Jeg tænker lidt over, om stoffer og jeg nogensinde havde fået et barn sammen, hvis det ikke var kommet væltende som et – i populær tale – uheld? Jeg tror det ikke. Jeg tror ikke, at han nogen sinde var nået til et sted i sit liv, hvor han ville have følt sig klar og hvor han ville have sagt NU, skal det være nu. Egentlig tror jeg, at meget få mænd når til det sted. Jeg tror mange af dem lader sig overtale og naturligvis ender med at elske det. Men det er svært at føle sig helt hundrede procent klar til noget, man ikke ved hvad er. Især hvis man er en mand der ikke har hormoner eller tikkende ur, til at presse sig derhen.
Jeg tror faktisk ikke vi var blevet sammen, for jeg ville være begyndt at tale om børn og han ville være gået i panik. Man har set det ske før.
Men jeg blev gravid, og vi var begge to glade for det og det er det bedste der nogensinde er sket i vores liv.
Og her prøver jeg så at drage en parallel til andre ting man kan gøre i sit liv, som man måske ikke føler sig helt klar til, men som man muligvis ender med at elske hovedkulds alligevel. Hvorfor skal det f.eks. være så farligt at blive gift? Jeg ved godt det er helt uaktuelt pt, sådan som tingene er med ham og hans forvirring. Og alligevel overvejer jeg, om man kan blive gift med nogen ved et uheld? Hvis det er det, der skal til?
Kunne man forestille sig, at invitere sin kæreste ind til Rådhuspandekager, og i det afgørende øjeblik når man "tilfældigvis" står foran den rette embedsmand, spørge sin kæreste "kunne du tænke dig en ny mac?" "JA!" ville han så svare, højt og overbevisende og man kunne så bede ham skrive under på et helt tilfældigt stykke papir man havde lige ved hånden… Og så var han blevet gift ved et uheld… Ville han ikke ende med at elske det ligeså meget som sit uplanlagte kærlighedsbarn? 🙂
Mænd er noget sjovt noget, faktisk er min en lidt anderledes en af slagsen. Det var HAM der ville have børn, jeg skulle ikke have flere, jeg havde jo allerede 2.. Men nu har jeg jp så 4.. og det løse *G*
Gift ved et uheld.. tjaaaaaaa hvorfor ikke.
Knuser Henriette
Du er inde på noget af det rigtige – barnet elsker han jo, og dig sikkert også :o) ?? så den eneste ændring er faktisk bare en engangsudgift til brylluppet og en årlig udgift til den årlige blomst.. men det burde kunne lade sig gøre at overtale ham via alm. kvindelist – det er også set før !
Hmmm,ja tror nu du har ret på mange punkter især den med at mange mænd vel egentligt først blir klar til børn når de er der. M.h.t ægteskab kan jeg fortælle dig at der ikke er den store forskel om du er gift eller ej. Sokkerne ligger stadig hvor de blev smidt om aftenen og tandpasta-tuben er stadig klemt på midten OG wc-brættet er stadig oppe….:-)
God weekend, jeg dropper at kopiere mine dagbogsindlæg på ND. Det er så besværligt , den printer ikke alene mine indlæg ud men også alle kommentarerne og man kun printe et indlæg ud af gangen.
Hmm, jo det tror jeg godt man kan 🙂 Nogle gange føler jeg selv, at jeg er blevet gift ved et uheld 🙂
Det var for i øvrigt Henrik der plagede mig om, at vi skulle have et barn (Casper) i første omgang. Da vi så nåede til Nikolaj kunne han ikke rigtig beslutte sig til, om tiden var til det. Så måtte jeg lige skære igennem og sige, at da vi under alle omstændigheder gerne ville have et barn mere, kunne det ligeså godt blive nu mens vi stod i det og havde alt habengutet ved hånden 🙂 Da stregerne så var der, måtte han alligevel sætte sig ned, godt bleg i ansigtet og med sætningen “så er det også absolut den sidste!” 🙂 Nu kan han ikke undvære sine drenge for alt i verden og han er blevet en blødere Far med tiden.
For i øvrigt, så vil børnenes Far, der ikke vil have flere børn, heller ikke have at jeg kasserer ventetøjet og ej heller at vi sælger alt det søde nuttede babytøj på loftet ??!!
Mænds logik er nogle gange uforståelig 🙂 Knus fra mig og “good luck” til eksperiment “surprise-bryllup”, he he…