Ja, jeg har et liv

Men når Carina hidser sig op i kommentarerne, så tør jeg ikke andet end at adlyde og skrive igen 🙂

Joh, jeg har haft pænt juletravlt. Var jo udenbys hele weekenden, og mandag blev Klara hjemme og holdt en hyggelig fridag med mig, hvor vi så tog i juletivoli om eftermiddagen, sammen med min søster. Det der nisseland var et meget meget stort hit! Personligt synes jeg de nisser er forholdsvis skræmmende, på linie med dukker og klovne – to minoritetsgrupper som jeg også har et anstrængt forhold til. Men Klara elskede dem, og vi var igennem nisseland 3 gange. Hun insisterede på, at de der hjerter der hang i et af de store træer, det altså var jordbær og ellers var det bedste de æbleskiver hun fik. Jeg synes, der var aaaalt for mange mennesker. Alt for mange.

Tirsdag var jeg til møde med min Anden Aktør, som er et helt igennem sympatisk menneske. Hver eneste gang jeg sidder og udgyder mine sorger omkring manglende fast arbejde for hende, så føler jeg mig så heldig over, at det netop er hende. Og ikke en eller anden sur, forstokket AF skrankepave. Hende er på linie med mig. Hun var været der hvor jeg er. Hun er vildt sød. Når jeg går, giver hun mig et knus og siger, at det var så hyggeligt at se mig. Prøv lige at slå den, AF. Jeg kan kun anbefale det her med at være udliciteret. Vi fik snakket en del om, at jeg nu har været til en milliard (plus minus nogen stykker) samtaler, men endnu ikke fået et job. Så vi aftalte, at næste gang jeg skal til samtale, så får jeg en time med hende dagen før, hvor hun forbereder mig og gennemgår alt med mig og coacher mig, så jeg virkelig kan brænde igennem og få sagt det jeg vil.

Det er jo sådan med mig, at jeg er meget mere naturlig, fri og meget mere mig selv, på skrift. Og det er jo også derfor jeg kommer til alle de samtaler, fordi jeg skriver en killer ansøgning! Når man sidder med mig Live, så har jeg tendens til at være Den Stille Pige, i hvert fald over for folk jeg ikke kender godt og stoler på. Så jeg går tit fra en jobsamtale, men den fornemmelse at de ikke rigtig fik lov til at virkelig SE hvem jeg er, og hvor meget jeg har at byde på.

Tirsdag var også dagen hvor min kæreste var meget mistænkelig, og sagde ting som at han elsker mig lige sådan som jeg er, og den slags. Hvad har han NU lavet, tænker man så 🙂 Hvad vil han NU opnå… Men der var ikke nogen bagtanker, for vi havde allerede om mandagen aftalt at han skal i biografen onsdag aften med nogen drengevenner. Meget forvirrende. Og så så vi en rigtig dårlig katastrofefilm tirsdag aften. Den der War of The Worlds. Med Tom Cruise. Og det der skrigende pigebarn. Please, lov mig at Klara aldrig bliver så hysterisk. Ja, ok, jeg ved GODT din verden lige er blevet invaderet af sære monstre og du er kun 11 år gammel, men det er da ingen undskyldning for at opføre sig som en idiot? Og løbe skrigende lige ind i armene på dem?

Jeg plejer ellers at elske en god katastrofefilm, virkelig, det gør jeg! Men den her var simpelthen så ulogisk og dårlig. F.eks. var en del af plottet at de der rumvæsner havde begravet deres kæmpe stål dræber maskiner under jorden for flere millioner år siden, før menneskene kom til. Og nu angreb de så fordi de gerne ville have jorden. HALLOOOO – hvorfor fanden tog de så ikke bare jorden der for flere millioner år siden, da de alligevel var her for at gemme deres maskiner – dengang var vi her jo ikke! Det kan man da kalde dobbelt arbejde?!! Nej, sagde stoffer, de skulle jo vente til der kom mennesker, så de kunne drikke menneskernes blod og bruge resten som gødning. Men den mener jeg ikke holder, for hvis de er så skide kloge at de kan komme helt fra rummet og begrave deres maskiner en million år før vi overhovedet er udviklede, hvorfor i alverden kunne de så ikke bare opfinde noget kunstgødning?? Og så endte de med at dø af forkølelse??? Come on, det hænger bare slet ikke sammen. De har planlagt den her skovtur i en million år, men de har ikke lige taget højde for bakterier?

Nå, men i dag holdt jeg også Klara hjemme, og vi tog ned til Anna, Sara og Ida og lavede jule-gøgl. Meget hyggeligt, men lige vel meget glimmerlim overalt på mit tøj nu.

I morgen skal jeg på arbejde og bagefter til Julefrokost med jobbet. Fredag skal Klara have dræn. KRYDS fingre for bedre humør bagefter til den lille finke. Lørdag er der heldags julefrokost for rytmikfraktionen, med mænd og børn – og det er også Stoffers fødselsdag! Han har dog fået sine gaver af mig. Han ønskede sig sokker, så det fik han. Og så fik han nogen kosttilskudspiller som giver ekstra overskud til stressede mennesker – hey – måske de virker? Måske det var derfor han sagde alle de ting i går? Han er simpelthen påvirket!! Oven i det har han så fået halvdelen af en lampe, som jeg alligevel ville købe til mig selv, inde ved Lisbeth Dahl. Den blev han faktisk glad for, så det er ikke så egoistisk som det lyder.

Søndag har jeg arrangeret en kæmpe fødselsdags overraskelse til ham. Kæmpe. Så det kan jeg ikke skrive mere om her og nu. Haha.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

6 Kommentarer til Ja, jeg har et liv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.