Utroligt

– men man kan åbenbart blive ved med at fornøjes/fascineres/overraskes af sine egne børn. Man tror man kender dem, men så er der alligevel de der tusinde små ting her og der, hvor man står med et stort indre ØØHHHH?? og lige skal finde sine ben, før man reagerer synligt.

Klara. Hun vil utrolig gerne have Hussein med hjem og lege. Det havde jeg ikke set komme. Og jeg var slet ikke forberedt på, hvor vild Hussein er efter at komme med hende hjem. De leger sammen hver dag. Når jeg henter hende i fritteren, sidder hun altid oppe i et træ, sammen med Hussein, eller oven på en vakkelvorn stabel mælkekasser.

Men okay. Jeg tilbragte nok sammenlagt et par år af min barndom oppe i en tuja, sammen med genboens dreng, Robert. Der sad vi så, og holdt øje med vejen, og sagde “uhyggelige lyde” når nogen gik forbi. I en by med ca. 500 indbyggere var det begrænset, hvad det blev til. Men tiden gik da. (Jeg husker at gassen ligesom gik af det venskab, efter at jeg en dag satte mig oven på ham og kyssede ham i hovedet. Han smagte virkelig meget af jord.)

Vi var til skole-hjem samtale i dag, og de sagde jo egentlig mest ting, vi godt vidste. Hun er distræt, hun snakker lidt for meget, hun er svær at holde fanget i en samtale, hun er lidt umoden på det der koncentrations-område. Men hun er positivt indstillet, hun kan godt lide at være der, hun vil gerne lære, hun glemmer bare at være til stede i nuet og forsvinder ind i sin egen verden. Sådan har hun jo altid været. 

Hun er til gengæld rigtig god til det sociale. Har hun jo også altid været. Hun leger med alle, tager sig gerne af de svage, inkluderer alle i gruppen, glider helt af overfor konflikter og deltager slet ikke i det spil nogle af pigerne allerede kan finde ud af at køre. Det er jeg rigtig glad for. Hun er ikke doven i gymnastik mere, så der har hun rykket sig siden i efteråret. Og mon ikke resten også nok skal rykke sig? Eller, på den anden side, hendes far er 33 og er stadig meget distræt og svær at fastholde i en samtale…

Agnes. Mega skrap moster. I den grad 2 år.

Den første hun spørger efter hver morgen er Misser, og så finder hun ham og pjatter med ham og leger og griner så hjerteligt helt nede fra maven. Indtil han leger for voldsomt og bruger kløer, og så RÅBER hun FY MISSER! JEG KAN IKKE HA´ DET!

Aner ikke, hvor hun har det fra. Det er ikke en vending vi bruger herhjemme. Men hun samler alt muligt op, og er tit et lille ekko og gentager ALT hvad Klara går og siger.

De er skøre og sjove og meget berigende selskab. 

Alligevel sad jeg i dag og tænkte, at jeg godt gad ikke at have små børn. Bare nogen gange. Jeg var til kursus i sæsonens nye spil, og mand, hvor kan jeg savne den der tid til mig selv. Ikke at have alle de her forpligtelser, bare at kunne spille et eller andet nyt spil i 12 timer og få helt krogede fingre og ondt alle vegne. Altså, bare det princip med, at man kan bruge den slags tid på sig selv, for sig selv, uden afbrydelser eller forstyrrelser, at man kan lade sig opsluge af et andet univers og forsvinde fra denne verden.

Ahh – okay, så det er ikke kun stoffers skyld, at Klara har de tendenser. Jeg er jo også en dagdrømmer.

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

17 Kommentarer til Utroligt

  1. Jennie skriver:

    Nøj, et indlæg jeg kan genkende på mange punkter. Jeg tror også jeg var Klara-typen som barn. Og er det stadig! (Og i øvrigt, det er også “nuet” at forsvinde inde i sig selv. Man deler bare ikke “nuet” med andre lige dér. Og ja, sådan gør jeg stadig, suk).
    Tid til sig selv. Hvad er det nu liiige det er? Var i Berlin en weekend fornylig. Så godt som glemte helt at jeg var gift og havde børn (altså ikke HELT hvis du ved…). Det var pragtfuldt!!!

  2. Mette B. skriver:

    Skønt indlæg 🙂 Sjovt at læse dine eksempler om, hvordan jeres børn kan ligne jer forældre – den havde jeg ikke lige tænkt over, ikke sådan rigtig!

