Kristoffer og Klara turede byen rundt på cykler i dag. I et anfald af kun-gud-ved-hvad, stopper de op et sted på Jyllingevej, hvor verdens mest sære butik ligger. De lokale vil vide, hvilken en, jeg hentyder til. Den reklamerer med “købehavns største udvalg af hvidt porcelæn” og ligner mest af alt en lukningstruet, rottebefængt flygtningelejr for en halv meter høje keramiske havenisser og tøjtigre i megastørrelse. Hver gang jeg går forbi den, undrer jeg mig over dens eksistensberettigelse.
Nå, men de går derind altså, og ifølge stoffer er den ligeså svært fremkommelig indvendig, som den ser ud til at være, udefra. Den er FYLDT med alt muligt skrammel og der er reelt kun en gang de kan gå ned af.
Klara går lidt i forvejen, men vender så om og kommer tilbage til stoffer. Følgende dialog udspiller sig:
Klara: far, det her, det er altså ikke en butik…
Far: hvorfor ikke?
Klara: jeg ved godt hvordan en butik ser ud! (døøøgtig mors pige!)
Far: hvis, det ikke er en butik, hvad er det så?
Klara: det er et hjem!
Far: Hvad? Et hjem? Hvorfor dog det??
Klara: … fordi der roder så meget…
Man ved ikke rigtigt om man skal grine eller græde, vel?
Tjah børn og fulde folk… 😉