Gavemoral – or not

Nu er det jo tidligere blevet afsløret at jeg synes pænt godt om gaver. Jeg kan godt lide at købe dem, pakke dem ind, give dem, og jeg kan da også godt leve med at modtage nogen selv.

Jeg havde en meget meget hård barndom, fordi min enebarns fætter altid fik flest gaver, men det var jeg så kvik nok til selv at råde bod på, ved at købe nogen ekstra gaver til mig selv. I år har jeg dog ikke rigtig fået gjort det, kun et par adventsgaver, er det blevet til. Den helt store julegave må vente til jeg får et bedre job.

Men nu nærmer tiden sig. Og i går var svigerforællerne her. Og ude i gangen står en stoooor pose med gaver. Vil det være meget meget forkert af mig, lige at se nærmere på den? Bare for liiiige at se efter, om der nu er til alle? Jeg ved ikke, om det muligvis er pga gavenervøsitet, jeg har fået sådan nogle tics over det højre øje? Men det er vældig irriterende, skulle jeg hilse og sige.

Aj, jeg gør det. Øjeblik…

Ok så. To gaver til Klara. Naturligvis. En stor pæn, raslende en til stoffer og en til mig, som med 100% sikkerhed er en bog. Sikkert den jeg havde ønsket mig. Som var en ud af de to ting, jeg skrev på den ønskeliste svigermor fik. Så kan det ikke gå helt galt, hvis man er specifik og ellers begrænser sig. Det tegner jo godt nok.

Se, normalt må jeg ikke se mine gaver. Og da slet ikke røre ved dem. Jeg er nemlig borderline synsk, når det kommer til den slags. En meget stærk intuition, krydret med en god fantasi – og jeg gætter ALTID hvad det er.

Min far vil stadig ikke lade mig se eller røre gaver, før de rent faktisk skal åbnes. Selv om jeg prøver at overbevise ham om, at jeg jo er ældre nu, og klogere. Især klogere. Eller ok, det var jeg jo så ikke, for nu ved jeg jo, hvad jeg får at mine svigerforæller… og jeg har stadig de der tics over højre øje???