  3. Lis skriver:

    Kan sagtens se dig sidde i et træ, Julie, og sige uhyggelige lyde, hahaha:)
    Den dér med nuet man ikke deler med andre, synes jeg var rigtig fin. Tak for den, Jennie:)

  4. annamette skriver:

    Der ramte du lige noget. Det liv der nogle gange synes endeløst med små børn. Kors mand jeg gad også godt at et liv uden små børn en dag og har lyst til at skyde alle, der siger; Jamen inden du ser dig om er det forbi og så er de store og flytter hjemmefra’ Ja tak. Hvornår? Når jeg er 65 og gået på pension. Åh. Nåmmen tak for dejligt indlæg.

  5. Maria skriver:

    Jeg elsker altså dine tekster Julie !
    de sætter altis tanker igang i mig, om herhjemme. Dejligt. Og så kom jeg til at tænke på en kæreste jeg engang havde, som i den grad elskede at spille. Der var en periode hvor han spillede RIGTIG meget computer med et joystik. Der vågnede jeg en nat, ved at han sad op i sengen og sov, med mit venstre håndled i hånden, og drønede min hånd rundt somom den var et joystik…. mens han i søvne sagde computerlyde…. Suk.
    KH Maria.

  6. Anne skriver:

    Julie, Klara deler jo i dén grad karakteregenskaber med den dreng, som du på et tidspunkt lagde billet ind på, på hendes vegne. Engang kan de så komme til at danne verdens mest elskelige, ukoncentrerede, sociale, distræte, kærlige og verdensfjerne dagdrømmerpar. Roder Klara også helt vildt?
    Og gad vide, om 2-årige piger bare skal styre hele butikken på den måde? I hvert fald er det aldeles genkendeligt – bare uden kat.

  7. julie skriver:

    OM hun roder! Hun går fra det ene til det andet til det næste og glemmer alt i samme sekund.

  8. Sanne skriver:

    Man kan jo ikke få det hele, desværre! 😉
    Men du har da fået nogle skønne tøser, og det er vel det bedste.

  9. Anette skriver:

    F… du har ret. De der nye sider kan slå mig helt omkuld. Både af glæde, men især overraskelse. Min Emma er begyndt hver aften at skrive en besked til mig på hendes tavle (som regel er den kærlig), hvor hun konsekvent laver en svarboks og minder om jeg SKAL huske at svare. Sødt, men mærkelig idé (gad vide om jeg ikke taler nok med pigen).
    Jeg husker hvordan en 2-årig (især en 2 årig) kan vikle sig fuldstændig rundt om en. Så frihedstrangen er naturlig.

  10. Mette skriver:

    Du beskriver lige min store datter, meget rammende!
    Og ham på 2 kan jeg såmænd også godt kende i din Agnes -MEGA hysterisk og omklamrende.
    Kan sidde her og nikke genkendende til det HELE: Du rammer plet, og jeg elsker disse indlæg fra dig.
    Tror jeg smutter en tur til Berlin. Om ikke andet, så i tankerne…
    Kh Mette

  11. Julie skriver:

    Og tak til Jennie, i øvrigt, for det ændrede perspektiv! Klara ER jo til stede i nuet, i sit eget nu! Og det er hun i den grad god til at koncentrere sig om – så god, at hun helt kan lukke alle os andre og vores kedelige nu, ude.

  12. Julie skriver:

    Hø – sku´ det være en anden gang, morfar 🙂

  13. Katrine skriver:

    Tell me about it, mand!
    Dame-ferie! Snart! NU!

  14. julie skriver:

    Dame-ferie. Et koncept der er kommet for at blive.
    Måske skal jeg snart skrive et indlæg om, at jeg tager en uge til London i maj. Alene. Eller, sammen med 80 børnebibliotekarer.

  15. Morfar skriver:

    Hvor befriende at se nogen indrømme at de en gang i mellem gerne ville være uden børn.

  16. kirsten skriver:

    Jeg konkluderer her, at den bedste skole/hjem-samtale er den, hvor man kan mærke, at lærerne har opdaget de helt specielle særheder og træk, der gør ens barn til den helt unikke personlighed, det nu er 🙂
    På trods af, at du, som alle, selvfølgelig har brug for at være alene (den pæne måde at sige, at man har lyst til at kyle ungerne ud af vinduerne) lyder det til, at når de nu gør selskabet, Klara og Agnes, så gør de det helt godt 😉

  17. Jennie skriver:

    Præcis! Vi skal alle have vores egne nu’er, nu og da! 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *