It takes a village

Måske er det også fordi skilsmissen endeligt afslører, at vi ER alene. Det er nemmere at narre sig selv når man bor sammen med nogen, også selvom man til tider nærmest føler sig mere ensom med ham i rummet. Når man pludselig sidder her alene lørdag aften, med sin halve flaske Chardonnay og det virker som om alle har nogen. 


Og jeg skriver ikke om det for at angle efter medlidenhed, det er bare noget jeg har tænkt meget over i året der er gået. Og hvor vigtigt det er med netværk. Både at have et og også at turde række ud og sige til, så de kan hjælpe. For det vil de gerne. Og at vise sårbarhed. Og at skabe et større netværk, det kan være nødvendigt. Jeg har brug for nogen der har lige så god tid som jeg, i ulige uger. Så jeg har trukket nogen tættere på mig og ladet andre ligge lidt, fordi jeg er et andet sted lige for tiden. 

Og så skrev Ditte Giese den her liste i Politiken. Den er så sand, jeg kunne ha skrevet de punkter selv. Jeg er også vild med at have genfundet venskaber på en måde. De sover her, vi hænger ud hele dage. Det er herligt. Den frihed er fantastisk, nu jeg har vænnet mig til den. Nu den dårlige samvittighed over at være glad, er væk. Børn er også glade. De døde ikke. De trives.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv og tagget . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til It takes a village

  1. Christine skriver:

    Så var det jo lige dér, du skulle have skrevet, at du var på vej til Aalleren. Jeg ville inderligt gerne drikke kaffe med dig! (Men jeg formoder, at det er mere på hverdagsbasis og knapt så meget på apres-netværksmøde-basis, du har brug for en kaffeaftale i de ulige uger.

    🙂
    Christine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *