– eller kan det have været popularitet?
I hvert fald føler jeg, at det her ikke er det samme mere. Der er for mange ting jeg ikke kan skrive, fordi mødre, chefer, familie, venner osv læser med. Det er irriterende, for at sige det mildt. Min force var jo netop det ærlige, det selvudleverende, det hudløse. Er det stadig det? Og kan jeg gøre det anderledes?
Jeg ville ikke kunne skrive, hvis jeg f.eks. startede en ny blog og var helt anonym. Så ville det miste sin nerve og sin vedkommenhed. Det ville røre ingen. Det ville ikke være ærligt og livet i al almindelighed, det ville i stedet være påtaget og ligegyldigt og tomt. Og jeg ville slet ikke kunne det. Jeg ville falde i og røbe noget, på en eller anden måde, for jeg hader at spille spil. Alle spil, sådan set også TP, selv om jeg tit vinder det.
Men f.eks. omkring det bryllup der, der udløste kommentar-storm i sidste indlæg. Det er svært for mig nu, at skrive, at problemet omkring hele den sag ikke er værtsparret eller brylluppet i sig selv, men mig. Og min egen usikkerhed. Og alle mine mindreværdskomplekser. Er man interesseret i, at ens chef ved man har mindreværdskomplekser? Pludselig er det indviklet at skrive, at det skyldes mit parforhold, sådan som det er og sådan som vi er, og min personlighed og hans, og hans vennekreds og sådan som de er. Og sådan som vores forhold startede og sådan som det går nu, og sådan som jeg har været hele mit liv. Alle de ting har indflydelse på, hvordan jeg reagerer på det bryllup – ja, på stort set hvad som helst der nu sker i mit liv. Sådan er det jo. Det er jo meget normalt. Man reagerer ud fra de erfaringer man har og de præmisser man lever under, og jeg kan ikke altid redegøre for det hele. Nogen gange fordi jeg simpelthen ikke kan. Andre gange, fordi jeg ikke vil.
Men stopper du så, Julie? Mens legen er god og du er på toppen?
Nej, det gør jeg ikke, for så ville jeg ikke være mig. Jeg er typen, der går på kompromis og finder en løsning, og jeg er også stædig. Og stadig lidt naiv. Og især stopper jeg ikke, fordi jeg stadig skriver allermest for min egen skyld. Jeg kan ikke undvære det. Jeg synes, det er sjovt. Det ér da sjovt. Og givende. Og jeg kan jo ikke undvære det. Og jer. Jeg kan ikke undvære jer. Jeg elsker jer. Allesammen. Jo, også dig. Og I elsker mig. I elsker mig virkelig! Så Oscar-Gwyneth. Gå ud og tag dig en kold cola!
Du må ALDRIG stoppe Julie, så får du bare SÅ meget med mig at bestille!
Jeg ælsker- med æ din blog!!!
KH M
Mojn Julie.
Ja sådan siger man jo altså i Sønderjylland!
Først og fremmest tak for dine kommentarer på min blog – og for din egen meget inspirerende blog.
Det er jo lidt pudsigt at du kommenterer min weblog. Der er flere der har spurgt om det var min ene modkandidat – der også hedder Julie – men det var jo ikke tilfældet. 🙂
Det er en pudsig og lidt uformel ting omkring blogs at man er på fornavn med alle, at man som regel er lidt anonym og så alligevel ikke.
Jeg er ret ny omkring blogs, men kan se at du er noget af en “haj”.
Jeg er blevet temmelig overrasket, ja faktisk lidt chokeret, over hvor mange der reelt læser med og det giver blod på tanden.
Men det bekymre mig ærligt talt lidt at udlevere for meget – eller for lidt.
Du er afgjort blandt dem der har gjort sig mange overvejelser om det kan jeg se, så jeg vil tillade mig at følge lidt med og “lære af mesteren”…
Mvh,
Benny
jamen Mojn selv Benny. Nu er jeg jo halv sønderjyde/halv fynbo, men bosiddende i Kbh. Egentlig ret multikulturel. Men Mojn kender jeg i hvert fald. Og bom.
Ja, man opdager hurtigt at bloggeriet er et univers i sig selv. Alle kender alle og alle ved alt om alle. Således finder en politiker fra sønderjylland og en deltidsansat bibliotekar/fuldtids mor fælles fodslag omkring sagen med de supplerende dagpenge. Hvis DET ikke er hvad mad kalder videndeling, så ved jeg ikke hvad der er. Og det er også netop en af mine mange grunde til at være ærlig og offentlig. Alle de positive oplevelser det har givet mig, alle de folk jeg har fået kontakt med, i større eller mindre grad. Alle de retninger min horisont udvider sig mod. Man bliver jo helt rørstrømsk 🙂
Ja jeg troede også det var Stoffer der var persona non grata, om man så må sige 😉
Du må ikke stoppe med din, til tider, hudløse ærlighed. Du får rigtig mange kommentarer, mange af dem kan vi, der kommenterer så reflektere over og det er da en ikke uvæsentlig bi-virkning.
Jeg vil sige, at den eneste grund til at du skulle stoppe var, at Stoffer ikke kunne tage det. Fir han bliver jo ligesom rodet med ind i den her semi-kendis verden du styrer med fast og kærlig hånd.
joh, men det er jo ikke meget jeg skriver om ham. Ikke så direkte i hvertfald. Man skal være meget trofast læser, for at kende ham. Og han synes også, bloggen er sjov. Man skal også være en sær kæreste, for ikke at værdsætte sådan et direkte kig ind i sin snørklede partners snørklede hjerne, synes jeg 🙂
Kan godt se dit dilemma – men nej det kan jo ikke stoppe dig, for det er jo det der gør dig til dig og din blog til din og ikke mindst noget ganske unikt. Mon ikke også en hver chef med respekt for sig selv kan pille tingene fra hinanden og se hvad der er væsentligt? Og mon ikke både mødre, kæreste og andre kan se hvor ironien ligger, hvor alvoren ligger og hvor skoen trykker for alvor?? Om noget har de da fordelen af at kende dig godt og i sidste ende godt nok til at spørge hvis de synes noget lød forkert.
Jeg er dybt imponeret over din måde at skrive bloggen på – synes det er flot at du er så “offentlig” og ikke semi anonym og spy agtig på den påtagede måde!
Ahja – det er jo prisen man betaler for at tabe sin anonymitet – at folk man kender, kollegaer og andre der har indflydelse på ens liv læser med over skulderen når man skriver.
Jeg håber du finder en god balance og løsning på det, for det her er afgjort min yndlings hverdags blog 😀
Og hey – Jules Rules! 😀
Hej Julie
Fortsæt endelig, jeg læser med dagligt, omend det er sjældent med kommentarer.
Du har en fed måde at skrive på, du må under igen omstændighedder stoppe 🙂
Malene (fra ND)
Ok jeg kommer her slet ikke tit nok – endnu, men der er altså også mange gode bloggere rundt omkring. Jeg er en af dem som holder lidt på at min blog godt nok er offentlig, men min nærmeste familie (mor, far, bror, søster) bliver altså ikke lukket ind foreløbig. Ja jeg er en kylling, men det kan jeg bare ikke overskue. Min kæreste følger med, og det betyder jo så at jeg nok ikke lige tager emner med omkring mine inderste tanker om ham og vores perfekte forhold som 7-9-13 altid vil være sådan. Så derfor forstår jeg virkelig godt dine overvejelser – men det gør ikke at du må stoppe, det er måske bare noget med at fortælle din nærmeste omgangskreds at de skal skille skidt og snot.