Dengang jeg fandt et barn…

Der var engang, hvor jeg var i Jylland. Det var i slutningen af juni. Det var for at besøge M og den nye vidunderlige LL cool baby. Jeg kørte med AB, og vi var også sammen med Trine, Anne og Sidsel. Altså lidt et bloggertræf. Med undertoner af baby.

Dagen efter selve træffet, kørte AB og jeg ind til M, for at se mere baby og provinsshoppe lidt.

Shopping er bedre i provinsen af flere årsager. 1) Det er ofte ejeren af butikken selv, der står bag disken. Dette udløser ofte en væsentlig bedre og mere engageret service, end den man f.eks. får af de utallige helt ligeglade teenagere i Kbh. 2) De forstår at holde udsalg. Man kan finde ting sat helt ned, med 70 procent. 3) De ting der er til overs, til udsalget, er tit de fede ting. Folk i provinsen (og nu kommer der en mega grov generalisering) vælger ikke så ofte de samme ting som er smarte i Kbh. Så ting jeg er gået forgæves efter i Kbh. er ofte tilbage i min str. et sted i provinsen. Og det siger jeg altså fordi jeg ofte oplever det, og ikke for at disse nogen fra provinsen. Jeg er sikker på at I alle sammen har en dødfancy tøjsmag.

Nå. Men der kom vi gående, ned af gågaden. AB, M, LL og jeg. Jeg bemærker en lille lyshåret pige, der går foran os. Hun tuller afsted, lidt ældre end Agnes. Nå, tænker man så, det er nok hendes mor, der står og kigger på det tøj derovre. Hm, men nej, det var det ikke. Nå, men så må det være hendes far ham der med klapvognen… næh, heller ikke. Og pludselig bliver jeg sikker på, at hun ikke hører til nogen. Og alle andre tror, hun hører til os, fordi hun går lige foran os. I flere minutter ned af gågaden.

Til sidst kan jeg ikke klare det længere, og hun begynder at søge hen mod en sidegade for at forsvinde helt, og så går jeg hen til hende og spørger hvad hun hedder og hvor hendes mor er. Hun svarer slet ikke, og kigger bare på mig. Jeg prøver igen, og AB prøver, men pigen siger ingenting. Efter lidt tid, siger pigen så pludselig “ich heise Noah (Nora? Jeg ved det stadig ikke)”

Nå, men så må man jo hive sit skoletyske frem, og vi finder ud af at hun er 3 år, bor i et sommerhus med sine forældre, sin storesøster på 5 og sin lillebror som er helt lille. Og de har en tvillingeklapvogn med. Det er da noget man kan lede efter, men selv mens vi står her og snakker med hende, så forstår jeg ikke, at hendes mor eller far ikke er kommet løbende for længst. Jeg mener, der er gået 10-15 min. siden jeg først så hende, og jeg hører ingen hysterisk skrigende forældre løbe op og ned af gågaden. Og så stor er den gågade da heller ikke.

M ringer til sin Panserbasse, og spørger hvad man gør, når man finder et barn på gaden. Han synes, vi skal lede lidt mere efter forældrene og ellers ringe til det lokale politi og spørge om de har fået en efterlysning ind. Vi går så tilbage, op ad gaden, for det var jo dér hun kom fra. Men vi går og går og der er stadig ingen skrigende, grædende forældre, der løber rundt og river hår ud af hovedet på dem selv. Jeg forstår det ikke.

Og jeg tænker hele tiden på dengang med hende der Madeleine, og hvilken slags mennesker der findes i verden, og hvad nu, hvis det ikke var sådan nogle søde småbørnsmødre som os, der havde fundet Noah/Nora først. Jeg ved godt det ikke nytter noget, og at risikoen er meget lille. Men ting sker. Jeg tænker også stadig på den der pige der døde i den bil, hver eneste dag når jeg får fri og sætter mig ind i min kogende Toyota. Sådan er jeg bare.

Noah/Nora snakker løs på tysk, og vi fatter ikke et klap, men hun virker glad og tilfreds og AB har taget hende op på armen. Jeg tror, vi alle sammen var bange for, at hun skulle blive væk igen.

Endelig, helt oppe for enden af gågaden, et godt stykke før dér hvor vi først så pigen foran os, kommer der en mand hen, og tager pigen ud af armene på AB og siger noget a la “aii, Noah”. Først er jeg mega skeptisk – kan det være en fræk børnekidnapper?? Men okay, han kender hendes navn og han tager hende ud af armene på AB – det havde han vel ikke gjort, hvis han ikke genkendte hende som sin egen…

Desværre kan jeg ikke nok tysk til at give ham en reprimande, men det havde jeg helt ærligt lyst til. Jeg synes slet ikke, han virkede chokeret nok. Hans barn var væk i hvert fald i 15 min., sandsynligvis mere, og han var bare sådan, nårh okay, fint i fandt hende. Det virkede som om, de først lige opdagede at de ikke vidste hvor hun var, da de så hende i armene på en fremmed.

