Hver eneste aften, når jeg ligger i min seng og venter på at babyen skal vågne og forlange at sove i min armhule, ligger jeg og tænker. Jo jo, den er god nok, det gør jeg rent faktisk.
Over masser af ting. Og mange af dem formulerer jeg i helt perfekte blogindlæg. Inde i mit hoved. Og de er så geniale, at jeg modstår min trang til at skrible stikord ned, på bagsiden af et dameblad og i mørke. For indlæg der er SÅ geniale glemmer man jo ikke bare sådan lige. Vel?
Jo, man gør. Når babyen beslutter at nu er det absolut morgen og ikke bare endnu en amme-snoozer, så er alting væk. Jeg er helt blank.
Jeg overvejer at stoppe det der nat/morgen amning. Men jeg gør det ikke. For hun er så glad for det og det fungerer fint. Jeg tror ikke, hun ville sove bedre uden.
Jeg har læst et eller andet sted, at det her (eller var det i går??) officielt er årets kedeligste dag. Især vejrmæssigt, vil jeg påstå. Det er meget januar-agtigt. Så jeg varmer mig på to tanker:
På lørdag skal jeg til fest-fest. Og ja, jeg er sikkert den ældste, tykkeste og mest mor´erede der kommer. Who cares – jeg drikker det væk!
Og så ser jeg de der programmer med Bonderøven på dr2. Og fornyer min lyst til drivhus, meget plads, høns og billig bolig. Jeg vil have det han har. Ud over at han er virkelig tynd (muligvis fordi han er så selvforsynende at han kun spiser det han selv dyrker, og der gik vist et års tid eller to før de fik geder og dermed kød?), så er han tilfreds. Og selvsikker. Sikkert ikke hele tiden, men han er sådan “min skæbne er mit ansvar” agtig og tager skovlen i egen hånd og foden under eget bord og den slags. Hvad så, om han kommer til at smadre Juno sengen med sin traktor? Han fikser den da bare med lidt spånplade! Dét vil jeg have mere af! Den der “hvor svært kan det være” gå-på-mod spirit.
Jeg tror, jeg trænger til at genfinde min karakter og så træde i den?
For hunne da, Julie. Det indlæg kunne jo være skrevet af mig. Det hele!
…Nej, vent. Jeg skal ikke til fest-fest på lørdag. Åh hvor jeg ellers gad, da. Jeg trænger! Men jeg får nevø på weekend, og jeg ved ikke hvor klogt det vil være at drikke det væk også.
Jeg vil også have en karakter at træde i.
Aaaahhh….kender det SÅ godt, det med at ligge der på puden og tænke de store tanker. Jeg har endda også haft blokken liggende ved siden af, så jeg kunne få genialiteten skrevet ned. Den perfekte tale til min etåriges drengs første store fest, et kanon oplæg til et undervisningsforløb om Ytringsfrihed i danskundervisningen i 9. klasse og lige netop DET blogindlæg, der henter bogudgivelsen hjem og jeg kunne blive ved. Men når jeg læser mine forkrøblede noter næste morgen, så forstår jeg simpelthen ikke en dyt af, hvad der står. Og hvis jeg gør, så er det hovedrystende tåbeligt, og det gør nærmest ondt på mig at indrømme, at de tanker kom fra mit hovede. Jeg forstår det ikke: det var SÅ genialt, da jeg lå der halvt sovende…kan det have noget med de der drømme at gøre, og id’et og ammehjernen, ja for ikke at glemme søvnmanglen????
Skal vi ikke tage hinanden i hånden og gå ud og lede efter et par rigtig geniale karakterer, og så træde godt og grundigt rundt i dem?
For what it’s worth…I’m SO with you on this one too 🙂
se’føli er de det….og Dolly Parton sover på maven;-)
hej Julie – IH HVOR JEG KENDER DET!!!! Jeg havde den fornemmelse i månedsvis mens jeg var på barsel, men nu hvor jeg har været tilbage i fem måneder og Elias bliver et år lige om lidt, synes jeg faktisk det hjælper. Det er som om jeg er komemt i tanke om, hvem det er jeg er. ikke at jeg ikke godt kunne bruge en ny og spændende katakter ind i mellem, men jeg synes sgu tågen letter. og fest og drinks hjælper altså også på det… KH J
Det er det fedeste at finde ind til lidt af sig selv igen, for selvom ens unge(r) er det bedste i verden, er man jo andet end en mor. Og det hele kan heldigvis sagtens kombineres. Jeg husker eksempelvis tydeligt den dag jeg fik lidt af min humor og ironi tilbage. (som om jeg nogensinde har haft det, men alligevel) Det var en stor lettelsens dag efter i mange måneder at have levet i en glasklokke med et kikkertsyn, der kun så barnet og dets behov. Om et par måneder sover Agyness hele natten og du har overskud til at træde i den karakter. Hvor svært kan det være? 🙂
Jeg kan nemt komme på ting, der er værre end at være den ældste, tykkeste og mest mor´erede til en fest..
Man kunne jo fx være den yngste, mest over-dressed og uintiligente gymnasie-elev, som en eller anden fyr ved en fejltagelse har medbragt som date.. Dét ville da være værre..
For øvrigt, synes jeg at du har vældig ret i den med Bonderøven – Sådan et liv vil jeg sgu også have..
(Men jeg vil æde min gamle hat på at han er vildt træt af ikke at have et badeværelse til at vaske hans hænder på, fordi han lige skulle lave en Juno-seng, som han havde kørt i stykker med traktoreren, istedet for at sætte badeværelse op..)
… altså bare lige for at sætte det hele lidt i perpektiv, du ved!
God vind med fest, træden-i-karakter og det hele..
Bliver lige nødt til at rose dine kommentatorer, Julie. Kæft, I er sjove 😀 FFffniiiss!
Det er de, Rikke. De bedste og sjoveste i verden!
Hanne – jeg tror du har ret. Jeg gad faktisk heller ikke være teenager igen. Dem kommer der så vidt vides – heldigvis – heller ikke nogen af. Det er min søster der fylder 29, så det er mest sådan nogle singletyper i sluttyverne… så AHAAA – måske er de i virkeligheden alle sammen mere misundelige på mig, end jeg er på dem??