Offentlighed

Er man for det eller i mod det? Har man noget valg?

Jeg har aldrig været descideret hemmelighedsfuld på min blog, men jeg forsøgte da i starten at bevare en form for anonymitet. Fortalte ikke mine venner om den eller noget og skrev ikke efternavn og den slags. Indtil den dag min chef fandt den ved en random google søgning på Marc Jacobs sko. Og så sidste jul, da min mor – som så åbenbart også er google bruger – fandt den. Kæresten har jo altid vidst den var der, så det har altid været begrænset hvad jeg kunne skrive om ham.

Men nogen gange synes jeg altså det er surt. Jeg gad godt kunne skrive lidt mere negativt og lidt flere brokkeindlæg. Nogen gange synes man jo, at folk i al almindelighed er nogle store båtnakker eller klaphatte, og nogen gange kan man jo underholde andre gevaldigt, ved at hidse sig op og hælde vand ud af ørerne. Men man kan jo ikke skrive noget om sit arbejde, sin kæreste eller sin mor, hvis de så sidder og læser det senere og tager det bogstavligt og alvorligt. Tit stikker utilfredsheden ikke så dybt, men netop derfor er det jo sjovt at gøre grin med den og overdrive den, så man også selv kommer til at fremstå som den, der er lidt til grin fordi man hidser sig sådan op. Det savner jeg lidt. Så hvis min mor og/eller min kæreste sidder og læser dette, så vil jeg godt opfordre til lidt mere selvironi, således at jeg ikke skal sidde her og føle mig så begrænset. Ikke fordi der er noget lige pt.

Men nu blev jeg ringet op af mit fagblad, Bibliotekspressen, og de vil gerne interviewe mig omkring det her med bloggen og nettet. Ved ikke om det går så meget på min faglighed, men den er jo også stort set ikke eksisterende her på bloggen, når man ser bort fra de sporadiske brokkerier over de irriterende lånere, uden hvem et bibliotek ville være sådan et dejligt fredeligt sted (håber læsende lånere også har selvironi). Og jeg er både nysgerrig, smigret, meget åben og fuldstændig skamløs. Og samtidig sådan, ihh altså, mere offentlighed. Måske skulle jeg starte en helt ny blog, med fuldstændig anonymitet og en masse bidende sarkastiske indlæg?

Men kan jeg så overhovedet skrive? Og ville det ikke bare blive helt uvedkommende, overfladisk og uspændende? Er vi ikke netop så glade for den her blog, både mig og jer, fordi jeg bare er mig og deler så meget ud? Det ideelle for mig, ville være, hvis jeg kunne skrive 100% hvad jeg lyster, og ingen i min nære omgangskreds, kolleger, familie og venner, vidste noget om det. Men det er utopi. Og nu er det jo heller ikke fordi jeg har så overvældende mange negative ting jeg gerne vil ud med. Jeg savner bare det lille brokkeri i hverdagen. Jeg er jo i bund og grund et ret sarkastisk menneske og jeg er lidt træt af at lyde så harmonisk og veltilpasset.

Men det er jo nok noget jeg må gøre op med mig selv. Om jeg tør løbe risikoen, om det er det værd. Om dagens nyhed fra i går er; Klara kom i vuggestue uden ble!!! Eller; vi tog til parterapi. Jeg ved godt, hvad der er mest at skrive om og hvad jeg har mest brug for at reflektere over. Og det gør I nok også.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

6 Kommentarer til Offentlighed

  1. Fr. Møller skriver:

    Altså Julie. Du skriver godt, og du er ikke nær så kvik, som du selv tror. For jeg hører ikke til dem, der har været i netmødregruppe med dig. Men to indlæg her – så havde du sgu da selv linket til den hjemmeside, der bærer dit ikke helt almindelige efternavn ;-).
    Så hop du bare i det fagblad! Jeg mener det er da større for Klara til sin tid at kunne læne sig op ad, end at hendes mor havde en rædderlig smag i sko og tasker *G*.

  2. Grith skriver:

    Det vigtigeste er at man er ærlig over for sig selv. Du har valgt at blogge som du gør, og derved finder folk ud af hvem du er, sådan er det bare, valget er truffet. Vi læser med fordi det du skriver er ægte og vedkommende.
    Jeg forstår udemærket dine frustrationer, men fremfor at ærgre dig over det du i princippet ikke kan lave om på, eller vil lave om på, så glæd dig over det du kan gøre:-)

  3. Nina skriver:

    Du må gerne gerne brokke dig over mig 🙂 Jeg elsker din blok så meget at jeg ikke stikker af af den grund….
    Kh Nina

  4. Karen skriver:

    Du kunne jo altid skrive “nogen” i stedet for hvem du er sur på – det er også bare ekstra sarkastisk. Jeg udsætter min kæreste for det hele tiden *gnæk gnæk*
    Og jeg sætter helt klart en femmer på den der med Klara. Du er vel mor :p

  5. candyman skriver:

    Ja jeg har så valgt anonymiteten. Kom desværre til at fortælle min kæreste om bloggen, så nu hader hun mig, og jeg udøver selvcensur – hvilket nok er til alles bedste. Men der er store fordele ved at kunne være et dumt svin uden at skulle stå til ansvar. Dog er det svært at fastholde en klar identitet.
    Men hop på artiklen hvis hits overhoved interesserer dig. Jeg var i TDC-magasinet (bare en henvisning) og min server gik nærmest ned.

  6. Lone skriver:

    Det er lidt ligesom med sladder – jeg synes kun det er dårligt hvis det kun er for at skade andre man sladrer eller man siger deciderede løgnehistorier om andre. Ellers er sladder bare at interessere sig.
    Jeg har tidligere spurgt dig, om det har givet dig ubehageligheder at være så lidt anonym, men jeg tror du svarede, at det næsten kun havde haft positiv effekt…prøv lige og se hvor mange der føler med dig når du har det skidt eller når der sker dig noget godt.
    Men siden det nu er den retning det går, så er det vel ikke helt uinteressant hvad Stoffer egentlig mener om at være det semi-anonyme påhæng??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.