Hvis du synes, der har været overraskende stille inde i stuen lidt for længe, og du ved din knap 18 mdr. gamle baby er derinde, så kan du nok godt regne med, at Den Lille Entreprenør har stiftet sit eget firma nr. 2.
Det første firma var som bekendt: Baby – vi flytter alt, når som helst, hvor som helst!
Firma nr. 2 i din driftige babys liv er: Baby – vi finder en vej. Det er et firma helt i Hr. Møllers, Rederens, ånd og det vil have et eller flere af følgende motto´er (motti?):
“Hvor der er vilje, er der en vej!”. “Den der har evnen, har pligten!”.”Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning!”. “Der findes ikke problemer, kun udfordringer!” og andre frisk-fyr agtige slogans.
Hvis du så vover dig ind i stuen for at tjekke den dødelige stilhed, fordi du jo er nødt til at undersøge om din baby rent faktisk har kvalt sig selv med en sofapude (i Libertystof), så kan du ikke være bekendt at blive overrasket over din babys foretagsomhed. Du vidste det jo godt. Du vidste jo godt, at hun ville have skubbet en spisestuestol hen til skrivebordet. At hun ville være kravlet op på skrivebordet og at hun nu står oven på din MacBook (og så er de der 10-12 kg. pludselig ikke så lidt, vel?). Du vidste jo godt, at hun ville stå dér, for at nå De Forbudte Tudser. Og at hendes fingre allerede ville være malet i alle regnbuens farver.
Du kan i virkelighenden kun bebrejde dig selv, ikke? Du er jo Moar.
Den opfindsomhed kan da kun love godt for fremtiden 😉
En dag, Julie! En dag vil hun tjene store penge til at forsørge dig med liberty og andre stoffer, for der er penge i lortet! (Undskyld, jeg mener naturligvis puha’en)
Ej hvor er det fedt at starte sidste dag før weekenden med en af dine fantastiske beskrivelser :O)
Ælsker det meget tydelige billede af A, der har indtaget Macbook’en som trappetrin hehe..
God weekend!
Uhh jeg tror jeg ville gå i bare lidt i panik hvis en baby stod på min (ikke eksisterende) mac book :-O
For helvede Julie! jeg griner stadig! Du er fantastisk med ord.
Tak
Og så håber jeg iøvrigt at alt (og alle) overlevede den lille Entreprenør.
Jeg skal da love for, at Agnes åbner det ene firma efter det andet! Firmaer med helt særlige strategier – og jeg griner hjerteligt når jeg læser om dem!
Fik jeg nogensinde fortalt dig, at efter weekenden på Fanø fandt jeg en lysestage og en grankogle under sofaen? Hun er min totalyndlingsflyttemand- og entreprenør!
“Den der har evnen, har pligten!” HA! Selvfølgelig. Selv-føl-ge-lig. Derfor, alle vores sko står ude på terrassen, hver gang døren har stået åben i to minutter. Og derfor, at jeg også flere gange har måttet pille Lea A. ned fra spisebordet. Og derfor, halvdelen af de timianbuske jeg havde plantet langs sydmuren, systematisk blev gravet op igen og transplanteret til sandkassen. Fordi hun KAN. Jamen ja. Selvfølgelig. Tak.
Julie du skriver for sjovt! Hahaha 😀
Udbydes der egentlig kurser i det dér firma 2? For så vil jeg gerne skrive Sofia op.
Hun har fundet ud af at åbne skuffen med sutter, men af en eller anden grund åbner hun den altid i den side, hvor hun ikke kan nå dem. Jeg har prøvet at vise hende, at hun bare skal gå den halve meter over til den anden side af skuffen. Men nej, det er bedre at række ud efter dem og skrige hysterisk i en tone, der ligger lidt over det høje c. Altså helt ærligt, er hun dum eller hvad :o) Så er der mere spunk over Agnes.