Føler der er behov for en opsamling… Hvad har gjort mig glad i ugen der gik?
PÅ vej til arbejde. Møder hård ung mand, lige dele rocker og hip hopper, i metroen. Han har dog en lille sort labrador hvalp, som hellere vil følges med mig, og så sker det! Han kalder på den – og den hedder Tulle! Det ødelægger fuldstændig hans stil. Kald den dog Rocko eller Maddog eller noget andet passende. Tulle 🙂 Og det blev ikke bedre inde i metroen, da den hund ville kæle med alle, og alle ville kæle med hunden, så ham den hårde til sidst bare sad og smilede og var så glad, fordi alle var vilde med Tulle-hunden.
Før valget – på vej hjem fra vuggestuen. Ser valgplakat med ung konservativ mandlig kandidat. Har set hans plakater før, og på hele amager er de overmalet med cykelstyrs-overskæg og onde øjenbryn. Men på den her helt særlige valgplakat er der også klistret et hvidt a-4 ark med store sorte bogstaver, der proklamerer hans nye, og helt sikkert ufrivillige, valg slogan; Min pik er størst. Ja da, uden tvivl, men jeg stemte nu ikke på ham alligevel.
Fredag. Stoffers nye powerbook skal ankomme og er længe ventet. Bliver tilsyneladende ekspederet af verdens mest inkompetente fragtfirma. Først købte han en Dell, som han siden returnerede, og den var dagvis om at komme frem, fordi de havde slettet Å'et i vores gadenavn, og forsøgte at finde en "landsgade" i kbh. De tænkte ikke på selv at ringe og spørge efter den rigtige adr. Denne gang, da han så bestilte powerbooken, skrev han – klog af skade – Å'et med dobbelt a – Aa, for så må selv afsenderen i singapore og mellemleddet i Holland da fatte det, tænkte vi. Men nej. Så slettede de simpelthen hele gadenavnet, og ledet efter en Kristoffer L., 4. th., kbh. Held og lykke med det… der kan da heller ikke være ret mange adr, med 4. th. Nå, men fredag ankom den endelig og han har været så nem og så lykkelig lige siden. Man skulle tro han selv havde lavet den, så stolt som han er 🙂
Og fredag fik jeg også endelig U2 billetter. Dybt og lettet suk herfra, og jeg glæder mig så meget. Og tak til signe, fordi hun lige faldt over min side, og fordi hun lige var venlig og fordi hun ikke tog helt urimeligt meget for dem. Jeg synes faktisk det var en fair pris. Det var i hvert fald bedre end Dovne Daniel og hans pris der lød på 2300! Tak, men ellers tak, sagde jeg til ham.
Og undskyld til Grith fordi jeg igen ikke har fået sendt den anmeldelse. Jeg gør det i morgen, det gør jeg altså.
Men nu har powerbook manden løsrevet sig og vil i seng, og så er det jo om at gribe chancen mens den er der!
Jubiii – jeg havde virkelig ventet at høre om Signe-sagen og billeterne; tillykke med dem 😀 og god weekend til jer alle tre