17+3 og hormoner

Jeg burde nok have set det komme i går, da ekspeditricen i føtex bageren næsten fik mig til at tude. Dér burde jeg bare allerede være gået hjem og have aflyst alt.

Klara blev hjemme sammen med mig, på min frionsdag, fordi hun var meget sær i børnehaven om tirsdagen. Hun havde ikke feber, men hun pev hele tiden og lå på deres sofa og flød og sov og klagede over ondt i tænderne og ørerne og var bare ikke glad. Heldigvis kunne jeg godt hente hende tidligt, og onsdag tog vi så til ørelægen. Der var ganske rigtigt væske og undertryk på begge ører – igen igen. ØV – troede lige vi var sluppet af med det pjat nu. Der var også noget snask i det ene øre, som lægen så podede og vi fik en recept på øredråber. De virker heldigvis altid med det samme. Er derfor jeg altid tager til ørelægen med hende. Vores egen læge finder enten ikke noget galt, eller også ordinerer hun penicilin, hvilket er helt hen i vejret.

Nå, men Klara var frisk og glad, så efter ørelægen tog vi i det kendte og elskede amager center for at købe vinterstøvler til hende. Dér har de sådan en Tops sko, som fører det mærke der hedder ADI. Det er et godt mærke, synes jeg. Det er rågummisåler og angulus-look, men til en tredjedel af prisen og så har de altid siddet godt på Klaras fødder. Men alle deres nye modeller var selvfølgelig ikke kommet endnu – selv om reklamen er ude – det var jo den der havde lokket os derind.

Endte så hos skoringen og købte nogle meget dyrere guldstøvler. Men de var også lækre. Jeg ville bare gerne have det overstået nu, med det indkøb. Fik også købt nye uld sutsko til børnehaven. Tænk, dem skulle hun have i str. 28! Ikke noget at sige til, at hun pludselig fik gnavemærker af at gå i de der sommersko i str. 25. Det kan man da kalde et voksespring.

Nå, men så var vi jo blevet sultne og gik i føtex for at købe nogle pølsehorn. Alle de steder, hvor man kan købe hurtig mad i amagercenteret er åbenbart lukket for tiden. Der var lige 7 pølsehorn tilbage, og dem foran os købte henholdsvis et og tre, og så var der lige tre tilbage til os. Så hører jeg en mand 4 numre bag mig i køen sige “aj, de sidste tre der må du ikke sælge, dem vil jeg gerne købe” – hvortil bagerpigen svarer sådan ubestemmeligt “njarhhh”. Nå, men jeg er jo før ham i køen, så jeg tager det roligt. Indtil det bliver min tur, jeg beder om de tre pølsehorn og krampen gud hjælpe mig siger, at der ikke er flere tilbage. “Jammen der ligger da tre lige dér” siger jeg. “De er reserverede” siger hun så!!!! AHVAD? Jeg spørger så, om man nu kan reservere ting i bageren, og at det skulle jeg da have vidst, for så kunne vi jo gøre det samme. Jeg bliver så rasende, for jeg er sulten og gravid og Klara er også sulten og havde glædet sig, så jeg ser bare sur ud og går.

Men åhhhh, hvor ville jeg gerne have råbt op og spurgt om det så var officiel føtex bager politik fra nu af? Om man så også kunne ringe hjemmefra og reservere? Om hvad fanden i helvede formålet med at trække numre og stå i kø så er, hvis dem bag en bare kan råbe op og reservere ting?? Om hvad hendes navn var, og om jeg måtte tale med hendes foresatte. Lorte teenager. Bare fordi ham manden så bedre ud end mig, eller hvad?

I stedet gemte jeg mig bag en rulletrappe sammen med Klara og forsøgte at lade være med at tude. Så gik vi på apoteket og i H og M efter flere Hello Kitty ting, og begge steder var jeg vildt defensiv og planlagde alt det jeg ville sige, hvis de også gav dårlig service, men det skete heldigvis ikke. 

Så klokken blev alt for mange før vi kom ud, fandt gammel yndlingscafe og fik omelet med spinat og feta og kartoffelbåde til. Og både Klara og jeg gearede op og blev mere og mere umulige at omgås, fordi vi var sultne og trætte. Jeg kunne næsten ikke overskue turen hjem, men det nyttede jo ikke noget. Jeg var dog nødt til at aflyse en aftale med Mette og hendes Afrika, hvor jeg ellers skulle have set på ny taske og de sko der er begyndt at lave. Men jeg orkede bare ikke mere.

Så kom vi endelig hjem, jeg faldt om på min seng, så kom stoffer og så kom Tony og Erik og så gik jeg, fordi jeg skulle ind til byen igen igen og mødes med caro og maya. Men det gik også galt.

Skulle mødes med maya og følges, men da jeg havde ventet på hende i 40 minutter i stiv kuling og voldsom eftermiddags trafik havde jeg det som om jeg var ved at dø. Ringede til hendes mobil, fik ingen svar, ringede til hendes mand, som sagde hun var gået. Begyndte at spekulere over, om hun var stukket af, eller var blevet slået ned på vejen og lå et sted i en blodpøl. Sms´ede en masse med caro, som var inde i byen, sms´ede til maya, der ikke svarede. Og besluttede så efter de der 40 min. at tage ind til byen selv og håbe maya dukkede op før eller senere. Mens jeg venter på toget skriver caro så, at maya er dér og havde glemt sin mobil! Vi har så åbenbart misforstået hinanden, og hun har ventet helt henne ved metroen, mens jeg har ventet ved Jyllingevej. Det blev jeg sur over, og så gik jeg hjem i seng og tudede noget mere. Jeg havde ondt i lænden, ballerne, fødderne, ryggen og særdeles ondt i selvmedlidenheden. Lortedag.

Det syrede er, at jeg udmærket ved at det er hormoner. Havde jeg ikke været så gravid som jeg er, så havde jeg bare rystet på hovedet af hele den her dag og grint lidt af det. Og det er underligt at VIDE at man overreagerer, men ikke at kunne styre det. Det er også sket med stoffer to gange nu, hvor det føles som om jeg får en mindre hjerneblødning, og jeg ved jeg overreagerer, men det føles bare så GODT og så RIGTIGT at blive virkelig virkelig rasende! For folk er bare så pisse irriterende og så hensynsløse og egoistiske! JO, de er!

Nå. I dag skal jeg til jordemoder for første gang. Og hvis hun er typen der så meget som løfter et lille bitte øjenbryn over mine 10 kg. for meget, så vil jeg have en anden. Jeg nægter at blive talt ned til de næste 4-5 mdr. af en eller anden anorektiker der fik over 10 i gennemsnit i gymna, og sandsynligvis er yngre end mig og ikke selv har nogen børn. Så er det sagt.

Og bagefter skal jeg til BØFAmøde. Det skal nok gå. Det plejer ikke at være så provokerende.