Nysgerrighed dræbte katten

– eller kan det have været popularitet?

I hvert fald føler jeg, at det her ikke er det samme mere. Der er for mange ting jeg ikke kan skrive, fordi mødre, chefer, familie, venner osv læser med. Det er irriterende, for at sige det mildt. Min force var jo netop det ærlige, det selvudleverende, det hudløse. Er det stadig det? Og kan jeg gøre det anderledes?

Jeg ville ikke kunne skrive, hvis jeg f.eks. startede en ny blog og var helt anonym. Så ville det miste sin nerve og sin vedkommenhed. Det ville røre ingen. Det ville ikke være ærligt og livet i al almindelighed, det ville i stedet være påtaget og ligegyldigt og tomt. Og jeg ville slet ikke kunne det. Jeg ville falde i og røbe noget, på en eller anden måde, for jeg hader at spille spil. Alle spil, sådan set også TP, selv om jeg tit vinder det.

Men f.eks. omkring det bryllup der, der udløste kommentar-storm i sidste indlæg. Det er svært for mig nu, at skrive, at problemet omkring hele den sag ikke er værtsparret eller brylluppet i sig selv, men mig. Og min egen usikkerhed. Og alle mine mindreværdskomplekser. Er man interesseret i, at ens chef ved man har mindreværdskomplekser? Pludselig er det indviklet at skrive, at det skyldes mit parforhold, sådan som det er og sådan som vi er, og min personlighed og hans, og hans vennekreds og sådan som de er. Og sådan som vores forhold startede og sådan som det går nu, og sådan som jeg har været hele mit liv. Alle de ting har indflydelse på, hvordan jeg reagerer på det bryllup – ja, på stort set hvad som helst der nu sker i mit liv. Sådan er det jo. Det er jo meget normalt. Man reagerer ud fra de erfaringer man har og de præmisser man lever under, og jeg kan ikke altid redegøre for det hele. Nogen gange fordi jeg simpelthen ikke kan. Andre gange, fordi jeg ikke vil.

Men stopper du så, Julie? Mens legen er god og du er på toppen?

Nej, det gør jeg ikke, for så ville jeg ikke være mig. Jeg er typen, der går på kompromis og finder en løsning, og jeg er også stædig. Og stadig lidt naiv. Og især stopper jeg ikke, fordi jeg stadig skriver allermest for min egen skyld. Jeg kan ikke undvære det. Jeg synes, det er sjovt. Det ér da sjovt. Og givende. Og jeg kan jo ikke undvære det. Og jer. Jeg kan ikke undvære jer. Jeg elsker jer. Allesammen. Jo, også dig. Og I elsker mig. I elsker mig virkelig! Så Oscar-Gwyneth. Gå ud og tag dig en kold cola!