forvirringen er total



Det er godt nok sært, det her med at have et barn… Vi har lige haft en gennemført lortedag – for at sige det ligeud – og alligevel er jeg bare så vild med det barn?!!?? Det er sgu da sært, men det er åbenbart sådan det er. Og det er sjovt at opleve, for det får mig også til at indse nogen ting omkring min egen mor og vores indbyrdes forhold. Til det bedre.
Jeg ved da godt at hun altid har elsket mig, men i mange år havde jeg den ide, at hun ikke rigtig kunne lide mig. At hun elskede mig, fordi jeg er hendes barn, men at hun ikke rigtig brød sig om mig som person, fordi vi er så forskellige, og hvis vi ikke var familie, så ville vi nok ikke have været venner. Det lyder måske sært, men sådan havde jeg det altså.
Indtil for nylig.
Nu har jeg så selv en datter. Og hun er pisse irriterende. Hun larmer og skriger, fylder hele min dag og tager al min tid og min frihed. Hun er besværlig, krævende, sender meget blandede signaler – og jeg ELSKER hende bare så meget! Jeg synes, hun er det mest perfekte i verden!
Hver dag tænker jeg, at hun er den sødeste, dejligste, mest lækre, glade og vidunderlige baby der findes, at nu kan det ikke blive bedre, mit liv har toppet – det kan kun gå ned ad bakke herfra, jeg kan ikke elske nogen mere end det.
Men dagen efter elsker jeg hende så alligevel lidt mere. Synes alligevel hun er bare lidt skønnere end i går. Lidt mere lækker, lidt kønnere, lidt gladere og lidt mere vidunderlig 🙂
Selv sådan en dag som i dag, hvor hun ikke ville sove mere kl. 0600 og så har været vågen siden, og kun sovet ca. 3 timer i alt indtil kl 22, hvor hun endelig faldt rigtigt i søvn. Hun har haft ondt i maven og hængt på min arm hele dagen, spændt og skreget, gylpet og ikke spist ret meget.
Og alligevel synes jeg bare hun er så pragtfuld – selv mens jeg er irriteret på hende og dødtræt af hende, føler jeg mest medlidenhed fordi hun har det så hårdt. Og bekymring for om der nu er noget rigtig galt med hende…
Det er da mærkeligt at have det sådan. Normalt, tror jeg, men stadig en ny kombination af følelser for mig.
Og det er endnu mere sært endnu… For jeg har altid snakket om, at jeg gerne ville have 4 børn, og deltidsjob og rigtig være MOR. Og nu, hvor jeg så har et barn, så er jeg slet ikke sikker på, at jeg gider have flere. Selv om jeg elsker hende her så vanvittigt… det er da også en sær kombination af følelser?
Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, der foregår med mig, men jeg regner med at det er helt normalt at gennemgå en eller anden form for personlig udvikling (indvikling) når man er midt i sådan en stor omvæltning i sit liv?
Det er bare så mærkeligt at have den her kæmpe blanding af enormt positive og så også nogen lidt negative følelser og tanker på een gang.
Er det så forvirrende for alle at blive mor? Så absolut vidunderligt, og samtidig så skræmmende og af og til forfærdeligt på en gang?

Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville ændre mig så meget psykisk. Man tænker på det fysiske – mindre frihed, ikke så udadvendt et liv, mindre nattesøvn, mindre sex, får ikke læst så mange bøger (eller nogen overhovedet…) – den slags. Men den største ændring er faktisk psykisk. Jeg er helt anderledes end jeg troede, jeg ville være. Ikke værre eller bedre som mor, men bare helt anderledes. Som om jeg først nu, gennem den her kæmpe udfordring, rigtig lærer mig selv at kende, rigtigt finder ud af, hvem jeg egentlig er og hvad jeg egentlig synes er vigtigt i mit liv.

Der er INTET af det her, der er som jeg havde "planlagt" det (bl.a. har barnefaderen og jeg kun kendt hinanden lidt over et år nu…) og nogen dage kan jeg græde meget over det – at mit "glansbillede" af hvordan mit liv skulle være, ikke bliver til noget. Det vil aldrig blive sådan nu, fordi alting jo er helt anderledes. Men ikke værre eller bedre – bare anderledes. Og ikke mindre rigtigt trods alt. Det er bare svært for mig at acceptere – jeg kan ikke gå tilbage nu, og gøre tingene sådan som jeg havde "planlagt". En enorm kamel at sluge, på trods af hvor godt jeg har det og hvor rigtigt det her føles. Det hele er meget forvirrende – og meget meget vidunderligt. Sært sært sært.

kh. Julie

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.