Ja, så blev jeg 35+1…
Jeg får ikke skrevet så meget for tiden, for der sker ikke så meget. Med et ben der er ved at falde af og når man bor på 4. sal, så gider man ikke rigtig gå ud, i det her kedelige vejr. Det er dog spøjst det med benet – det gør stadig ondt, men jeg har ligesom vænnet mig til det og går bare alligevel.
Jeg var til sidste lægebesøg i tirsdags. Det gik fint. Det er sjovt, når man sammenligner statusen fra det besøg med mit JM besøg 14 dage tidligere. Det er utroligt så hurtigt det går. Her er en kort status:
uge:34+5
vægt:+8,5 (et kg. på 14 dage…bizar tanke)
blodtryk: 110/64
urin: spor af altmuligt, men ingen infektioner.
ødemer: ingen
SF-mål: 35 cm.
fosterpræs: Hovedet nedad, men ikke fast.
fosterskøn: 2600 (dvs ud af det kg. på 14 dage, står hun for det halve?)
hjertelyd: fin. ca 140.
Jeg ved godt det med vægten bare er et skøn, men jeg synes det er vildt fascinerende, at hun ligger derinde og vokser så hurtigt. Der er ikke noget at sige til, at det føles tungt efterhånden og at hun ikke sparker så meget, men mere møffer rundt. Det er svært at forestille sig noget så stort, der ligger lige hernede, inde under min hud.
Ellers er jeg endelig færdig med soveværelset. Det er så hyggeligt derinde nu. Bebs har fået sin egen lille reol, allerede klar med kurve til tøj, bamser og div. bøger. Pegebøger, billedbøger, eventyrbøger, mine gravidbøger – det stakkels barn har ikke en chance 🙂 Hun må hellere være glad for historier. Det eneste der mangler derinde er vuggen, som mine forældre kommer over med en dag i pinsen.
Så er jeg gået i gang med køkkenet, så der også kan blive ryddet op og smidt ud og flyttet rundt og lavet pusleplads. Ja, vi pusler i køkkenet. Det er det eneste sted, der er plads. Foregår der madlavning, må vi jo bare tage puslehynden med ud på badeværelses gulvet.
Om lidt skal jeg mødes med N på cafe. Det glæder jeg mig til. Så kommer jeg da ud i dag og hun er jo også så sød 🙂
I morgen skal jeg ses med veninden L og om aftenen skal min søster, min ven M og hans bror og jeg spille risk og spise god mad.
Kæresten stresser stadig med eksamen, den stakkel. Jeg er nu ikke bekymret – han kan meget mere end han selv tror. Og idag vil jeg købe en gave til ham, fordi han er så sød og fordi han har plads til mine humørsvingninger samtidig med alt hans eget stress. jeg havde aldrig turdet håbe på, at vi ville have det så godt sammen og at tingene ville gå så forholdsvis nemt og problemfrit, når man tænker på, at vi kun havde kendt hinanden de 4 mdr. før jeg blev gravid. Når barnet kommer har vi kun kendt hinanden lidt over et år. Så er det da egentlig utroligt, at vi bare kan gå her og generelt være så glade og tilfredse.
vh Julie 35+1
