Hvad er det med hele det der The Circle of Life cirkus, som er så tårepersende rørstrømsk og sentimentalt? Jeg sidder her og snøfter, fordi min gamle bedsteveninde er i gang med noget fødsel herovre. Hvorfor skal det være sådan? At bare fordi man selv har været møllen igennem, så kan man ikke høre om det, læse om det, forestille sig det, uden at snøfte og pive som en forkølet hunkat i løbetid? Og jeg er IKKE skruk!
Åh, men det er spændingen ved det. Hvad sker der mon? Hvornår sker det? Hvordan? Hvem er det? Og pludselig – en ny verdensborger, endnu et medlem til stammen – vores overlevelse som flok er sikret og alle løfter hænderne mod himlen og jubler i taknemmelighed. Eller noget.
Man er dér, i det lokale. Og man er måske tre mennesker til stede. Afhængig af ens familiemæssige konstellation og hvor heldig man er med normeringen dér hvor man føder. Man er måske en mand, en kvinde og en jordemoder. Og pludselig er man en til. Pludselig er der et menneske mere i rummet. Først ingenting. Og så pludselig nogen. Før var man bare sig selv, og pludselig er man splittet ud i atomer og man er aldrig mere rigtig alene. Pludselig har man nogen, der er så meget en del af en selv, at man faktisk ikke altid rigtig forstår, hvordan de kan løbe rundt derovre, og være helt deres egen person også. Det er virkelig mærkeligt.
Og man kan virkelig virkelig blive rasende på dem. Men man elsker dem alligevel. På en ret udefinerbar måde. Jeg tror ikke, at moderkærlighed er en fast, bestemt størrelse. At der er en rigtig og en forkert måde, at elske dem på.
Jeg tror på, at man elsker dem. Punktum. Også når man ikke altid kan mærke det. Også når man virkelig ikke gider synge En skide elefant kom marcherende, en gang til. Også når de har smadret ting, hoppet på ting, klippet i ting, tegnet på ting, tørret snot af i ting, begravet ting i sand, væltet ting, hældt ting ud på køkkengulvet, spredt bittesmå ting ud i ens seng, hevet ting ned, puttet ting op i næsen, skyllet ting ud i toilettet, smidt ting ud af vinduet, kørt ting over med gåvognen, tabt ting ned fra altanen, glemt ting i bussen, spist ting eller ikke spist ting.
Man kan godt nogen gange elske dem forskelligt, hvis man har flere af dem boende. De er jo forskellige. De er helt forskellige, egne, mennesker. Med egne ideer, temperamenter, fantasier og muligheder. Det er meget spøjst at betragte. Og berigende. Og lærerigt.
Men man piver meget.
Og man må lære, at intet længere er helligt. Heller ikke mors hylde i badeværelset, hvor mors produkter står, dem som ingen ingen ingen må røre ved eller bruge af. Intet er helligt, og de vil fylde og være og tage det hele, hvis man giver dem lov. Og det er befriende og en lille smule kvælende.
Jeg har en pige på ni. Hun har ved meget få lejligheder brugt af min makeup. Men så bruger jeg først den skarpe stemme. Og så køber jeg hendes eget til hende. Det er jo bare fordi hun er en pige og gerne vil lege med lipgloss.
Min Sveske-pige er overbevist om, at indbrudstyve går igen, hvis bare jeg bruger min skarpe stemme på dem.
det var da oss på tide at hun kom igang 🙂
Snøft.. Og så sad jeg her og fik tårer i øjnene…
God tur 🙂
kuldegysninger lige der, ved den beskrivelse…
God tur til London!
Dejlige tanker kære Julie.. Jeg er rørt.. og skide spændt.. jeg glæder mig sådan på Marie´s vejne
Hæ. Og så var der dengang vi lige var flyttet her til huset og jeg lagde læbestifter og neglelak ned i skuffen til natbordet. Uden problemer i flere uger. Lige indtil den aften vi kommer op af trappen til soveværelset og spotter sønnike som var blevet puttet i vores seng. Iført FULD krigsmaling aka neglelak i flere farver smurt grundigt ud over begge kinder, hænder og arme (og madrassen. Og natbordet. Og væggen). For øvrigt kan jeg ved en sådan lejlighed varmt anbefale at tage afkommet med i svømmehal efterfølgende. Tilstrækkelig længe i bassinet opløser åbenbart selv ihærdig lakudsmykning…