Rodebutik

Aner ikke hvad der sker for mig, men dagene går bare og jeg får ikke skrevet om alt. Tænker ikke engang så meget i overskrifter eller punchlines længere. Har bare travlt med det der almindelige liv.

Onsdag aften var vi til Tina Dickow koncert inde i Falconer Salen og det var helt fantastisk. Alle de koncerter jeg har været til med hende, har været vildt gode, men den her var ligesom endnu bedre! Bandet og Tina var meget mere experimenterende og lavede alle mulige spændende og interessante ting med numrene. Det var ikke bare som at høre cd'en, og så var der også en masse nye numre. Så nu kan jeg slet ikke vente på den næste cd, for jeg vil høre alle de numre igen. Og tror I ikke lige, at selv den gamle hjemmedreng han nærmest kneb en tåre til allersidst, da hun sang Halleluja, som ekstra-ekstra nummer. Nååårhhh!!! Det var helt religiøst.

Blev kun irriteret på de andre publikummer få gange, mest fordi vi sad tilbage i salen, på terasse L, og der var nogen som blev VED med at vade ind og ud af døren. Jeg fatter simpelthen ikke at folk går til koncert og betaler flere hundrede kroner for det, for så at vade rundt efter øl og på toilettet, og ud for at ryge, og efter mere øl. Og så var der en anden mand, som sad skråt foran os og klappede MEGET markant, nærmest demonstrativt, mens han – som den eneste i salen – råbte BRAVO BRAVO – efter hvert nummer. Ikke fordi han ikke havde ret – vi andre synes også, at det var fantastisk. Men det var jo ikke operaen og vi var jo ikke alle mænd med store maver og cykelstyrsoverskæg, og det er jo kun dem, der må råbe Bravo efter ting.

Klara har skrantet lidt med den sædvanlige årstidsbestemte hoste og snotning, men onsdag var hun frisk nok til en tur til ørelægen (drænet sidder der sørme endnu, og der er ingen væske og undertryk! En ny operation i fuld narkose er aflyst for denne gang!) og senere var der lanternefest i børnehaven. Det er vel en form for lucia arrangement, men uden de levende lys i håret, eftersom alle de deltagende er under den kriminelle lavalder og ikke ville kunne retsforfølges selv om de satte ild til institutionen. I stedet havde de lavet lygter af gamle juicekartonner beklædt i sort pap og overvældende mængder af glimmer. Med fyrfadslys i. Som så hele tiden blæste ud, da vi gik i lange rækker rundt om børnehaven, og endte på legepladsen, hvor vi sang julemanden frem og Klara fik en slikpose, og mor her fik en klump i halsen og følte sig gammel og lykkelig og en generation ældre. Sidst jeg var til sådan et arrangement, var det mig der fik slikposen. Og nu var det hende den lille. Som jeg har skabt. I mit billede, ud af min kærlighed og min krop. Aj men det er fandme stort, så kan I sige, hvad I vil.

Lørdag skal jeg på arbejde, og min søster skal med, for hendes kor – www.torvekoret.dk – skal synge mellem reolerne og skabe den rette julestemning i udlånet. Når jeg kommer hjem, skal ham den anden på arbejde. Tænk, de er blevet pålagt overarbejde og så i en weekend! Han kunne dog selv vælge, om det skulle være lørdag eller søndag, meget flot af dem. Og svært valg, eftersom jeg skal på arbejde lørdag og han selv fylder 30 om søndagen. Så kompromisset blev så, at han arbejder længe fredag aften og så lidt lørdag eftermiddag/aften. Fedt.

Og jeg håber bare, at butikkerne har længe åbent lørdag, for så vil Klara og min søster og mig ud og købe de sidste julegaver dér.

Nårh ja, og så I det der program i går aftes, om de der skøre australske mennesker der havde 9 børn under 3 år! NI!!! Under tre år!!! Ok, den ene døde som foster, så reelt var det KUN otte, men alligevel. Hvordan kan det lade sig gøre, spørger I måske nu? Jo, først var manden steril, men så brugte de donersæd og fik en datter. Og på trods af at hun var for stor og ødelagde moderens livmoder og livmoderhals permanent, så hun aldrig ville kunne føde vaginalt igen, besluttede de – da det første barn kun var 7 uger gammelt!!! – at det her var for fedt, og de ville have flere børn. Så de blev insemineret igen og fik hormonbehandling, således at der kom firlinger!!! Jo jo, sådan går det jo. Så blev de 4 små så født i uge 27 og var ikke fuldt udviklede og havde ikke-dødelige blodpropper i hjernerne, og brok, og huller i hjerterne og alt det andet sådan nogen nu kan have, men alligevel synes de her to forældre, at det hele var så super, at da firlingerne var 4 mdr. gamle, så ville de gerne have flere!!!! Her var der så en læge som sagde stop, og at moderens krop liiige havde brug for lidt mere hvile. Men da firlingerne så var 7 mdr. så blev hun insemineret igen, og der var gevinst første gang – med endnu et hold firlinger. Den ene havde så en kromosom fejl og døde i 12. uge, men de andre blev født (ved kejsersnit forstås) i uge 30 eller 35 tror jeg det var, og lå så også på neonatal med en million sygdomme i mange mange uger. Men så kom de hjem og så var der 8 børn under 3 år og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Bortset fra, at de egentlig gerne ville op på 12 børn. Nogen mennesker, altså…