Offentlighed

Er man for det eller i mod det? Har man noget valg?

Jeg har aldrig været descideret hemmelighedsfuld på min blog, men jeg forsøgte da i starten at bevare en form for anonymitet. Fortalte ikke mine venner om den eller noget og skrev ikke efternavn og den slags. Indtil den dag min chef fandt den ved en random google søgning på Marc Jacobs sko. Og så sidste jul, da min mor – som så åbenbart også er google bruger – fandt den. Kæresten har jo altid vidst den var der, så det har altid været begrænset hvad jeg kunne skrive om ham.

Men nogen gange synes jeg altså det er surt. Jeg gad godt kunne skrive lidt mere negativt og lidt flere brokkeindlæg. Nogen gange synes man jo, at folk i al almindelighed er nogle store båtnakker eller klaphatte, og nogen gange kan man jo underholde andre gevaldigt, ved at hidse sig op og hælde vand ud af ørerne. Men man kan jo ikke skrive noget om sit arbejde, sin kæreste eller sin mor, hvis de så sidder og læser det senere og tager det bogstavligt og alvorligt. Tit stikker utilfredsheden ikke så dybt, men netop derfor er det jo sjovt at gøre grin med den og overdrive den, så man også selv kommer til at fremstå som den, der er lidt til grin fordi man hidser sig sådan op. Det savner jeg lidt. Så hvis min mor og/eller min kæreste sidder og læser dette, så vil jeg godt opfordre til lidt mere selvironi, således at jeg ikke skal sidde her og føle mig så begrænset. Ikke fordi der er noget lige pt.

Men nu blev jeg ringet op af mit fagblad, Bibliotekspressen, og de vil gerne interviewe mig omkring det her med bloggen og nettet. Ved ikke om det går så meget på min faglighed, men den er jo også stort set ikke eksisterende her på bloggen, når man ser bort fra de sporadiske brokkerier over de irriterende lånere, uden hvem et bibliotek ville være sådan et dejligt fredeligt sted (håber læsende lånere også har selvironi). Og jeg er både nysgerrig, smigret, meget åben og fuldstændig skamløs. Og samtidig sådan, ihh altså, mere offentlighed. Måske skulle jeg starte en helt ny blog, med fuldstændig anonymitet og en masse bidende sarkastiske indlæg?

Men kan jeg så overhovedet skrive? Og ville det ikke bare blive helt uvedkommende, overfladisk og uspændende? Er vi ikke netop så glade for den her blog, både mig og jer, fordi jeg bare er mig og deler så meget ud? Det ideelle for mig, ville være, hvis jeg kunne skrive 100% hvad jeg lyster, og ingen i min nære omgangskreds, kolleger, familie og venner, vidste noget om det. Men det er utopi. Og nu er det jo heller ikke fordi jeg har så overvældende mange negative ting jeg gerne vil ud med. Jeg savner bare det lille brokkeri i hverdagen. Jeg er jo i bund og grund et ret sarkastisk menneske og jeg er lidt træt af at lyde så harmonisk og veltilpasset.

Men det er jo nok noget jeg må gøre op med mig selv. Om jeg tør løbe risikoen, om det er det værd. Om dagens nyhed fra i går er; Klara kom i vuggestue uden ble!!! Eller; vi tog til parterapi. Jeg ved godt, hvad der er mest at skrive om og hvad jeg har mest brug for at reflektere over. Og det gør I nok også.