Åh, så slå mig dog, nu tuder jeg igen.

Hvad er det med hele det der The Circle of Life cirkus, som er så tårepersende rørstrømsk og sentimentalt? Jeg sidder her og snøfter, fordi min gamle bedsteveninde er i gang med noget fødsel herovre. Hvorfor skal det være sådan? At bare fordi man selv har været møllen igennem, så kan man ikke høre om det, læse om det, forestille sig det, uden at snøfte og pive som en forkølet hunkat i løbetid? Og jeg er IKKE skruk!

Åh, men det er spændingen ved det. Hvad sker der mon? Hvornår sker det? Hvordan? Hvem er det? Og pludselig – en ny verdensborger, endnu et medlem til stammen – vores overlevelse som flok er sikret og alle løfter hænderne mod himlen og jubler i taknemmelighed. Eller noget.

Man er dér, i det lokale. Og man er måske tre mennesker til stede. Afhængig af ens familiemæssige konstellation og hvor heldig man er med normeringen dér hvor man føder. Man er måske en mand, en kvinde og en jordemoder. Og pludselig er man en til. Pludselig er der et menneske mere i rummet. Først ingenting. Og så pludselig nogen. Før var man bare sig selv, og pludselig er man splittet ud i atomer og man er aldrig mere rigtig alene. Pludselig har man nogen, der er så meget en del af en selv, at man faktisk ikke altid rigtig forstår, hvordan de kan løbe rundt derovre, og være helt deres egen person også. Det er virkelig mærkeligt.

Og man kan virkelig virkelig blive rasende på dem. Men man elsker dem alligevel. På en ret udefinerbar måde. Jeg tror ikke, at moderkærlighed er en fast, bestemt størrelse. At der er en rigtig og en forkert måde, at elske dem på.

Jeg tror på, at man elsker dem. Punktum. Også når man ikke altid kan mærke det. Også når man virkelig ikke gider synge En skide elefant kom marcherende, en gang til. Også når de har smadret ting, hoppet på ting, klippet i ting, tegnet på ting, tørret snot af i ting, begravet ting i sand, væltet ting, hældt ting ud på køkkengulvet, spredt bittesmå ting ud i ens seng, hevet ting ned, puttet ting op i næsen, skyllet ting ud i toilettet, smidt ting ud af vinduet, kørt ting over med gåvognen, tabt ting ned fra altanen, glemt ting i bussen, spist ting eller ikke spist ting.

Man kan godt nogen gange elske dem forskelligt, hvis man har flere af dem boende. De er jo forskellige. De er helt forskellige, egne, mennesker. Med egne ideer, temperamenter, fantasier og muligheder. Det er meget spøjst at betragte. Og berigende. Og lærerigt.

Men man piver meget.

Og man må lære, at intet længere er helligt. Heller ikke mors hylde i badeværelset, hvor mors produkter står, dem som ingen ingen ingen må røre ved eller bruge af. Intet er helligt, og de vil fylde og være og tage det hele, hvis man giver dem lov. Og det er befriende og en lille smule kvælende.