Stadig gravid, 4+2

– og det ved jeg med sikkerhed, for jeg har taget en test mere. Men nu stopper jeg også med det, det lover jeg. Har heller ikke flere. Og virker dumt at gå ind i en butik og købe graviditetsteste, når man allerede har mave som en i 4. md. Ekspedienterne kigger jo på en som om man er dybt åndssvag. Sådan a la, “helt ærligt søde ven, hvis du ikke allerede har opdaget du er gravid, med den mave, så kan sådan en lille plastikpind sq ikke gøre noget for dig…”

Min mave er kæmpe stor. Altså, den har ikke været flad siden jeg fik Klara. Jeg er tyndere på billeder taget lige efter fødslen af hende, end jeg har været længe. Så maven var der allerede. Men bare de sidste to uger er den gået helt grasat. Min yndlings demin nederdel og mine mørke jeans, kan jeg ikke lukke mere. Jeg kan ikke lukke dem. For 2 uger siden passede de perfekt, og nu kan jeg ikke lukke dem.

Jeg gik ind i en butik i går for at købe en tunikalignende top, til at have ud over mine nye leggins, og sælgerdamen sagde “hvis du tager den i XL kan du have maven i den længere tid. Hvor langt har du endnu??” – og jeg turde fandme næsten ikke sige, at jeg kun er i femte uge. Jeg har 8 måneder endnu moster. Jeg sagde bare, at der var god tid endnu. Og handler så aldrig dér mere.

Og den er ikke bare stor, den er også hård. Jeg kan mærke min livmoder, tror jeg. Og jeg fatter simpelthen ikke, at det kan gå så stærkt. Det bliver faktisk lidt træls sommeren over, at ligne en der skal føde om et par måneder, når man reelt først popper til næste år. Men i det mindste kan jeg da svare ja, nu, til alle de nævenyttige gamle damer og små børn, der spørger om jeg har en baby i maven. 

Jeg skal også love for, at brysterne har travlt. De hæver også. Men jeg har ikke rigtig kvalme endnu. Dog synes jeg, jeg har svært ved at få vejret. Og det kom altså først ret sent, da jeg ventede Klara. Så måske er det fordi jeg er i dårligere form og ikke bor på 4. sal mere. Jeg har tænkt mig at gå til et eller andet gravid motion, så jeg ikke tager 400 kg på. Med Klara gik jeg til “bevægelse i vand for gravide” inde i DGI byen og det var super dejligt. Især den del med at være vægtløs og flyde ugideligt rundt i varmt vand.

Rygere stinker, al mad stinker, parfume stinker og jeg har mistet lysten til sodavand og andre usunde ting. Skide frelst, men man tænker jo, at hver bid tæller. Ingen underlødig ernæring til det uskyldige foster. Eller celleklump. Hvad man nu skal kalde det. Da jeg ventede Klara tabte jeg mig meget i starten, fordi jeg havde madlede og kvalme og kastede op. Det var ubehageligt, men effektivt. Så vidt jeg husker, levede jeg de første tre mdr. af appelsiner, mariekiks og en liter mælk om dagen… 

Jeg fik fat i min læge i morges, og fik en tid til når jeg er i 8. uge. Det bliver henne i starten af juli. Det bliver rart, når man er nået så langt og man får vandrejournal og tid til scanning og alt det. Min gamle læge havde sin egen doptone (for de uindviede kan jeg oplyse at det er et apperat hvormed man kan høre hjertelyden fra fosteret, ved at føre den over maven på den gravide, smurt ind i meget kold gel) og hun synes, den var skæg at lege med, så hun ledte og ledte og fandt Klaras hjertelyd allerede til min første læge undersøgelse dengang, i uge 9. Det er meget tidligt at høre hjertelyd, men for pokker hvor var det skønt. Bare man kunne det igen. Tror faktisk man kan købe sin egen doptone… hvis man gider bruge pengene på det. Så kunne man ligge på sofaen dagen lang og lytte til den lille fiskekutter-lyd.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

10 Responses to Stadig gravid, 4+2

  1. Janni skriver:

    Tvillinger? 😀

  2. Pollyanna skriver:

    Tillykke med graviditeten, man skulle tro du var økologisk landmandskone med den fertilitet! Februarbørn(fisk) er dejlige børn, det er min nummer to. Så vidt jeg husker(det er så lang tid siden, jeg var gravid, at det lige så godt kunne være løgn!) bliver man meget hurtigere synligt gravid anden gang. Mit barn nummer to var også noget større end den første – er de ikke ofte det?
    Nyd nu disse måneder, hvor du “kun” har et barn, det er godt at tænke på, når man får tudetur over at den store nu allerede skal være stor og alt det der.

  3. julie skriver:

    Jeg venter IKKE tvillinger. Og hvis jeg gjorde, så skulle I se, hvor hurtigt man kunne få solgt den ene til nogle rige amerikanere. Eller over Trendsales, måske??
    Jeg er også helt glad for en lille fisk. Klara og jeg er krebse, så det passer os godt med en fisk. Det bliver sværere for stoffer, skytte, med alle de følelsesladede vandelementer i huset…
    Og ja, jeg består jo faktisk af 100 procent fynske og sønderjydske bondegener. Min krop kunne da godt lige få en 7-8 stykker i rap, så vi havde en arving til jorden. Og huset med de tre skorstene. Jo jo!
    Og jeg nyder det bestemt med det ene barn. Hun ER jo stor. Tænk, hun starter i skole 4-5 mdr. efter min barsel slutter – til den tid…

  4. Janni skriver:

    Det ku’ nu da ellers godt lyde sådan .-) Og tænk, så bliver dte måske helt praktisk med en tom lejlighed der ikke solgt! Så kan dig Og Stoffer skiftes til at sove der og få jeres nattesøvn?

  5. Angelika skriver:

    Hej Julie.
    Stort tillykke herfra. Dengang jeg fandt frem til din blog, havde du vist fået Klara – og selvom jeg kunne læse tilbage hvordan det hele var gået, så var det lidt øv, så nu ser jeg frem til at følge dig med nr. 2. Det bliver rigtig spændende, jeg har endnu ingen børn – og regner ikke med at jeg skal have nogen inden jeg er 28 mindst 😀 Og ja no life here – jeg har sommerferie og nyder den lidt endnu inden turen går til København, Rom og Bulgarien.
    Pas godt på dig selv.
    Mange hilsner fra Angelika

  6. Pernille skriver:

    Ih altså.. Jeg kan godt huske det med, at det gik stærkt anden gang.. men nu ikke HELT så stærkt 🙂 Da jeg var på hospitalet med A var jeg i uge 11+noget.. og da måtte jeg hviske til alle sygeplejersker mv. at jeg var gravid – fordi de mente, det var en god ide, at jeg holdte datteren i hånden, når hun blev røngentfotograferet mv. Det mente min graviditet vist ikke det var. Det er sådan det, jeg kan huske størrelsen udfra.
    Det er sgu fantastisk.. Og hvor jeg dog misunder dig din forplantningsevne.
    Måske kvalmen udebliver fordi det er en dreng? *lol*
    Hvad siger den kommende storesøster? Er hun med på projektet.
    Jeg kan anbefale, at du lader hende male babyen på maven – det havde vi fælt meget morskab ud af.
    Mange hilsner
    Pernille

  7. Anne skriver:

    Hej Julie.
    Jeg har fulgt med på sidelinien i et stykke tid, men vil lige sige tillykke til dig.
    Jeg er selv i 24. uge med nr. 3, så jeg kender alt til at svulme hurtigt op. Denne gang går det rigtig hurtigt. Mth. at være forpustet kender jeg det godt, jeg er også stoppet i næsen, jeg mener at have læst at det er fordi man får mere blod i kroppen.
    Held og lykke med det hele, jeg glæder mig til at læse mere.
    anne

  8. Mariahønen skriver:

    De kloge siger jo at første baby ikke får maven til at vokse så hurtigt, men nr. 2 – så svulmer man med det samme. Så bare rolig 🙂
    Jeg er jo i uge 19+4 og er blevet ret rund nu – kan ikke løbe fra at der er en derinde. Det er nu rart – men også lidt uvirkeligt – trods NF scanning… Jeg har næste scanning på tirsdag og den glæder jeg mig til.
    Held og lykke med dig!

  9. Maria skriver:

    Tillykke Julie ! Hvor dejligt altså ! 🙂

  10. Anne Marie skriver:

    Var ved at undersøge om det virkelig kunne være rigtig at man får hurtigere mave anden gang. Og faldt over jeres debat. Jeg venter nr 2, er 11 uger henne og min mave er vokse helt vild det sidste uge. Den er hård oppe og ligner allerede en der er 5 mdr henne. Håber ikke det bliver ved i denne fart :o) men mange tror at jeg venter tvillinger. Så den bliver spændene at komme til første scanning :o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.