Og sådan gik endnu en nervepirrende spændende dag, i provinsen.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

12 Kommentarer til Dengang jeg fandt et barn…

  1. Lis skriver:

    Uh, kuldegys! Det er fandme uhyggeligt, sådan noget! Jeg tænker præcis det samme som dig. Får stadig ondt i maven af Madeleine og den lille pige i bilen.
    Jeg fatter heller ikke de der forældre, der ikke OPDAGER at ungen er væk??!! De må da have hørt, at der ikke længere var nogen, der plagede om is eller lignende….
    hmmmm…GODT det var jer, der fandt hende!

  2. Konen skriver:

    Hvorfor var der ikke løbet nogen efter det barn? Eller, hvorfor stod de i det mindste ikke og drejede rundt om sig selv i små paniske cirkler?
    Hmm, nå, men jeg tror på Noah, hvis det var det hun sagde. Ovre i det der USA kan piger også godt hedde Noah (Ahmmen, har det ikke LÆST biblen eller hvad?)

  3. Frederikke skriver:

    Du kunne bare losse ham hårdt over skinnebenet, det må da være det internationale sprog for DIN SPASSER!!
    Godt at du hjalp pigen 🙂

  4. Kirsten skriver:

    Den anden dag troede jeg, at jeg havde fundet et barn. Men efter jeg havde holdt øje med det her barn, der gik rundt i cirkler med tårer i øjnene, et stykke tid, vandrede hun tilbage til sin mor og klapvogn og skældte ud. Så det var bare en ca. to-årig, der havde vendt sin mor ryggen i raseri 🙂

  5. Rina skriver:

    Ja engang imellem så undres man over forældres raktion.
    Vi havde en oplevelse for noget tid siden, vi skulle ind og kigge os lidt rundt og hygge i Fields legeland med ungerne, og da vi parkerede bilen så vores den største at der sad en lille dreng i en bil helt alene. Han var svær at alders bestemme men mellem 1-2 år. I starten venter vi bare lidt ved vores bil for at se om der mon bare lige er nogen over med en vogn eller andet i den retning, men der kommer ingen. Drengen græder og jeg kan se at det har han i hvert fald gjort noget tid, på den hiksen og de forgrædte øjne. Vi venter lidt i nu, mens mindste trolden kan stoppe hans gråd ved at lege med hænderne på hans rude og smile til ham.
    Så kontakter vi centret og derefter politiet. Det tager over en halv time og i hvert fald 45 min. før politiet får fat på en far, som render rundt oppe i centret og hygger sig!!!! Da han kommer ned står der os (som er en hel familie) 2 vagter, og han har politiet i røret, og han er helt rolig og ret lige glad og upåvirket.
    P. vagterne står i stilhed og måber, og så får jeg nok, og fortæller ham at hans søn har grædt meget længe, og den ene p. vagt stemmer i og fortæller om varme, bil os og risiko for væske mangel osv. Faderen er stadigvæk ganske upåvirket trækker på skulderen og går!
    Jeg havde mest af alt lyst til at flå drengen ud af armene på ham, og løbe min vej med ham. Håber ikke det ender galt en anden gang, de lader ham sidde i bilen, for det kunne godt tyde på det langt fra er første eller sidste gang…

  6. julie skriver:

    Nej nej nej nej nej! Rina, hvordan kan nogen blive VED med at gøre sådan?? Jeg havde anmeldt ham til politiet, for omsorgssvigt. Hvis man kan det.

  7. marianne skriver:

    Ak for en gøjser
    jeg stemmer for skinnesparks sprog en anden gang
    Jeg få koldsved ved tanken. Kan slet ikke slippe sådanne historier. Især den med den varme bil, spøger stadig. Hele historien vender tilbage, og jeg kan næsten ikke bære det. Frygteligt at man kan fejle sådan som forældre.
    Men Julie IHHH hvor har jeg savnet dig. Flere historier fra provinsen please

  8. Rina skriver:

    Julie det forsøgte vi også, men det lykkes os desværre ikke.
    Vi havde taget et billede af nummer pladsen for at få lidt oplysning, men det var langtfra nemt. I Fields kommer mange jo fra andre kommuner, og når man kun står med en nummerplade oplysning kommer man ikke langt.
    Politiet ER informeret, det er dem vi ringede til som så ringede dem op og bad dem gå ned til deres barn – så skal de vel for pokker også skrive til bopæls kommunen? (håber jeg altså!) men vi kunne ingen oplysninger få, så vi kunne sende noget til kommunen, så vi måtte nøjes med politiet.

