liggende under bøgerne fra dette års bogforum, og min huskeliste på bibliotek.kk.dk blir længee og længere. Så jeg forstår dig “ever so good”, Julie. At være bogmenneske er virkelig op ad bakke, og værst dog for bibliotekaren, der ser alt guldet rulle forbi. Tak for din e anmeldelser 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *