Så gik man lige hjemme en fredag aften og blev helt begejstret på den afdæmpede måde. Det er da i orden, at ind i mellem så flasker tingene sig – guderne skal vide, at ind i mellem så gør de ikke. Tingene.
Men nu gør de.
Min ovn virker igen. I går fik vi hjemmebagt pizza, og pt. er der en plade boller som er klar om 12 minutter.
Jeg er blevet indkaldt til jobsamtale!!! Efter kun en uges kursus, hvor jeg fik skarpslebet min ansøgning og mit cv, så gav det gudhjælpemig gevinst i første forsøg, så nu skal jeg til jobsamtale for første gang i et halvt år! Og jeg glæder mig bare til den, er ikke engang nervøs.
Min chef har fundet min blog. Yrrrk, tænker man først, så er det slut med at disse arbejdet online 🙂 Men det har jeg jo aldrig haft behov for… Det bliver først pinligt, hvis hun læser hvor vild jeg er med hende… arrg nu skrev jeg det igen! Hun fandt den fordi en eller anden hun kender søgte på marc jacobs sko og lagersalg… ja, og så MÅ man jo for djævlan falde over den her blog. Nå, men det gode ved det er, at hun har læst noget af den og sagt at jeg skriver godt og burde gøre noget ved det. Og jeg tænker, hun er jo forlagsredaktør og læser BUNKER af lort igennem hver uge eller noget, så hun må jo have en del at sammenligne med?
Men den beslutning er jo også truffet. Jeg GØR noget ved det. Jeg skal nok. Er i gang.
Var ved lægen og blev taget alvorligt. Helt ny fornemmelse. Hun trykkede mig på maven og tog blodtryk og blodprøver for at teste stofskiftet. Og så mener hun jeg har irriteret tyktarm (ja ja, hvorfor skulle den del af mig ikke også være irriteret, når resten så ofte er det??) og det forklarer da i hvert fald den hævede mave!! HA, jeg vidste jeg ikke var gravid igen!
Skal træne for første gang efter lang sommerferie i morgen!
Skal derefter til 30 års fødselsdags reception det meste af lørdagen hos min ældste ven. Om aftenen skal stoffen til fest hos en fyr. Jeg har det ikke helt perfekt med det, for det er i den del af hans verden hvor jeg ikke er accepteret og stort set ikke eksisterer. Og det er hos ham, hvor vi havde den uheldige episode i foråret, hvor der blev løjet lidt for meget, og nogen var ved at blive smidt ud hjemmefra. Ingen nævnt, ingen glemt. Hvor om alt er – det skal nok gå, men jeg behøver jo ikke elske det, vel?
Det gør jeg tilgængæld om søndagen, hvor vi skal til 1 års fødselsdag i Hvidovre, ved Sander og Fam. Tænk at den knægt allerede er et år…
Faktum er altså, at jeg er begejstret og føler mig forfordelt til den positive side. Har faktisk dårlig samvittighed over at opsluge alt held i universet i disse dage, og efterlade andre mennesker uden køkken og bad i Holbæk, eller med forældremyndighedssager, eller for slet ikke at tale om den der oversvømmelse i det der usa. Undskyld. Men bare rolig, det skal jo nok vende igen 🙂
Aj, det lyder da bare super fedt. Selvfølgelig skal du da være i godt humør 🙂 Hvornår er samtalen? Og noget helt andet – skal de dolmere og auberginemousse’en serveres varme eller kolde?
KH
Karin
Vær du bare glad. Typisk at have dårlig samvittighed over at have det godt, det behøver du bare ikke.
Hvor skal du til samtale henne, og hvornår?
Puhh jeg tør slet ikke tænke på at min chef fandt min blog…
Knus Carina
Jamen Julie, hvis ingen var glade, så ville vi vel som samfund også få nogle store problemer. Dejligt at du endelig får lov at prøve at være en del af den glade klub (ikke at jeg er i den :-))Tillykke med sejren, håber – hvis det er det sted, du helst vil have – at du får det job. Kh
Hej Julie. Tak for dine kommentarer.
Nåhm du ved…børnebogsforfatter er nok bare noget jeg ligesom kalder mig, fordi det lyder godt. Det hele startede med at min veninde blev gravid. Mens baby lå i maven kaldte hun den “Centimet”. Og jeg fandt så på at skrive en historie. Jeg kaldte bogen “Centimet & Grapehulen” (Grapehulen = livmoderen, fordi lægen på et tidspunkt havde sagt at livmoderen nu var på størrelse med en grapefrugt) De ting min veninde fortalte mig (de første spark, den første scanning osv) blev en del af historien. Sparkene var når Centimet var håndværker og byggede sit hjem (Grapehulen) større. Scanningen var når der kom et fotohold forbi for at tage billeder af den osv osv. Og så afleverede jeg den til min veninde. Hun græd da hun læste den. Andre blev også rørt. Og så tænkte jeg at det måtte jeg være okay til. Derfor skrev jeg en bog til: Alba og Lumalari-blomsten. Og det var bare fri fantasi. Lille Alba i stor grå by. Stressede indbyggere. Hun bliver helt tilfældigt ven med forsker/opfinder-person der elsker drivhuse. Og så en masse med de der drivhuse & de eksotiske, magiske lumalari-blomster. Synes ikke den er helt færdig endnu, altså. Om ikke andet..har skrevet 2 bøger – kun én mindre end Madonna, ikk’? Og hun kalder sig da forfatter, så det samme gør jeg.
Jo, jeg må gerne have en mikroovn, men der er også en varmeplade på tilbud i Metro, som jeg tænkte på, om jeg fik brug for til at holde det varmt på. Og det gør jeg jo så nok.
KH
Karin
Jeg synes, de skal være lune i hvert fald. Må du ikke have en microovn f.eks.?
Hey Julie, allerførst tillykke med jobsamtalen og alt dit held i øvrigt – hvis du er lige så nice live som du er på din blog, så slår du benene væk under dem!
Og så er der altså noget, jeg ikke forstår – og nu kender jeg selvfølgelig ikke til forhistorie og den slags, men alligevel – *hvorfor* i alverden har Stoffer en omgangskreds, du slet ikke eksisterer i? Hvad gør, at han overhovedet gider bruge tid på mennesker, der ikke accepterer den kvinde, han elsker? Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at de bare lissom holder dig udenfor? Jeg er forvirret!
Knus fra mig :o)
hej strange days – Jeg har prøvet at formulere indtil flere korte svar på dit spørgsmål, men det kan ikke lade sig gøre. Det meste af det er alligevel mest mine egne følelser og gisninger. Det stammer helt tilbage fra måden stoffer og jeg mødte hinanden på – jeg havde en anden kæreste – og så det faktum at vi kun havde kendt hinanden i 4 mdr. før jeg blev gravid. Det er en meget lang historie, så måske skulle jeg bare skrive et helt indlæg om det 🙂
Hej Julie
Din chef har ret: Du skriver godt – gør noget ved det. Alene din dagbog fra ND var altid værd at læse, du skriver da mindst lige så godt som hende Camilla Stockmann – og se lige hvad hun har fået udgivet…
Klummerne fra Eurowoman, de er da meget sjove, men glemt i det sekund man lukker bogen. Og email-korrespondancen med Maise Njor, de første mail var forfriskende, men der gik ret hutigt ægte navlepilleri i den. Jeg vil langt hellere læse din dagbog!!
Og tillykke med jobsamtalen – hvor er det henne?
kh Bodil
Hey Julie, nu var det jo altså heller ikke for at grave helt vanvittigt i fortiden, men jeg synes bare lige det var lidt underligt. Hvis du vil dele det med os, please go ahead – dine skriberier er jo altid værd at læse!
…og uanset hvad, så synes jeg faktisk ikke at hans venner kan tillade sig at dømme dig på den måde, om du så havde en anden kæreste, blev gravid efter 4 md, havde 3 ben, var Clintons ex-elskerinde eller hvad – Stoffer valgte dig, og det må de da bare acceptere!
Det var bare lige det jeg ville sige…..
Julie… Nu går der altså også for meget navlepilleri i det her indlæg. Kom med et nyt! 🙂 -Håber alt stadig er vel i det lille hjem..? Efter en bakketop skal man altid lidt ned igen?
Kh Kirsten