  9. AB skriver:

    Altså, den pige i bilen spøger også stadig her. Jeg er kommet til det stadie, hvor jeg tænker på moren og faren. Måske fordi jeg fortrænger pigens oplevelse af panik og angst i bilen. Men hvad skete der med dem? Hvor er de nu? Er de sammen? Er faren nogensinde blevet et helt menneske igen efter den fatale fejl han gjorde den dag? Kan man nogensinde blive sig selv igen efter sådan en handling? Og moren. Har hun tilgivet ham? Kan hun tilgive ham nogensinde?
    Og Noras far, han skulle have en lige højre. Jeg er helt enig med dig Julie. Han var slet ikke bekymret nok. Ikke glad nok for at have fundet hende. Han sagde endda, at det var ikek første gang. Så hold sgu da et bedre øje med dit barn. Især i et fremmed land, hvor hun ikke taler sproget. Det slog også mig, at hun ikke på noget tidspunkt havde alarmklokkerne ude for os tre fremmede kvinder, der tog hende op og gik med hende. Det tog hun helt roligt, og vi kunne jo være hvem som helst.

  10. julie skriver:

    Fuldstændig AB! Jeg tænker også mere og mere på forældrene. Når jeg er færdig med at få det fysisk dårligt over at sætte mig ind i min bil, og tænke på, hvordan det må være at være alene, lille, forvirret og dø på den måde, så tænker jeg på forældrene og på hvor de er i dag. Om de gik fra hinanden. Om moderen nogensinde turde lade faderen være alene med det andet barn. Om han sidder på en bænk og drukner sorgerne. Om de fik hjælp. Om man kommer videre, efter sådan noget? Jeg ville have lyst til at hoppe i havet, men det kan man jo heller ikke når man har flere børn som behøver en.

  11. Christine skriver:

    Forleden var vi på sådan et lørdags-hygge-med-ægte-spansk-madkunstner hos min veninde i Ishøj.
    Som bor i et hus, hvor man kan vandre ud af haven flere steder. Godt nok ned på en stille villavej, med bredt fortorv. Men også med mange andre huse, med dertilhørende biler.
    Pludselig opdager min veninde og jeg, at nogen ikke lige er der. Vi tænker over det nogenlunde samtidig.
    Heller ikke ude i haven og spille bold med hr far og resten af husets familie, er hun.
    Så er det man ser mig løbe. Bare tæer på asfalt og en medfølgende 10-årig, der råber – meget højt – på yndlingsbarnet.
    Som med lånedukke i armene er nået omtrent 50 m hen ad fortorvet. Som først græder, da hun hører os komme flyvende. “Jeg kaldte på far” proklamerer hun. Og jeg er ved at knuse hende i min favn af panik.
    Alle kvindelige individer er helt oppe og ringe.
    Der trøstes og man må smage mors frappé.
    Men hr far og husets ægtemand plus søn er meget uberørte.
    Nå ja, vi fandt hende jo. Nå ja, der kom jo ingen bil eller fremmed, og hun gik jo på fortorvet. Nå ja, hun var jo kun nået forbi det næste hus.
    Måske er det bare en kvinde-fornemmelse at urolige sig om det med manglende småbørn. Ikke for at forsvare Noahs far overhovedet – eller manden ved Fields! Men bare for at lufte min tanke om, at mænner måske ikke har det samme bekymrings-gen, som vi har..

  12. Henriette skriver:

    Åh nej – fik helt instant kvalme af Rinas historie – Det handler jo ikke engang om noget der KUNNE ske, men om noget der rent faktisk skete. Et lille barn som var ude af sig selv af sorg over at være blevet efterladt. Åh hvor er det dog forfærdeligt at sådan en lille dreng skal vokse op med sådan en røvsyg far…
    Og ja jeg tænker også på den stakkels lille pige i Lyngby, hver gang jeg sætter mig i bilen (og hver gang Michael Jackson bliver nævnt/spillet…han døde jo dagen efter).
    Og nu tænker jeg også på den stakkels femårige tyske dreng som døde af tørst i Spanien, mens hans mor gik efter hjælp :,-(
    Åhh hvor ville livet dog være lettere hvis man kunne gå ind og fjerne div uhyrligheder fra sin hukommelse….
    Snøft!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *