Opturen er alt den skabsplads. At drikke min Faxe kondi af champagneglas og kopperne fra farmors mågestel, som har været gemt væk i 13 år. At jeg er den voksne, jeg bestemmer alt. Jeg er ikke forkert. Alt er ikke galt med verden og mig, på en dårlig dag. Opvasken står til jeg synes det er det rigtige tidspunkt at tage den. Grøntsagerne bliver serveret sådan som jeg synes de skal. Skabet står hvor jeg har sat det. I mit lille fascistiske kongerige er jeg monarken, The Jules rules. Ingen går ind med sko på. Ingen blander knive, gafler og skeer i opvaskemaskinen. Med mindre JEG gør. Skabene i køkkenet står ikke længere åbne. Der findes ikke noget der hedder en sofastol eller frokostmad. Nu hedder det lænestol og frokost. Som det jo gør.
Der er bøger overalt i stuen, og jeg er ikke færdig. Jeg er ikke færdig.
Men hvad er så nede Julie? Hvad er? Jeg skal sige dig, hvad der er nedtur. Det er alle de lige uger. 
Lige uger sucks. Og uanset hvad andre siger om at have tid til sig selv osv, så kommer jeg aldrig til at synes, det er fedt at undvære halvdelen af mine ungers barndom. Det vil altid være en sorg. Når det så er sagt,så vænner man sig altså til det. Og hvis man er den nogenlunde organiserede type (og ens job tillader det), kan man arbejde længe og ordne de praktiske ting i den børnefri uge, så der er mere tid til fokus på ungerne, når man så har dem.
Men det ER fedt selv at kunne bestemme, og ikke skulle skændes med en anden voksen om ligegyldigheder. Og morgenerne, som jeg ofte HADEDE da vi var to, pga stress, surhed fra alle osv, gik fra dag 1 næsten gnidningsløst. Nu var det kun mig, der havde det fulde (voksen)ansvar for at det blev en god morgen – og ingen skuffede forventninger over ting, der ikke blev gjort af den anden voksne.
Men vigtigt at fokusere på de ting, der trods alt er blevet bedre (selvom det ikke kan opveje tab af unger). Nyder selv totalt at kaste mig på sofaen, når jeg kommer hjem fra arbejde og læse en bog eller trække en serie fra Netfix. Ingen der forventer selskab eller mad. Når man som jeg er til den introverte side, er det faktisk rart med fred og ro. Og så er det en fordel, hvis man har nogle barnløse veninder og/eller skilte veninder til en hverdagsbiotur eller lignende.
Det er lige sådan det er! Kram til dig!
Også kram til dig! Jeg går snart ind i 3. år som fraskilt, og det er dermed blevet min hverdag – men dit indlæg fik mig til at huske, hvordan det var i starten – opturen over, at man selv bestemmer – det fede ved at kunne tage på en spontan tur ud af huset med ungerne, spise koldskål til aftensmad (selvom min søn nu ikke synes, det er ordentlig mad 🙂 og sove alle sammen i min seng (hvilket vi altså stadig gør – så dejligt at være fyld i en børnesandwich :-).
Man vænner sig til den nye situation med halve børneliv og bliver nødt til at acceptere den, for at kunne få et ok liv. Men jeg er stadig ked af, at jeg ikke kunne finde ud af et liv med børnenes far. Dels skal man undvære dem, og dels finder man aldrig en anden person, som synes de er så fantastiske, som mor og far gør. Savner ofte en at dele oplevelserne med ungerne med. Heldigvis har min eksmand og jeg et godt forhold og en god kommunikation omkring ungerne og når de f.eks er på ferie med ham, sender han mig et par billeder og lidt info og jeg gør det samme. Det betyder rigtig meget på den måde at kunne følge med i deres liv, mens de er hos den anden forældre – både for ungerne og os.
Lige præcis som I siger, bortset fra, at det er de ulige uger, der stinker. Åh, hvor jeg bare ikke savner alt det der sure og negative. Og så fedt netop at have klaret alt det praktiske, så man bare kan nyde skattebarnet som ALDRIG under nogen omstændigheder bliver passet. Fordi jeg kun har ham halvdelen af hans liv…
Det er jo lige præcis det man drømmer om, på de dårlige dage i et ægteskab! Men hvornår er nok nok? Min værste tanke er netop, at skulle undvære min børn, miste så meget af hverdagen og deres opvækst.
Når de dårlige dage er flere end de gode? Og ja – det er så ufedt at undvære unger, men heller ikke sjovt for nogen at gå og føle sig totalt udbrændte i et forhold, som man har mistet troen på. Hos os var det ikke mere at komme efter – havde prøvet terapi osv. Og nogle gange er der altså sandhed bag ordsproget om at stoppe mens legen er god og inden man har slidt hinanden totalt op. Min eksmand og jeg skiltes rimeligt meget som venner (ihvertfald i forhold til, hvad man ser af skrækkelige historier på tv) og det har gjort det meget mere smertefrit for alle – og især vores unger.
åhhhhh, hvor kan jeg huske det så meget, at jeg stadig mærker det i maven – og det er altså 18 år siden, jeg blev skilt. Savnet og følelsen af at mangle det vigtigste i livet, sit barn, er bare så altoverskyggende især i starten. Det bliver bedre.
Kram og gode tanker til dig
Jeg føler med dig, og takker fordi du får mig til at føle mig endnu mere glad i mit eget ægteskab.