Hvad ellers?

Juni. Lyt til den her, mens du læser videre.

Der er gået et halvt år, siden vi blev enige om at gå fra hinanden. Et halvt år. Og på den ene side er der ikke sket noget som helst, og på den anden side er der sket så sindsygt utroligt meget at jeg ikke engang ville ane hvor jeg skulle begynde, hvis jeg på nogen måde var interesseret i at fortælle internettet om det hele.

Uden på ser det ikke ud som om der er sket noget som helst. Han bor her endnu. Jeg har ikke fået flyttet om eller købt en ny sofa. Vi børster tænder samtidig og taler om, hvem der henter og afleverer og køber ind. Vi besøger vores fælles venner, sammen, og går ture og spiser is og ler. Vi ser Game of Thrones hver mandag og skiftes til at sige Fuck?! og whaaaaaaaat??? Vi skændes om oprydning og hvem der sagde hvad, hvornår. Det er fuldstændig som det har været i 13 år. 13 år her d. 1.6.

Men inden i har det rykket sig. Jeg er ikke ked af det mere. Nogen gange, jo bevares, for jeg er et menneske. Men ikke på samme måde som i starten. Nu er jeg mere… utålmodig? Jeg kan i hvert fald bedre trække vejret og jeg vil gerne videre. Jeg har fået endelig bekræftelse på at jeg må overtage al gælden, så nu mangler kun den del med at rette skødet. Og så se om det holder. Selv om der er blevet lagt grundigt budget, så er jeg stadig spændt på om virkeligheden virkelig svarer til det på den skærm. Sådan er jeg bare, spændt og skeptisk.

I starten sagde folk til mig “så skal du være alene Julie, og finde ud af hvem du er” og jeg sagde whatever tosser, jeg ved så UDMÆRKET godt hvem jeg er. Og det gør jeg også. Jeg er ikke på bar bund. Men jeg ved alligevel ikke alting. Der er måske dele af mig selv, jeg ikke kender særlig godt. Og hvem er jeg, hvis jeg ikke skal tage den der slags parforholdshensyn til nogen? Hvad vil jeg så? Og hvad er vigtigt? En af de mere alternative typer jeg kender, sagde til mig, at jeg skal finde mit indre barn. Og hun vil hjælpe mig. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men jeg har set hende, mit indre barn, og hun er typen der sidder oppe i et træ det meste af dagen og har nok i sig selv. Er det nu fornuftigt? Men hun er stærk. Det er hende, ikke mig, der er benhård. Og hun er grundglad. Det er hende, der fastholder dit blik, uden at sige et ord, så du afslører alle dine hemmeligheder. Og det er hende, der får alle ideerne og tror på dem. Jeg vil godt se mere til hende, og det tror jeg også du vil.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget , . Bogmærk permalinket.

5 Kommentarer til Hvad ellers?

  1. Sanne skriver:

    Glæder mig til at møde hende, go’ vind fremover. 🙂

  2. Line skriver:

    Både forleden og i dag læste jeg det som om, du har fået lov til at overtage alt glæden.
    Og der synes jeg altså godt, du kan dele lidt med Kristoffer, så bliver han nok en lidt sjovere far ?
    God vind med det hele..

    • Birgit Andersen skriver:

      Kære Julie!
      Har lige set videoen om jordemødrene og læst din kommentar. Hvilken
      skændsel at det skal være sådan i dag. Jeg har født Morten og Charlotte
      på fødeklinik, som var moderne den gang. Der var jordemødre nok og
      en utrolig omsorg. Og så fik man jo lov at være indlagt med sit barn i 5 dage.
      Min egen læge var med til begge fødsler. Gode oplevelser begge gange.
      Håber du har det godt.
      kh
      Birgit

  3. Trine229 skriver:

    Syntes det er fantastisk dejligt at læse at det er flere der går igennem samme, rodede seperation som jeg gør! Det ER ikke bare at flytte ud på dagen, men tingene forandrer sig jo alligevel. Og samtidig ikke. Tror det første bliver RIGTIGT virkelig når vi er helt væk fra hinanden. At være HELT alene, om alt. At ikke have en backupnet der kan fanges. Men når det er faktisk mig der hæfter for det hele.
    Og jo – man skal jo finde sig selv. På en eller anden måde. Jeg er selv blevet 7,5 år ældre. Jeg er blevet mor. Jeg er flyttet hjemmefra, boet væk. Har været nede med depression, prøvet massere af forskellige jobs af, og blevet en pædagogstuderende. Jeg er sq ikke samme person som da jeg var 18 år. Jeg er egentlig blevet VOKSEN! Og skal liiiige finde ud af hvordan jeg selv fungerer, helt alene. Hvordan eksen fungerer, helt alene. Er han lige så god en far alene som når vi har været sammen? Hvordan vil lillepigen reagere når det bliver virkelig?
    Men det er dejligt at læse at du (også) er godt på vej!

  4. helle skriver:

    Hey, jeg har fulgt din blog lææænge, manner du er såå cool, jeg savler og spejler mig i dine ord, bliv ved, vi er mange der genkender din fortællling, blot om hverdagen og almindeligheden, men den sjove måde du skriver på er unik, så! stay where u are.. her på nettet, og lad alle os andre følge med i dit liv, 🙂 lykke til derud af,, og tro mig, der er meget spændende derude 😉
    kh Helle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *